uge 21 til og med uge 30

Køerne får frisk foder hver morgen, og somme tider hvis det er meget varmt, gemmes det ene læs til senere på dagen, så det hele tiden er optimalt.

uge 30

Uge 30

Nu er det sommer. Temperaturen ligger tæt på 30 hver dag, og vi sveder, bare ved at tænke på, at skulle dække græs og majsstakken af. I det hele taget er det for varmt.

Det er synd at sige, fordi vi jo sukker efter sommer, og når den så er der, så er det heller ikke godt.

Markerne er knastørre, det har ikke regnet i ?? jeg tror 14 dage, men det er et skud. Jeg er ikke helt sikker.

Men alt er tørt, og især roerne, begynder at få gule blade. Majsen står godt hos os, men på sandbankerne rundt omkring, krøller bladene sammen og ligner helt indtørrede stængler.

Vores er ikke hårdt ramt endnu, men der findes marker, hvor det hele ser vissent ud, og de majs kunne jeg ikke forestille mig, kommer til at give det helt store udbytte.

De har ellers lovet torden og regn, men tordenbyger kan falde meget ulige, ingen ved hvor, og når de så endelig kommer, kan de være så kraftige, at de bare skyller hen over jorden. Regnen når slet ikke at trække ned, så rødderne, kan nå vandet. Indtil videre har vi kun set lidt grå skyer.

Vi er nød til at tage det, som det kommer. Vi kan ikke vande, så det problem med at skulle flytte vandingsmaskiner på mange forskellige tidspunkter af døgnet, det har vi ikke.

Vi har sandjord herhjemme, hvilket er godt i våde somre, og mose- og eng jord som er godt at have i tørre år.

Så går det ikke helt galt. Men som regel heller ikke super godt.

Køerne har svært ved at klare varmen.

De bliver dvaske og hænger. Det er en dårlig cocktail. Så gider de ikke gå op at blive malket, og så bliver deres yver overfyldt, og lækker mælk i sengene. Det vil sige, at deres patteåbning er modtagelig for bakterier, og det kan højne muligheden for en yverinfektion.

Det er ofte en coli mastitis, der kommer ud af det, og de kan være meget voldsomme med døden til følge.

Det er fordi koen bliver syg ( forgiftet ) af denne bakterie.

Det går simpelthen så stærkt, fra hun er utilpas til halv død.

Oftest mister de drikke og ædelysten, og så er det svært at vende den dårlige cirkel.

Vi har haft et par stykker. Det er simpelthen psykisk hårdt med de syge dyr. Vi vil så gerne hjælpe dem, og gør alt hvad vi kan, men må sommetider give op og bruge boltpistolen, for at forløse dem.

Ud af så mange dyr, kan det ikke undgås, at der vil være nogle der rammes af noget. På en arbejdsplads med over 450 ansatte, vil der også være nogen, der bliver syge ud over de normale små dårlig domme, man ellers går og døjer med.

Men det er hårdt uanset om det er et eller mange dyr.

Det lurer hele tiden bag i hovedet, at det ikke er mycoplasmaen, der kommer igen.

 

Vi har i denne uge haft Søren på ferie, og når han kommer tilbage på mandag, er det Tommy’s tur til at slappe af.

Vi har flyttet alt vores halm hjem på marken, som vi havde ude i Abild, og det er pakket godt til med plastik, så vi kan holde det tørt, hvis der skulle komme en regnbyge. Fordi der blev meldt torden forleden dag, da vi flyttede det, blev vi ved til langt ud på aftenen og var færdige med at dække det hele tid ved 22.30 tiden.

Og så kom der ikke en dråbe…..,

Vi skal ensilere på mandag igen. Det er 3. slet, og det er lidt tidligere end ventet. Men på grund af tørken, bliver det bare stængler og meget lidt af kløver og græs. Derfor skal der skår lægges nu, så vi derimod kan få et godt 4. slet.

Regnen må da komme.

Vi ser ikke meget til børnene for tiden. De arbejder begge for fuldt tryk.

Johnny er på skifte hold ude ved Hartmann og lidt herhjemme, når det kniber.

Jennifer er på Cafe Cava på Rømø og samtidig på Mc. Donalds.

Jennifer skal ind til militæret her først i august, og Johnny får forhåbentlig en rigtig god nyhed i næste uge, nemlig at han kan starte i Århus eller et andet sted og læse videre.

