ugen der gik 2013

uge 40

Uge 40

Nu er det ved at blive koldt om morgenen. Jeg har haft termokedeldragten på et par gange.

Vi har i denne uge fået flyttet kalve til Lydersholm, og rokeret rundt herhjemme. Det var også på tide, for der var mange i de små igloer, der var klar til at komme videre, til de store igloer.

Det er meget nemmere at fodre dem her, undtagen lige de første par gange. De skal lige finde ud af, at de nu er i en flok, og skal være på tæerne, for at få deres andel af mælken, og hvor den nu er tilgængelig.

Så snart de hører, at jeg kommer med mælketaxaen, begynder de at brøle, jeg skulle nødigt glemme, at de er klar til at få deres mælk.

Det tror jeg i det mindste, at de tænker.

Alt er klar til at vi skal ensilere majs i morgen, Søndag.

Jeg har taget kød op og skal have lavet en masse mad, så det er let at bespise dem alle. Så er det godt jeg lige har slagtet, for et par uger siden.

Jeg har hak og andet liggende i 4 til 5 kg. pakker, så når det er tøet op, bliver der lavet flere retter, og så fryser jeg det ned igen.

Men det er ikke altid jeg når at få det nedfrosset, med 8 til 10 mand på kost det meste af tiden, skal der noget på bordet. Uden mad og drikke duer heltene ikke.

I morgen kommer der også en praktikant fra København, som skal være i praktik i 14 dage.

Det bliver spændende at se, hvad han siger til at kommer ud og bo ved en helt fremmed familie.

(Stefan bor her også lige nu, indtil han får sit kørekort. Så vil han køre frem og tilbage hver dag).

Johann skal bo hos os, så vi skal nok få en rigtig god tid, og lære hinanden at kende.

Ellers går det bare derudad. Vi har lige ensileret noget af 5. slet græs og der er stadig en del hektarer derude, som vi gerne skal have hjem endnu. Og når vi nu får halvdelen af majsen i morgen, så begynder det at hjælpe på det.

I går aftes var vi til høstfest i Randerup, og det var lige som sidst år en kanonfest.

Stemningen var i top lige fra start og maden var super. Snapsene smagte godt og musikken var kanon.

Tak til Claus og Margit, fordi vi måtte komme med og tak til arrangørerne for et god fest.

Jeg har fire små dejlige kattekillinger som sjæler al opmærksomheden, når jeg har gæster.

Jeg havde besøg af de børnefamilier forleden dag, og alt småt er jo dejligt.

De små kalve og kattekillingerne, sejrer hver gang.

Jeg vedligger lige et billede af dem, for de er nu også rigtig skønne lige nu.

De begynder at vralte rundt, og skal udforske alt.

Rigtig god weekend til jer alle

Karin

hvorfor vækker du os
De lå så søde tæt på hinanden, men før jeg fik telefonen frem stod de op.
Besøg af Spirerne
Spirerne udforsker robotmalkning og hvor mælken kommer fra
Egen bus er sagen
Så kan man komme ud og se sig omkring
JCB med tvillinghjul på
Det er noget, der vil noget
Adrian og Erling
Stakken er næsten for lille til at de kan være der begge to.

Uge 39

Svalen den er fløjet sin vej, og det begynder at blive koldere om natten.

Vi har haft ned til 5 graders varme om natten.

Det er mørkt, når vi står op og det bliver hurtigt mørkt om aftenen.

Det giver anledning til at trække inden døre og så få nogle hyggelige timer med stearinlys og en god kop kaffe, før man går til ro.

 

Vi har lavet om på vores arbejdsrytmer og fordeling af opgaver, for at opnå tidsbesparelser.

Det ser ud til at give pote, at hver i sær har deres egen indsatsområde, hvor det skal fungere.

De personer der hører sammen i et fælles område, holder møde med hinanden hver dag, så man præcist ved, hvad der skal ske og hvordan dagen, og ugen er planlagt, og skal planlægges.

 

Først på ugen havde vi besøg af spirerne fra Haderslev.

Det er børn i forskolealderen og selve børnehaven er en naturbørnehave, som kommer meget ud.

De har deres egen bus, hvilket giver dem rig mulighed for at komme ud og se sig omkring.

De havde en gave med til mig, så jeg hver dag ville mindes dem.

Det var et sæt salt og peber i træ, med deres logo på.

Det står nu på mit køkkenbord, og bliver flittigt brugt.