Vi har ingen planer ud over at blive herhjemme og evt. snuppe en dag eller to, hvis lejligheden byder sig.

I næste uge er der byfest i Visby, og det lader til, at vi kan få vores fri weekend. Det kan blive lidt lørdag, hvor vi skal hjælpe. Men søndag morgen ser ud til at blive fri, så vi kan slå lidt til søren lørdag aften nede i teltet.

Jeg vil slutte af her og ønske jer alle en dejlig weekend

Karin

 

uge 29

Uge 29

Vi har nået en masse i denne uge, og her i weekenden er Søren gået af på ferie. Da Tudor ikke er hos os mere stod Adrian og Raluca til at klare det hele, og det kan bare ikke lade sig gøre. Så Erling og mig selv var nød til at træde til og hjælpe hele weekenden.

Så vi tog 2 dage midt i ugen i stedet for. Det blev en hurtig beslutning og det blev til Syd Fyn.

Jeg fandt et bed and breakfast ved Boiden og så pakkede vi kassebilen med et par mountainbikes og lidt tøj og så ud af vagten.

Vi cyklede 35km den første aften, hvor vi var inde i Fåborg og så lidt på havn og selve byen. Man ser en masse på cykel. Mange små skønne gader og bygninger.

Dagen efter kørte vi med bil til Langeland og cyklede på kryds og tværs, bakke op og bakke ned.

Det blev til 93 kilometer og en god kulør, da vejret var strålende.

Dagen efter gik turen atter hjemad, vi var dog lige i Bogense, hvor vi cyklede lidt rundt nede på havnen og oppe i gågaden. Jeg var overrasket over den aktivitet og flotte havn, vi fandt her.

Emil er ved at komme godt ind i de forskellige ting, så han har styr på det hele, når Adrian og Raluca tager på ferie. Der er mange ting, men det går rigtig godt.

Jeg har slet ikke nået at få tager et billede til hjemmesiden af Emil og Trine, det må jeg få rodet bod på i den kommende uge.

Vi har været i gang i 5 år ovre i de ny stalde. Jeg håber, det er et tilfælde, for i går aftes faldt der pludselig 8 fliser ned, som sad over håndvasken i badeværelset. Bare der ikke kommer mere.

Vi må se hvad der sker.

Rigtig god weekend

Karin

uge 28

Uge 28

Så er atter en uge gået og hvor er den blevet af…

Jane har haft ferie og er startet her til weekenden igen. Det var dejligt at have hende tilbage.

Vi har fået en masse kalve, og det har hovedsagelig været kviekalve.

Vi har en lille udfordring når de bliver omkring de 9 – 10 dage. Så får de fleste diarre, og så er det med at være vågen. Vi flytter dem over i en afdeling for sig selv, så vi hele tiden kun har de raske på et sted og dem med problemer et andet. Så fodrer vi dem i den rækkefølge, så de ”syge”, dem med lidt problemer, kommer sidst, så vi ikke selv er med til at holde diarreen i gang.

Det er lidt som i en børnehave. Det er med at holde de syge børn hjemme, så de andre ikke bliver smittet.

Ved at få dem samlet for sig, yder man også meget mere omsorg og individuel behandling, fordi man får et bedre overblik.

Vi har trods alt altid omkring 60 små kalve hele tiden.

Vi har fået taget 2. slet på de marker, hvor vi ikke kunne køre i sidste uge. Nu er der ro igen indtil 3. slet igen er klar om ca. 4 uger.

Der er masser af godt arbejde i at tage dæk og plastik af, for at dække det hele til igen.

Men vi har super medarbejdere og der er aldring nogen der trækker sig. Alle hjælper alle.

Vi prøver at planlægge dagen, så de kun skal det mest nødvendige i stalden, og så kommer de så, så snart stakken skal dækkes til.

Så slutter vi af med, at spise sammen og lige snakke og hygge os lidt.

Vi har haft Trine boende i en god uge. Hun har prøvet at arbejde hos os i en uge, da vi har en elevstilling ledig.

Så vi har lært hinanden at kende, og Trine er frisk på at starte her hos os, så hun indgår nu i væres team.

Det bliver spændende, at lære hende alle de forskellige ting, hun skal igennem får at få landmandsuddannelsen.

Vi er godt i gang med at finde en lejlighed.

Ligeledes har vi et rigtig godt samarbejde med Tønder kommune, som af og til har nogle jobsøgende, som mangler et sted at afprøve kræfter, før de kan starte i et fast job.