 

Vi har ensileret lidt majs, fordi vi ikke var sikre på at have nok af den gamle.

Det går hurtigt nu, stakken svinder hurtigt og vi skulle nødigt stå og mangle.

Alle dyregrupperne får majs, så det skal bare være der.

 

I dag lørdag har vi også slået græs ned, som skal ensileres på mandag. Det er 5. slet og det ser ud til at være mere end vi havde regnet med.

Selv om vi har fået en del vand, ser det ud til, at vi kan køre i de fleste marker.

 

Vi har i den forgangne uge sagt farvel til Trine, og Stefan som er kommet i hendes sted, er ved at komme ind i de forskellige arbejdsopgaver.

Indtil han har fået sit kørekort, bor han hos os.

Så det passede jo fint med at Johnnys værelser lige er blevet ledigt.

 

Vi har lige været oppe at se til Johnny, som er flyttet til Kolding.

Han har fundet en dejlig lejlighed midt i centrum med udgang til gågaden.

 

Vi har fri i denne weekend, så det er bare med at få hvilet ud, for i næste uge er der igen fuld fart på.

 

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en dejligt weekend.

Karin

 

 

Uge 38

I mandags havde jeg besøg af en frisk "Ung mand" på over 90 år.

De var også på besøg sidste år, og det er så utrolig livsbekræftende, at møde dem.

Hvis vi må være så friske og udforskende i den alder, så skal vi være yderst tilfredse.

I denne uge har vi lært, hvor vigtigt det er, at man gør sine egne ting først, før man begynder at blande sig og hjælpe til andre steder. Det var nok mest mig selv, der måtte bide i det sure æble.

Man tror man gør en tjeneste, og i stedet får man hele læsset til at vælte.

Vi havde lige en dag, hvor alt gik galt, vi fik forkert planlagt, og for at udbedre situationen, begyndte vi at hjælpe og spørge om hjælp ved hinanden, og så tog det hele meget længere tid, end hvis vi alle havde gjort vores egne opgaver færdige først.

Vi har nu via fælles aftaler og drøftelser, erkendt hvad der gik galt, og forhåbentlig lært noget af det.

Jeg er selv slem til at hjælpe, uden at prioritere mine egne opgaver, med det resultat,

at jeg så bliver den ,der skal have hjælp til sidst, da jeg ellers ikke når mine opgaver.

I weekenden har vi til gengæld haft det til at køre super godt.

Jane og Tommy har det bare til at køre, når de er sammen. De ved helt præcist, hvad de hver især skal og gør.

Det er helt utroligt, hvad de formår.

Ved at lave lidt om på, hvornår vi gør de forskellige ting, var vi allerede færdige ved ottetiden. Så vi kunne hygge os, og have en lang afslappet snak over morgenkaffen.

Min historie bliver ikke så lang, da jeg har influenza, så sofaen trækker, før vi skal ud i stalden igen.

 

Vi har ansat en ny elev som starter i morgen, så det må i høre om i næste uge.

Vi ses

Karin

Bryllup på Trøjborg Ruin
total romantisk - Vores Naboer sagde JA til hinanden
Killingerne er store og ikke så lidt frække
kat og kalv drikker mælk
Sommetider kunne det være dejligt
at kunne se ind i fremtiden
når vi klovbeskærer
Det varer ikke længe mere, så skal vi igang med majsen

uge 37

Uge 37

Vi er nu midt i september og efteråret sniger sig langsomt ind på os.

Vi har i den meste af den forgangne uge haft fint vejr, men i dag lørdag er det rigtig efterårsvejr.

Det regner og rusker, så et rigtig er inde vejr.

 

Vi har igen haft en travl uge med mange forskellige udfordringer.

Vi har stadig køer der går ned, vi tager blodprøver og håber at få svar i den kommende uge.

Vores dyr er stadig meget sarte efter den tur besætningen var igennem i 11 og 12.

Et parti dårligt foder, kan sætte en bølge i gang.

Jeg havde f.eks. en nyfødt kalv i denne uge, som bare lå slap hen, og på femte dagen kunne den ikke længere og døde. Vi fik den obduceret af vores dyrlæge, og hun kunne konstatere, at dens lever var helt ødelagt og nyrerne var også meget dårlige. Hun havde aldrig set en lever så dårlig, på et så ungt dyr.

Den har ikke haft det godt inde i koen, og skaden må være sket her.

Så bare der ikke kommer flere af den slags. Vi havde også en kalv på 2 måneder, der pludselig døde.

Den blev også obduceret, og her var der store blødninger i tarmene og organerne så ikke godt ud.

Vi fodrer vores små kalve, med ko foder, da det skulle være det bedste foder vi giver til de mælkeproducerende dyr.

Det er jo så et mega problem, når dette foder ikke lever op til det vi forventer.

Vi har endnu ikke fået afklaret, hvad den rapsskrå vi fik mistanke til for godt 2 uger siden, indeholdt.

Men det må være på trapperne.

Det er i hvert fald vigtigt, at vi finder årsagen til alle de dårligdomme vi oplever lige nu, igen………..

 

Trine har valgt at stoppe, og det er vi meget kede af. Hun faldt rigtig godt ind i vores teams, og hun er utrolig god til at observere og give ting videre.

Hun har fundet mange små og store ting, ved de forskellige køer og kalve, som i den daglige opfølgning er utrolig vigtige.

En ting er at se det, men også at få det ekspederet videre, så vi kan få noget gjort ved det, er meget meget vigtigt.

Men Trine havde allerede fra starten gjort os opmærksom på, at det ene knæ drillede og at hun her i efteråret skulle have det nærmere undersøgt.

Det er desværre også knæet der er skyld i, at hun nu har valgt at stoppe.

Det bliver overbelastet af de daglige opgaver, og det dur ikke.

Nu håber vi bare, at hun kan finde noget, der både tilgodeser hendes knæ og interesse.

Hun er en frisk og stabil pige, der bare fortjener det bedste og det bedste.

Ikke nok med det, så har Farfar også været lidt skidt tilpas, så vores ellers så stabile græsklipper, har også været lidt på stand by.

Raluca måtte lige et smut på sygehuset, og vi var bange for, at hun skulle sygemeldes, men det var heldigvis ikke nødvendigt. Det var lidt kaotisk torsdag og fredag……..

Plus at Tommy også havde fri.

Erling har været til lands erfa i onsdags, og jeg havde besøg af de samme venlige afrikanere,fra dansk flygtninge hjælp i Tønder. De plukker lidt majs og er rigtig glade og taknemmelige herfor.

Jeg har ikke fået dem spurgt, hvor de helt præcis kommer fra. De snakker rigtig godt dansk og er utrolig rare og snaksalige.

De vil åbenbart hellere havde disse majs, frem for sukkermajs.

Den ene dame tog og spiste en kolbe lige på stedet.

I dag lørdag, havde vi faktisk fri, men vi var lige ude at hjælpe til morgen begge to. Så tog vi et smut til Skive.

Kasernen var åben, så man kunne komme ind og se, hvad Jennifer går og laver for tiden.

Det var rigtig spændende og hun ser ud til at trives deroppe.

Det er lidt sjovt at se sin datter i soldater uniform med baret og fuld udrustning.

Hun viste os en hel masse forskellige ting. Tobias og Johnny var også med. Da hun viste os forhindringsbanen, blev de to sat på opgaven med at prøve at komme og af ”hullet”.

Det kunne de i første forsøg begge to, så det syntes hun ikke var så sjovt.

Men det var en spændende og meget udfordrende forhindringsbane.

Hvis vejret er godt i morgen og det ikke blæser, skal hun springe ud med faldskærm. ALENE !!!!!!!!!!!!!

Den lille bandit, har ingen hæmninger. Johnny og Jennifer er begge to vovehalse, lige som deres far.

Det er i hvert fald ikke mine gener, jeg er lidt mere forsigtig og skeptisk.

Det er godt de kan og tør. Det er med at udleve sine drømme og ønsker.

 

Johnny er ved at se på lejlighed i Kolding, så han regner med at skulle flytte til den 1. oktober.

Så der sker en hel masse i det lille hjem på Parkvej.

 

I næste uge skal vi både have klovbeskære og ydelseskontrol, så vi kommer ikke til at kede os.

Vi skulle have haft ydelses kontrol i denne uge, men der var også lely service af alle robotterne, og det går ikke i samme uge. Men heldigvis fik Søren, vores kontrolassistent flyttet os rundt. Vi ville ellers bare have hoppet over, men det gik ikke.

Så skal vi se, om vi kan finde en ansat, som kan erstatte Trine.

Vi må se om det kan lykkes.

Jeg vil stoppe her og ønske jer alle en dejlig weekend.

Karin

 

 

 

 

 

uge 36

Så er atter en uge gået, og jeg ved ikke, hvordan vi skal nå det hele.