Vi synes, det er utrolig spændende, at kunne hjælpe andre, og være en del af denne proces.

 

På mandag starter der en ung mand. Han er 19 år gammel, og skal stille og roligt se, om han ikke kan komme i gang igen.

Det er ikke kun os, der synes det er spændende. Vores ansatte er rigtig gode til at tage vare på hinanden, men også samtidig, at have overskud til at tage sig af andre.

Jeg vil stoppe her og ønske jer alle en dejlig weekend.

Vi er selv i stalden, så vi laver ikke de store krumspring i denne weekend.

Det er dog lige Erling, som har fødselsdag på søndag.

Jeg ved, at børnene har en overraskelse til ham, som vi alle kan nyde.

Karin

 

Overskrift

Uge 27

Mandag morgen startede Emil. Han har to måneder ind imellem 2 skoleforløb, hvor han kan hjælpe os. Det bliver rigtig godt. Han er færdig uddannet produktionsleder, og vant til selv at styre en besætning. Så nu skal han bare lige snuse til vores procedurer og arbejdsrytmer, så har vi en stor styrke i ham, når Adrian og Raluca tager på 3 ugers ferie.

Fra denne uge er der en på ferie hele tiden, så det er rart, at vi kan få tingene gjort, som vi plejer. Det vi ikke når en dag, er bare ekstra ud over næste dags arbejdsopgaver. Så det dur bestemt ikke i længden.

Nu hvor der er sommerferie kommer der også besøgende hver mandag og onsdag. Efter at Raluca er kommet tilbage fra landbrugsskolen, tager hun kalvene om aftenen. Så har jeg også tiden til at kunne vise rundt.

Henk ville have været her, hvis ikke det var fordi, de også i Holland har haft dårligt vejr. Han blev nød til at blive hjemme, for at få sit hø i hus. Han bliver også nød til at sikre sig, god kvalitet til sine dyr.

Jeg synes, vi har utrolig travlt. Tiden flyver af sted, og den ene uge går med den anden. Vi er allerede en uge inde i juli måned, og der har ikke været så meget solskin endnu.

Men nu er det et overstået kapitel med studenterfest og mange gæster ud og ind af huset.

Vejret er blevet bedre, og de sidste 3 dage kan man kalde det sommervejr. Det var da også på tide. J

Vi har ensileret 2. slet græs og der har været mange kælvninger. Især mange kvier har kælvet, så der er masser af nye køer, der skal hjælpes under malkningerne.

 Vi har fået rigtig mange kviekalve, og det er bare super. Det er vores nye køer om 2 år.

Vi har fået ordnet vores indkørsel, så alle gæsterne i onsdags ikke skulle gå igennem jord, for at komme om i haven. Da havde Johnny og Jennifer deres egen fest, med alle deres venner. Vejret blev super godt, og vores store have gjorde lykke.

De kunne more og boltre sig, som de havde lyst.

Men for os blev natten spændende på mange måder.

Vi havde bas lyden som grundtone og telefonen med robotalarmer som melodi.

Så er man kvæstet dagen efter.

Det lyder som en klagesang, det er ikke meningen, men det værste er, når man lige falder i søvn og så skal op. Så kommer man ind, og kan ikke sove med det samme. Når man så lige er faldet i søvn, så skal man af sted igen.

Man får ikke en sammenhængende søvn.

Lely har været ude, for at se hvorfor, det den ene dag kører rimeligt, for så pludselig at have en hel off dag, hvor der mislykkes en masse køer.

Jeg tror, at vi i gennem snit har fået 4 til 5 timers søvn hver nat i hele ugen. Det er absolut for lidt.

Så jeg håber, at næste uge byder på en mere rolig uge.

Vi skal have miljøtilsyn i næste uge, men det skulle ikke være de store problemer.

Jeg har lige været ude at hilse på en Rabiner.

Den mælk vi leverer fremover, skal der laves Kosher ost af. Så de er ude for at sikre, at køerne har det godt, og at vi ikke har andre dyr ud over køer og kalve på gården.

Jeg havde ellers fået at vide på forhånd, at de ikke gav hånd til kvinder, så jeg kom diskret hen og sagde goddag. Han gav mig dog med det samme hånden, og var meget rar og veltalende.

Så det var en behagelig oplevelse.

Vejret er godt, det er søndag

Så jeg smutter udenfor.

Rigtig god søndag.