Jeg er igen bagefter med at skrive min lille historie. Det er fredag hver anden dag.

Vi skal om et øjeblik til bryllup.

Det er i dag 7-9-13.

så mange siger ja til deres livs udkårne netop i dag.

Vi  er også gift i september. Det er en skøn måned.Dog er det efterhånden 21 år siden.

Vi har de sidste par dage haft virkelig varme sommerdage. 

 

Visby Børnehus har været på besøg med en flok dejlige børn.

Det er rigtig dejligt, at opleve hvordan børnene er tillidsfulde og spørger og fortæller og er ivrige efter at udforske verden.

Den glæde de udviser, skal vi andre også huske at bevare.

Så vi ikke kun ser problemer og dårlige ting, men går til hver dag, som om ny og udbrugt side i en bog, der skal fyldes med oplevelser og skønne ting.

Så har vi også haft besøg af en lille gruppe onsdag aften, hvor vi var hele turen rundt i stalden.

Sindslidende fra Tønder. Vi havde en rigtig hyggelig aften over en kop kaffe og kage bagefter.

I stalden har vi lavet om på hele arbejdsrytmen i stald 5.

Vi har haft en del køer, der løb rundt oppe ved robotterne hele tiden. De udgjorde en stresfaktor for dem selv, men også for alle de andre køer, der gerne ville malkes.

Nu er de kun lukket ud to gange i døgnet til malkning, og resten af tiden er der fri kotrafik for alle de andre køer i den store afdeling. 

Det har indtil videre kun medført positive ting. 

Dog har vi måttet lave om på de ansattes arbejdstider også.

Raluca er kommet mere ind på kontoret, for at lære alt her omkring indtastninger, og jeg er kommet mere ud igen.

Det første team starter stadig kl. 04  og det næste er nu lavet om til at starte kl. 10 om formiddagen.

Jeg håber, I alle får en dejlig weekend,

og nu skal jeg i stiv stads, og til bryllup.

Vi skal selv i stalden i morgen tidlig. Men det er jo først i morgen ................

altid tænke positivt !!!!!!!!!.

 

Karin

 

Uge 35

Så er vi alle mand på arbejde igen. Dejligt at have dem alle tilbage.

Erling har fået styr på alt kraftfoderet, der skal købes i 2014.

Der kom pludeslig købssignal, og så er det med at få lukket den bedste kontrakt, på det rigtige tidspunkt. Det kan spare mange, mange penge.

Han følger med flere steder, og får en masse mails, hvordan markederne går op og ned.

Vi har taget 4. slet græs og noget helsæd. I alt 180 ha.

Så vi har været i gang med at dække 3 stakke til med plastik, net og bildæk.

Torsdag blev en rigtig lang dag, men vi blev ved til den bitre ende, fordi de havde lovet regn til fredag. Det er lidt mere behagelig at ligge dæksider på når solen skinner, som hvis det regner.

Så fredag lavede vi kun det nødvendige, og så var der pause til alle eller i hvert fald en kortere dag, end normal.

Emil og Jane skal nu på skole fra på mandag, så arbejdsplanen skal lige justeres til. Men vi har vores tavle, hvor vi har alle opgaverne på, så det skal bare lige omrokeres, så går det også.

Men det er helt sikkert et par vigtige nøglepersoner i hverdagen, vi lige skal have erstattet.

Vi har haft klovbeskærer i Lydersholm, og der er kommet drægtige kvier hjem og kørt kalve derud.

Nu er Adrian tilbage, og han har været trucker i denne uge.

Vi har både fået hentet soya, rapsskrå og roepiller. Det nyder han.

Vi har haft lidt natteroderi, fordi nogen af køerne i stald 5 har fået for vane, at lige før patkopperne hopper af, får de lige et venstre ben med i købet. Så går der kludder i slangerne, eller også sparker de slangen af patkoppen, og så bliver de næste par køer mislykket.

At det lige skal være mellem midnat og klokken 2 om natten er rigtig træls. Fordi det tit er nogen af de højtydende køer, der så kommer ind efterfølgende, og ikke kan blive malket. De bliver smidt ud, indtil der er tre køer i streg, der ikke er malket, så lukker robotten ned, og der kommer en alarm. Hvis en 50 liters ko ikke bliver malket, og hun har været inde og blivet stimuleret til at skulle ligge mælk ned, kan det nemt gå galt. Den åbner for pattekanalerne og er klar til at blive malket. Hvis den ikke bliver det og går ud og ligger sig, er yveret åbent tilgængelig, da den vil ligge og dryppe med mælk. Det kan udløse en yverbetændelse.

Så ikke nok med at vi har været ovre og ordne robotten, så den kunne malke igen, har vi også været nød til at malke de mislykkede køer, før vi har kunnet komme ind i seng igen, TOTAL IRRITERENDE::::::::::

Men vi skal have det hele tjekket igennem, der må jo være en grund til, at de pludselig er begyndt at sparke, lige før de er færdig malkede.

Men det kan først blive på mandag.

Vi havde ellers regnet med, at kunne have fået et par dage fri, nu hvor alle var tilbage fra ferie, men det blev ikke til. Til gengælk har vi fået 4. slet ensileret, og vi er godt med hele vejen rundt.

Vi har fået taget nogle prøver af vores indkøbte foder, for at se om det er herfra vores dyr bliver påvirket og syge.

Vi har indsendt disse prøver, og så må vi afvente, om der virdelig er vækst i den ene. Det har vi mistanke til. Vi må se, men det gået bedre med ydelsen og syge dyr, efter at vi ikke har tilsat rapsskrå i foderblandingen.

Jeg havde en sjov oplevelse idag.

Jeg skulle på apoteket i Tønder, og gik derhen, hvor apoteket altid har ligget. Det var en bank i dag......

Hvor er apoteket så ?

Jeg drejede et par gange rundt om mig selv, for så endelig at se, at det ikke var flyttet så langt væk fra oprindelses stedet. 

Jeg gik derind og kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge, hvor lang tid, de havde været i de nye omgivelse.

Siden april, og vi har 1. september i morgen.

Så gik det op for mig, at tiden løber, og jeg når ikke mange steder, ud over dagligvare forretningerne.

Men damen fra apoteket sagde smilende, det er da godt, at du ikke har haft brug for os. Det må jo vise, at vi ikke har været syge.

Damen har så evig ret. Det skal man værdsætte.

Så har Bernhard rundet de 85 år i torsdags. Det er utrolig flot, alt det han stadig kan fuldføre. Jeg er imponeret af de to, dag ud og dag ind, altid i hinandens selvskab, er de i fuldt vigør. Går til sang og er altid klar til at hjælpe. Hvis vi foreksempel mangler at få gjort nogle små ærinder i Højer eller Boi Davidsen eller også længer væk, så ringer vi til Farfar, og han suser afsted og skaffer det hele inden for kort tid.

Farmor tager med, hvis det er flere forskellige steder, der skal hentes noget.

Alt græsset rundt om gården og deres lille hus, passer Bernhard, og det er ikke mange dage hele sommeres igennem, hvor vi ikke kan høre plæneklipperen brumme, et eller andet sted.

Hvis vi kan gøre det samme, som dem, når vi er 85, så skal vi være lykkelige.

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en dejlig weekend

Karin

Uge 34

 

Jeg skrev om min lille nyfødte ” TOSSE KALV” i sidste uge.

Den er bare from som et lam nu.

Den står hver morgen og tager glad imod mig, når jeg kommer med mælke taxien.

Det var nok bare lige det chok, at komme til verden og møde sin nye madmor, der fik den til at spille op.

Den var i hvert fald en krads lille børste.

Så det er rigtig dejligt at den nu er faldet til ro.

 

Så har vi haft påsat brand i nogle halmballer. Det var heldigvis en vågen nabo, der ringede til os, så vi kunne nå og stoppe det, før det rigtig fik startet.

Det er lidt træls, at det sker. Jeg har senere hørt, at der også har været påsat små brande andre steder.

Så vi må håbe, at politiet måske kan finde frem til de personer, der synes, at det er sjovt.

Jeg synes i hvert fald, at det er tegn på, at der ikke er noget imellem ørerne.

Vi har ringet til politiet, for at det ikke går uhørt hen. Det kan jo være, at næste gang bliver mere farlig og omfattende.

Vi har venner, hvor der engang var brand, og ved at hjælpe dyrene ud, kom han selv til skade, og det er virkelig en begrænsning og et handikap for ham i dag. Det gik simpelthen ud over ryggen.

Det er bare så trist.

Vores brand blev ikke omfattende eller alvorlig denne gang, fordi vi i tide fik det at vide, og at Erling hurtigt kørte derned og fik de antændte baller fra hinanden og smidt i et mindre vandhul.

Brandvæsenet kom også susende, og tog livet af de sidste gnister.