Karin

 

 

uge 26

I denne uge har vi sagt farvel til Tudor. Han kom sidste weekend og meddelte, at han tog hjem til Rumænien d. 1. juli, da han kæreste var meget syg.

Det var naturligvis, det han skulle. Vi håber, at hun må få det bedre, og at Tudor finder sig et godt job derhjemme. Så de kan få en fornuftig tilværelse.

Det er bare ikke så let, hvis man spørger ind til, hvordan det er i Rumænien.

Jeg kunne godt frygte, at han finder et job, hvor han bare knokler derudad, og slider sig selv op.

Han er nemlig den, der bare kaster sig ud i alt, uden lige at tænke på sig selv.

Så vi måtte hujhej igang med at finde ud af, hvad vi så skulle ? Med alle ferier lige om hjørnet.

Men vi har allerede gang i samtaler til en elev stilling, og vi har været så heldige at få en dygtig mand i 2 måneder. Så det kan måske alligevel lykkes, at vi også kan nå at trække vejret lidt i de to måneder. 

Når Adrian og Raluca har ferie, er der altid to dygtige væk på en gang, og så i 3 uger.

 

Fredag var vi til dimention på Tønder Gymnasium, nu er de officielt afsluttet.

Det var rigtig højtideligt.

Om efter middagen kom der 27 glade studenter forbi, og efter en halv time var de væk igen. De var med bus og skulle hjem til alle' forældre, for at fejre at de var færdige.

I næste uge skal vores egne, have party hjemme i haven. Det skal nok blive sjovt.

 

Vi har fået mange små kviekalve de sidste par dage, så der er masser af godt arbejde i at lære de nye mødre, at blive malket i robotterne.

Jeg vil slutte her og ta' en lille lur, før vi atter skal i stalden.

Karin

 

uge 25

Ugen er fløjet af sted.

Mandag og tirsdag havde vi alle vores opfølgnings ting som drægtighedskontrol og tjek efter kælvning, goldning og klovbeskæring af kvierne.  Alle kalvehytter og bokse blev muget  osv..

Onsdag blev Johnny student, så vi var ude på gymnasiet, for at være der, da han kom ud fra sin sidste eksamen.

Det var allerede kl. 9.00 om morgenen, så vi var tidligt oppe, for at nå at fodre og tjekke køer og give kalve

Hvilket er vores job hver morgen.

Natten til onsdag bøvlede vi med alle robotterne, da der eksploderede en transformator station ude ved Bredebro.

Hele Højer, Tønder, Bredebro, Abild og Visby mm. var mørklagt.

Men heldigvis var strømmen der igen efter ca. 45 minutter.

Så var det bare med at få det hele genstartet. Så klokken var over to om natten, før vi kunne komme i seng.

Så op og i stalden og ud på gymnasiet og om aftenen havde vi familien til mad og hygge.

 

Torsdag havde vi dyrlæge og vi skulle have alt parat, så vores ansatte selv kunne klare fredag.

Torsdag aften fik jeg endelig tid til at pakke vores ting. Vi skulle af sted fredag morgen på kanotur i forlængelse med vores friweekend.

Fredag morgen var vi så ude at fodre, tjekke køer og give kalve igen, og så ellers i bad og ud af huset.

Erling og Åge Madsen ville cykle op til Gammel Ry, hvor vi skulle overnatte.

Jeg var følge bil, så de hele tiden havde hjælp ved hånden. Både med at finde vej, og hvis de manglede grej i forbindelse med punkteringer. De punkterede faktisk 6 gange. Der skulle også lidt energi til i form af mad, og chokolade.

Da vi var nået op omkring Ribe, ringede vores elev derhjemmefra, at Fødevarekontrollen stod i gårdpladsen og gerne ville lave et uanmeldt kontrolbesøg. Ja, hvorfor ikke, vi fik aftalt, at vores elev gik med hende rundt, og hvis der var spørgsmål eller kommentarer, skulle de ringe til Erling, så eleven ikke skulle stå med dette ansvar.

Besøget gik også fint, og der var ikke noget at komme efter.

Men hvor er det typisk, at når man så endelig er hjemmefra, og har vores ene sommerferie dag, så sker der altid et eller andet uventet.

Men cykelturen gik ellers godt.

Det regnede fra de lagde ud hjemmefra og til de ankom i Gammel Ry, så det var et par kolde herrer, der kunne trænge til et varmt bad, da vi nåede teltpladsen. Der var bare ikke så meget varmt vand.