 

Ikke mere brand.

 

Vi har august, og alle vores kollegaer er i fuld gang med at høste, Det er helt mærkeligt, at vi hverken skal høste eller køre halm.

Vi har til gengæld ufordringer nok. Vi har mistet en del køer på det sidste, og vi kan ikke finde ud af, hvad det er, der sker. Hver uge når vi har goldet, er der en eller to der står af og simpelthen dør af infektion i yveret eller bare går ned og ligger døde.

Her til morgen kom der tre køer og en halv stor kalv af sted til daka, plus en kvie der aborterede. Så har jeg virkelig svært ved at slæbe mig igennem dagen, så er det godt, at Erling bevarer overblikket og får mig hævet op af hullet igen.

Jeg hader døde dyr, og jeg hader, når vi ikke ved, hvad der går galt.

Han er bare stærk, og finder det positive i hver en situation. Hatten af for det.

 

Vi er i fuld gang med at undersøge alle mulige indfaldsvinkler.

Vi har mistet nok de sidste par år, og nu gik det bare derudad igen.

 

Men nej, så kommer der lige et tilbage slag, og bum, er vi nede på jorden igen.

Det er sådan en dag, hvor man ønsker bare at være ansat, og kunne tage hjem fra arbejde, uden de store hovedbrud. I stedet står det må spekulationer, frustration og ekstra arbejde.

Vi har også haft nogle voldsomme yverbetændelser, hvor de golder sig selv på få dage, og bliver så syge, at de næsten ikke er til redde. De kommer ikke op i samme ydelsesniveau, hvis de da overlever.

Så et eller andet går ind og påvirker deres immunforsvar, og det skal vi bare ha’ fundet.

Det kan ikke ske hurtigt nok. Dyrlæge, fodringskonsulent mm. Er sat på opgaven samtidig med, at vi selv gennemgår alle rutiner og procedurer.

 

I denne weekend er der Tønder Festival. Vi skal ikke derud, men det skal vores unge mennesker.

Vi skal til påskefrokost i stedet for. Det er en frokost, vi normalt er til i Påsken, men som blev flyttet, fordi der kom noget andet i vejen. Jeg tror, det var et barnedåb. Så nu skal det forsømte indhentes. Så det skal nok blive godt. Det er ved vores venner i Visby, så selv om vi skal i stalden, er der mulighed for at komme hjem uden de store problemer.

Så har vi haft et rigtig godt personalemøde, hvor vi altid spiser sammen og ser på de forskellige fokusområder, som vi har udvalgt. Så bliver der snakket frit fra leveren, hvis der er ris og ros fra den ene til den anden.

Vi har to nye ansatte, nemlig Emil og Trine, og det var spændende at høre, hvordan de var faldet til, og hvordan det var for dem, at komme ind i vores arbejdsteam.

Vi er jo efterhånden en sammen tømret flok, der har været igennem mange vanskelige ting, og kender hinanden stærke og svage sider, og det kunne måske være lidt svært at komme ind i gruppen.

Men det syntes de ikke, det havde været.

Så det var dejligt. Det går også rigtig godt, vi er meget heldige med vores ansatte.

De er kanon dygtige og går op i det, som om det var deres eget. Hvad mere kan man forlange.

Vi værdsætter det meget højt, og er meget stolte af dem.

 

Jeg vil slutte her med at ønske jer alle en dejlig weekend og festival.

Karin

 

 

Uge 33

 

Nu er det igen dansk sommer, som vi kender den. Der er sol og der er regn.

Vi har ikke haft så mange kælvninger i denne uge.

Dog har vi fået en ”TOSSE” kviekalv. Den var total ude i hampen. Den løb til alt og alle, så den fik næseblod og man kunne slet ikke komme ind på livet af den. Jeg ville fodre den med sutteflaske om aftenen, hvor den var født om morgenen. Den satte hovedet ned og så løb den direkte ind i mig. Det er ikke helt ufarligt, hvis den drøner lige ind i knæet, så jeg nåede lige at flytte mig, den sprang ud af kalveboksen og før vi kunne stoppe den, var den nået hele vejen ud til goldkøerne og ned for enden af stalden. Jeg nåede lige at råbe :”EMIL…….” fordi jeg vidste, han var derude og så fik han kalorius stoppet. Da han kom bærende med den, så den nok så sød og artig ud, men tro mig, den har været ude mange gange siden. Den hopper bare til alt, hvor den kan se, der er et hul og regner med at kunne komme igennem.