Men de var glade for deres præstation og med et varmt bål og en øl i hånden,  fik de også varmen igen.

 

 

Vi havde et par hyggelige dage, sammen med en masse dejlige mennesker. Vi var ca. 20 voksne og 20 børn af sted.

Vejret var ikke så godt, men humøret var højt.

Søndag hen mod aften nåede vi Parkvej 29. og så stod der ellers storvask på programmet.

Alt lugter af bål, når man har været på kanotur.

Men det er så hyggeligt og afstressende, når man glider gennem vandet og bare er tæt på naturen.

 

Der var masser af vand i Gudenåen efter al den regn, der var kommet.

Jeg vil stoppe her og ønske jer alle en rigtig god arbejdsuge.

Karin

 

Overskrift

Uge24

Ugens højdepunkt var onsdag. Her fik vores datter studenterhuen på. Vi havde haft travlt de første 3 dage i stalden, så vi kunne rive denne dag ud, og nyde den sammen med vores børn og deres bedsteforældre. Vi havde både mormor og farmor og farfar med ude på gymnasiet, og oplevede alle det moment, hvor Johnny gav hende huen på efter den afsluttende eksamen.

I næste ude er det Johnny’s tur, han har lige en eksamen tilbage, og så er det Jennifer der giver huen til ham. Så skal vi nok alle af sted igen, og om aftenen kommer hele familien og fejrer dagen med os.

Så vi får også travlt i den kommende uge, så vi igen kan rive en dag ud.

Men ellers har vi fået en masse fra hånden. Der har ikke været så mange kælvninger. Det var kun lige i dag lørdag, hvor vi så fik 4 kalve. 2 kvier og 2 tyrekalve.

Tudor har vasket turistgangen i stald 4 og hele opsamlingspladsen, så det er sand fornøjelse, at gå en tur rundt.

Afgrøderne på marken står godt. Vi har haft en del varme, og i denne uge har der været nogle gode regnbyger, med masser af vand. Men de kom så tilpas kraftige, at jorden kunne nå at opsuge regnen. Hvis den kommer så hurtigt, at den bare skyller væk og slet ikke når at trække i jorden, så hjælper det ingen ting. Men det ser ud til at trives på markerne, og det er jo rigtig godt.

I morgen søndag er det Mølle dag i Højer. Skulle I mangle at komme lidt ud og se noget spændende, så er dette absolut en oplagt mulighed. Den gamle Mølle maler sit eget korn, og det kan man købe, og afprøve gamle sønderjyske opskrifter, som brødlagkage.

Vi når det desværre ikke, da vi selv er i stalden.

Rigtig god weekend herfra

Karin

 

 

Killingerne får en tår i haven
Det bliver en farlig tid for dem, nu hvor de færdes over det hele.
Tvillinger
Vi fik tvillinger i denne uge, og de er lidt under middel i størrelse, hvilket tvillinger ofte er.
Kalv på størrelse med en stor kat
Se lige hvor lille i forhold til Tommy's hånd.
Den fylder ikke meget i boksen
Denne lille kalv er født 5 uger for tidligt. Den levede et døgn selv om den fik to varmelamper mm.
Roerne står godt
Det er første år, i de 21 vi har haft landbrug, at vi dyrker roer.

uge 23

 

Uge 23

Så er atter en uge væk. Tiden flyver af sted og jeg føler, jeg slet ikke får det hele med.

Hvert år når kornet får aks, så føler jeg sommeren er ved at være slut, selv om den faktisk slet ikke rigtig er begyndt.

Det er jo noget være sludder, men den er sikker hvert år, jeg kan slet ikke lade være.

Men i den sidste uge her, har vejret været strålende, og majs og roer elsker varmen.

Man kan se at majsen gror flere centimeter hver dag.

Vi var lige forbi vores roer, og de står rigtig godt.

Det er første gang i de 21 år, vi har haft landbrug, at vi dyrker roer.

Det skal så vise sig, om det er en god eller dårlig ide.

Roer er et rigtig godt fodermiddel, men kræver ekstra udstyr, når de skal høstes, da der ikke må komme jord i køernes foder.

Vi fik 1. slet græs godt ensileret og der er nedfældet gylle på alle markerne, så der atter kan komme græs til 2. slet.

Så bare en dag med regn ville være kærkommen, så det lige fik et kik, så markerne atter kunne blive grønne.