Den er bestemt ikke dum, for nu ved den, at over skålene i løbegården, DA KAN MAN KOMME UD.

Jeg tror den skal hedde TURBO, for den suser bare af sted.

Jeg har ofret lidt tid på den efterfølgende, så den falder tiltro og får tillid til os. Men den er godt nok et lille stædigt bæst.

Hvis det bliver ved med at kendetegne dens temperament, bliver den ikke sjov at danse med, når den bliver ko engang. Men lad os se, den er trods alt kun få dage gammel.

Vi er ved at have styr på bynkene i roemarken. Jane og Tommy har virkeligt gjort en stor indsats de sidste par dage i at fjerne dem med håndkraft og en spade. Tommy sendte et billede forleden dag, med kommentaren ”sådan skal en roemark se ud”. Og på billedet var der ikke et eneste stykke ukrudt.

De går godt i spænd de to, og der sker noget, når de går i gang.

Nu er der kun en uge tilbage, så har vi Adrian og Raluca tilbage fra ferien. Så har vi lige en uge med fuld mandskab, før Emil og Jane skal på skole igen.

Jeg er ikke kommet meget videre oppe på mit kontor, men det bliver godt. Jeg har fået et skab, som skal samles, så vi kan låse vores mapper inde. Når det er samlet, kan jeg komme videre. Det betyder også noget, at jeg kan blive inde om eftermiddagen, når Raluca igen kommer tilbage. Lige nu har jeg også kalvene om eftermiddagen, så det giver mig ikke mange sammenhængende timer på kontoret.

Erling er glad for sin nye teleskob læsser, og han er ved at lære de andre, hvordan der skal fodres med den.

Det er rart, når tingene kører. Det giver mange frustrationer, når det hele tiden skal repareres og ikke kører.

Det forsinker hele arbejdsdagen for os alle. Alle opgaver griber ind i hinanden.

Vi har kun få maskiner til mange opgaver, så det er nøje planlagt, hvilke opgaver der skal gøres først og fremdeles hele dagen. Både for at til gode se dyrene, så de får mest mulig ro, men også at vi kan få arbejdet gjort så hurtigt og effektivt som muligt. Når det bare kører derudad, ved alle hvad de skal og hvordan det skal gøres.

Så når en maskine ikke kører, bliver alt omorganiseret, og der kommer ventetider og muligheder for fejl og tidsspilde.

Så det er virkelig dejligt, at der nu er kommet ro på dette område.

Ellers har vi travlt hver dag, ugen flyver af sted. Vi begynder at se sorte marker rundt omkring, og det er tegn på efterår.

Det er lidt trist, men vi kan ikke sige, at vi ikke har haft sommer i år, hver årstid sin charme.

Jeg vil slutte her og ønske alle en rigtig god weekend.

Karin 

Her ankommer den nye JCB

Uge 32

Så er der atter gået en uge og vi har haft travlt.

Vi har en rigtig fin roemark på 10 hektar, som jo er vores aller første roemark i de 21 år, vi har været i gang med vores landbrug. Her er der en plet i midten med en masse ukrudt (Bynke) og det kan man kun få væk med håndkraft.

Det er en stribe, hvor der sikkert engang har været en grøft midt i marken.

Ikke nok med at de er seje at få op, så myldrer det også med hestebremser i år. Det er helt ekstremt og de bider, som en gal.

Det har været fremme i medierne, at man skal male hestene, så de ligner Zebraer, for at de nogenlunde kan

holde det ud. Så det er virkelig ekstremt.

Men vi er endnu ikke færdige, vi har ca. 6 timers arbejde tilbage, når vi går tre mand stærk derned.

Men vi skal nok få dem udryddet.

 

Så kom regnen endelig. Det var lige hvad afgrøderne og græsplænen manglede. Dog er det ikke så rart for de landmænd, som er i fuld gang med at høste deres korn. Men der skal nok komme sommerdage igen.

Vi er i hvert fald glade for den regn, vi har fået. Både majsen og roerne var trængende.

Vi har i år lavet en aftale med en anden landmand, at vi køber halm hos ham. Han presser og opbevarer halmen, ind til vi skal bruge det. Det er rigtig dejligt, nu her hvor vi har mange på ferie. Så behøver vi ikke at tænke på det. Det tager meget tid og det har altid krævet mindst to personer.

Min lille kalv levede i 6 dage, så kunne den ikke mere. Den var for lille og slap til at komme igennem.

Det var ellers en lille nuttet kviekalv.

Vi har fået ny teleskob læsser, den gamle var ved at blive alt for dyr i vedligeholdsomkostninger og reparationer. Prøv at se billederne.

Det bliver rart, når det bare kører derudad.

Denne maskine kører hele tiden, når vi fodrer og hvad vi ellers foretager os på gården. Den og minilæsseren skal bare være kørende hele tiden.

Jeg vil slutte her. Jeg er ved at flytte.

Det vil sige, jeg er ved at flytte mit kontor ovenpå, bare rolig  haha.

Rigtig god weekend til jer alle.

Karin

PIP 2013
Prøv at se størrelsen på katte killingen
PIP 2011
Katten slikker sol
Damerne venter pænt, på at blive malket
Aften himmel da jeg var ude at lyse af
Solnedgang

uge 31

Uge 31

I denne uge har vi haft temperaturer helt op på 35 grader. Det har været lummert og næsten ikke til at bære. Her sidst på ugen er det begyndt at lufte lidt mere. Så er det lidt bedre.

Jeg har fået en lille kvie kalv, som ikke er større end mellemstor hund. Den er ikke for sikker på benene, men vil godt sutte. I hvert fald lidt. Vi har givet den med sonde et par dage, da det er vigtigt, den får nok næring, men heller ikke for meget, det er lidt af en udfordring. Vi har før fået det til at lykkes, men det kræver, at den selv har viljen til at kæmpe.

 

Jeg har lagt et billede ud af PIP, som blev født alt for tidligt i efteråret 2011. Den fik vi igennem og den skal have sin første kalv her om ca. en måned. Nu må vi se, hvordan det vil gå med PIP nr. 2.

Man skal passe på ikke at bruge for meget tid på en kalv, så man ikke er nok opmærksom på alle de andre.

 

Vi har haft travlt, og vi nåede ikke at få ukrudtet væk i roerne, så det skal vi nå i næste uge.

Men da er både Adrian og Raluca på ferie, så det er bare med at hænge i.

 

Vi har haft klovbeskæring i stald 4 i denne uge, og det gik rigtig godt. Der var 3 der fik forbinding på og en enkelt fik en sko på.

En sko er en ekstra plade, som man limer på den ene klov, for at tage trykket af den anden side.

Det kan f.eks. være, når de har fået trådt på en lille sten, som så sætter sig fast i kloven og giver en slags ligtorn. Med skoen bliver det hævet fra jorden, og vægten bliver lagt over på den raske side. Så kan det  få lov til at hele, ved at koen så ligger sin vægt, på skoen.

En ko med ondt i benene, har ikke så god en placering i hierarkiet. Det vil sige, at den hele tiden vil vige for en ko der er stærkere. Ved os, er der masser af plads ved foderbordet, så det er ikke lige her, det vil betyde det store, men det kunne være oppe ved robotterne, at den ikke kommer til sin plads, som den plejer.

Forbinding får de på, hvis de har fodsvamp. Det skal man hele tiden have fokus på, da det kan smitte, hvis der bliver for mange med dette problem. Emil er rigtig god til at tage de enkelte køer, der dukker op ind i mellem vi har klovbeskæreren. Han kan både ligge forbinding og klovbeskære.

 

Sidste weekend havde jeg besøg af en forhenværende nabo, som havde arrangeret en rundvisning hos os med sine fætre og kusiner. Det var rigtig hyggeligt. Svigerfar kom også lige over, han kendte jo de fleste af dem.

 

Vi har haft mange robotalarmer igen. Det er hårdt, når man i længere tid ikke får sin nattesøvn. Selv om vi på skift prøver, at få sovet lidt ind i mellem, er det ikke det samme som en hel nats søvn.

Men det går jo alligevel. Det skal det jo.

 

I denne weekend har vi fri, og der er byfest i Visby, så det vi nyde. Det plejer at være en super weekend.

Karin

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 17:02

Hahaha! Den kalv ser ud til at have det rigtigt godt :) Hvor sødt!

http://www.bedstecasinospil.dk/

...
21.12 | 18:15

Er det tilladt at stille et måske dumt spørgsmål men hvordan kommer kørne over i den nye malkestald ? der er ingen billeder af det

...
11.11 | 20:15

Hej har i kaniner?

...
08.11 | 01:10

Det var en bustur hvor alt var arrangeret vh Karin
Jeg kan ikke huske navnet på stedet.

...
Du kan lide denne side