Vi har haft lidt problemer med yverbetændelse i denne uge.

Det er ovre ved de gamle køer. De er ikke så glade ved varmen. Det stresser dem. Og selv om vores stalde er meget åbne og luftige, så stresser det dem.

De bliver dvaske og gider ikke gå op til robotten.

Når så der er bøvl med robotterne, som det desværre også har været i denne uge, så er det en dårlig cocktail.

Den ene robot lavede en masse mislykkede malkninger og Lely kunne ikke lige få den til at virke efter hensigten.

 

Vi har også problemer med responderne. Det er den chip der registerer alle ting med køerne. Den sidder i deres halsbånd.

De nye, som vi har fået virker i et døgn, så går de i stå, og køerne bliver ikke malket.

Det kan vi ikke se, før koen kommer over 20 timer siden sidste malkning, og det er absolut ikke godt for koen.

Det udløser næsten altid en yverbetændelse.

Vi gør alt hvad vi kan for at være på forkant, men må bare se til, at det sker.

 

Lely arbejder på at finde en løsning.

De er vist trætte af at have os i telefonen, men det nytter ikke noget, det går ud over dyrene, og dermed også os.

TRÆÆÆÆÆÆLLLLLSSSS.

Det koster både ekstra arbejde og penge.

Det har ellers været et langt stykke tid, hvor vi har været helt fri for yverbetændelse.

Vi havde ingen vi måtte malke fra, så det kan lade sig gøre. Det skal vi absolut tilbage til.

 

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en dejlig weekend.

Karin

 

 

 

uge 22

Uge 22

Mandag morgen kom 6 a og 6 b fra Bredebro Kommuneskole på besøg.

De havde arbejdet meget med dyr, fødevarer og marken med dens afgrøder.

Ligeledes havde de arbejdet med konventionel og økologiske landbrug.

Så de var velforberedte og klar til at lære om dyrene, og se hvordan tingene bliver gjort ude i den virkelige verden. Mange af eleverne kom selv fra en gård, så de havde mange gode spørgsmål.

 

Vi har haft besøg af Michael Radoor, som for efterhånden flere år siden, har været elev hos os.

Han var forbi i onsdags, og det passede så fint, fordi Erling flyttede små kvier herhjemmefra til Lydersholm. Så de kunne rigtig få lidt mandehørm frem og tilbage på turen.

Ellers har vi igen haft ydelseskontrol, og jeg var lige ved at få stress torsdag morgen.

For det første havde vi en rigtig lang dag onsdag, hvor vi arbejde fra 6 morgen til ti aften.

Så startede torsdag morgen med at tankbil chafføren ringede ind 5.30, at han havde trykket  på en anden knap i forhold til vask af tanken, som han plejede. Så jeg hoppede ud af sengen, med et brag og tænkte,

åh nej, ikke lige i dag hvor ydelseskontrollen gerne skal afsluttes uden afbrud.

Der kommer nemlig stop på alle robotter, når tanken ikke vasker i den tid, den plejer. Robotterne malker over i buffertanken imens tanken vasker, og når den er fuld, stopper det hele, indtil mælketanken igen er ren og kan tage mælken fra buffertanken.

Men det gik så heldigvis uden problemer.

Så var aftalen, at inseminøren skulle komme kl. 9.00 og dyrlægen til nykælver tjek kl. 10.00.

Vi havde temmelig mange dyr både til inseminøren, og der havde været mange , der havde kælvet i den forgangne uge, så her var der også en del dyr.

Fra 8 til 9 kunne jeg nå at pille kontrollen ned og gøre klar med alle mælkeprøver til Søren, vores kontrolassistent. Men så var det lige at 3126 pludselig ikke kunne rejse sig. Det var en ko vi lige havde goldet, og som havde fået en akut yverbetændelse.

Så det var en streg i regningen. Jeg fik kun taget kontrol ned i stald 5, før inseminøren kom.

Så da vi var ved at få de dyr ind i vores behandlingsgang, sendte vores dyrlæge en sms, at hun kunne være der om 5 minutter.

ÅHHHH JAAAAA

Jane og Søren fik alle dyr ind til inseminøren, og imens han ordnede dem, var jeg så ovre ved vores ko 3126, der lå på spalterne, og som ikke kunne rejse sig. Så passede det med, at da vi kom tilbage til køerne, havde Søren og Jane fået dyrene afviklet med inseminøren, og så stod alle køerne klar i gangen til Grethe og mig.

Vi var ikke færdige med dyrlægen før kontrol assistenten var der. Så da køerne var ordnet og vi havde udvekslet papirer, hvad der nu skulle underskrives og føres, så over i stald 4 og pille kontrol ned.

Det gik slag i slag og inden vi så os om, var alt overstået og med godt resultat.

Men det så lidt broget ud på et tidspunkt.

Fredag var vi til dyrskue i Åbenrå.

Jeg var nede at stå ved en klappe ko igen, som jeg plejer. Her kunne børn, unge og voksne klappe en ko og prøve at malke mælk ud af yveret, som i gamle dage.

Det er tydeligt at se, at børn kommer længere og længere væk fra den basale viden omkring vores fødevarer.

Det er meget vigtigt at opretholde forståelsen for, hvor og hvordan vores fødevarer bliver til. At det er levende dyr og mennesker bagved, de produkter vi spiser.

Så det er et rigtigt godt initiativ, der bliver gjort her. Det er jo blandt andet også det, vi gerne vil opnå, ved at vi har vores besøgslandbrug.

I morgen skal vi i stalden, men vi skal også ensilere græs. Vi slår 170 ha ned og det skal så snittes og køres hjem på ensilage pladsen.

Så vi ved nok hvad vi skal bruge tiden til.

Jeg vil ønske jer alle en dejlig weekend med masser af solskin

Karin

uge 21

Uge 21

Vi har haft vores lastbil til syn. Der var lidt småting der skulle ordnes, men ellers gik det faktisk rigtig godt.

Vores traktor derimod er igen pillet fra hinanden i atomer. Den har godt nok drillet det sidste ½ år.

Det er ikke så smart, når det er en maskine. der bare skal køre hver dag. Den blander alt foderet til alle vores dyr. 5 - 6 læs foder hver dag.

Vi må se, hvad det kan føre til. Dette er i hvert fald ikke holdbart i længden.

 

I næste uge regner vi med, at vi skal ensilere det første slet græs. Det er 1 – til 2 uger forsinket i forhold til et almindeligt år. Den lange vinter, og kolde forår har holdt det hele hen.Det er rigtig træls, da det helst skal ligge 3 uger i stakken, før vi kan bruge af det. Det skal  have tid til at ensilere.

Vi har lige nu en anden landmand, der henter græs hos os, da han er løbet tør for græsensilage til sine køer.

Det er rart, når vi kan hjælpe hinanden.

 

Vi har fået alt i stald 5 vasket med højtryksrenser, så nu står stald 4 til en ordentlig omgang.

Vi har fået opbygget et rigtigt godt system, hvor vi har lavet en tjekliste, som skal hakkes af hver aften, af den sidste mand, der går en runde, når alle de andre er gået hjem.

Det giver en dejlig tryghed for os, at vide at der er en der har gået det hele igennem med hænderne i lommen, og været fuldt koncentreret bare om at tjekke.

Vi har lavet en rute, og skrevet alle de vigtige ting ned, så intet bliver glemt.

Skulle der af en eller anden grund, stadig være nogen i gang med maskinerne, så skal der taget kontakt til vedkommende person, og så er det hans ansvar, at det hele er sat på plads og i orden, når han forlader maskinen.

Vi er snart ude af maj måned og børnene har lige fået læseferie.

Alle de skriftlige eksamener er i fuld gang.Jeg er sikker på, at de glæder sig til, at det hele er godt overstået.

Rugen er skredet igennem og rapsmarkerne står i fuldt flor. Det er simpelthen så flot ude i haven og naturen.

Vi har lige været ude at cykle. Det er både dejligt at komme tæt på naturen, men ikke mindst også at få motion for krop og sjæl.

Det er vores måde at koble af på.

Jeg vil stoppe her og vise jer et par billeder

og ønske jer alle en dejlig weekend.

Karin

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 17:02

Hahaha! Den kalv ser ud til at have det rigtigt godt :) Hvor sødt!

http://www.bedstecasinospil.dk/

...
21.12 | 18:15

Er det tilladt at stille et måske dumt spørgsmål men hvordan kommer kørne over i den nye malkestald ? der er ingen billeder af det

...
11.11 | 20:15

Hej har i kaniner?

...
08.11 | 01:10

Det var en bustur hvor alt var arrangeret vh Karin
Jeg kan ikke huske navnet på stedet.

...
Du kan lide denne side