nye medlemmer i flokken

Her står 9 nye jerseykøer. De skal her have halsbånd på, og derefter malkes i robotten for første gang.

Glædelig Jul

Uge 51

 

Nu er det så vidt. Julen står for døren.

Juletræet mangler stadig, men kalkunen er ved at tø op og anden ligeså.

Gammeldags hvidkål, rødkål, kartofler, brun sauce, sukkerbrunede kartofler osv.

Alt skal gøres klar.

Jeg starter i dag med kalkunen, da vi selv skal i stalden i morgen det meste af dagen.

Men vi skal nok nå det….

Dyrene kommer først, så går vi ind og slapper af bagefter. Der skal være tid til at julehygge lidt med personalet, og de skal have deres julegave.

Vi har i ugens løb haft travlt med at fylde de forskellige ting op, så vi ikke mangler noget i mellemdagene.

Dog falder julen nådig i år. Når den ligger i weekenden, er der ikke så mange skæve helligdage.

 

Adrian og Jane har fået de sidste kvier i Lydersholm, klippet hen ad ryggen.

Det er fordi vejret er så mildt, så har dyrene fået rigelig med pels, og så sveder de.

Sveder de, bliver de våde og afkøles og har meget større risiko for lungebetændelse.

 

Lille PIP stortrives, men stadig meget lille.

Den kan dog begynde at nå op til skålen. Se billeder af vores lille dværg på forsiden af vores hjemmeside.

Hun er bare så nuttet.

 

Vi har for resten haft produktionsrådsmøde i denne uge.

Alt skal sættes sammen, så det passer til næste år.

Hvilke afgrøder skal vi dyrke, og på hvilke marker.

Hvor mange foderenheder skal der produceres de forskellige dyre grupper, hvad har vi af forventninger til køernes ydelse, hvor mange regner vi med at slagte, hvor stor en udgift til maskinstation osv. Osv.

 

I mellem jul og nytår skal alt tælles op til status. Så ikke noget med at drive den af.

Jeg gruer altid for denne opgave.

Det er ikke kun det, vi har på lager, der skal tælles op, men også hvor meget der er dyrket, hvad der er lagt ud i jordbeholdninger osv……………..

Det lyder som jammer, men sådan skal det ikke forstås, det er de opgaver, vi ved der kommer hvert år.

Dog lidt dumt, at det tager lidt af julefreden.

 

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden her, til at ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende godt nytår.

Tak til alle der kommer forbi min side og følger vores dagligdag.

Vi ses igen i år 2012

Varme julehilsner

Karin

 

 

 

 

 

uge 50

Uge 50

Vejret er stadig mildt. Det har regnet og tordnet en hel del, hvilket ikke er normalt for denne årstid.

Der er kommet voldsomme byger og sommetider har der været store hagl med i.

Det er absolut ikke så rart, at skulle lyse af om aftenen, når det stormer og regner, men på den anden side, er det heller ikke sjovt, hvis man skal bøvle med at flytte en hel masse sne, før foderet kan skubbes ind.

Så det er helt ok. Man er i hvert fald frisk som en havørn, når man kommer ind og kinderne er røde.

 

Vi har haft meget bikset sammen i denne uge. Erling har været til en del møder, Arla – Biogas og Landsdækkende Erfa, og herhjemme har vi haft ydelses kontrol og klovbeskærer osv.

Jeg er ved at komme efter det.  Hver robot bliver tilkoblet en kasse, hvor der skal sættes 60 små glas ned i. Her tager robotten så selv mælkeprøver af hver ko, der bliver malket, men man skal også tage glassene op i bestemt rækkefølge og sættes låg på. Og så er det 6 robotter der skal ordnes, så det tager lidt tid.

Før var det altid Kate, der ordnede alt med kontrol og så videre, men nu er jeg pisket til at sætte mig ind i det. Og det er for så vidt også godt nok, jeg ved i hvert fald, at en mere skal lære det, så vi ikke er sårbare, hvis man ikke lige kan være der.

Vi kan alle blive syge eller forhindret.

Men nu er vi nået til weekenden og så er det rart at kunne tage den lidt med ro. Vi er selv i stalden i denne weekend. Helle er kommet tilbage fra skolen i dag lørdag, så det er rigtig godt. Kim er i weekenden og så er Jane her også.

Jane er inde i alt, så hun er god til at træde til, så ting går som de plejer.

Som I kan se på billedet, har vi købt 9 nye jerseykøer.

Det er lidt et forsøg. Vi har ikke haft jersey før, men nu ville vi prøve det.

Det er 9 friske unge damer, og de er lidt sjove. Selv om de faktisk er ½ så store, som vores andre køer, så fejler selvtilliden ikke noget. Raluka er flere gange kommet ind og har smågrinet. Hun fortæller så, hvordan en af de ”små” lige har markeret sig over for en af de andre ”store madammer”.

Jeg skal nok vende tilbage med mere omkring dem, men lige nu klarer der sig godt. De får lov til at gå for sig selv i en lille uge i observationsholdet, og skal så ud iblandt de andre.

I går aftes så vi håndbold, men på den ”fede” måde.

Der kom en sms i går formiddags. Skal vi se håndbold sammen, alle tager noget med til en julefrokost.

Vi ses kl. 18.30.

( man er rig, hvis man har sådanne venner. Vi er altid 4 par, der er med på hvad som helst.

Det kan være en tur ud i stormvejr, rapelle – lege røvere og politi en mørk aften i en skov eller en frisk kanotur).

Det var så sjovt, og vi spiste som baroner, og så gjorde det ikke så meget at vi tabte til Frankrig.

Vi har kun det sjov vi selv laver, så det er bare så godt.

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en rigtig god søndag i advent. Næste uge er det Jul.

 

 

Karin

uge 49

Dette er PIP. Ugens sensation.

Den er kun halv så høj, som en normal kalv og vejer ca. 20 kg. hvorimod en normal kalv vejer omkring de 45 til 50 kg. På dette billede er den sammen med en kalv der er født 2 dage senere, og som har en normal størelse. Så kan I selv se, hvor lille den er.
Det er en kviekalv, så hun bliver i besætningen.
Den er så lille, at den slet ikke kan nå op og få hovedet ud og drikke normalt, som alle andre kalve i løbegårdene.
Men den er glad og frisk, og vi synes alle, at den er utrolig charmerene.
Så den bliver godt forkælet.
Grethe vores dyrlæge mener, at det kunne være en dværg, men det vil tiden vise, hvordan den klarer det og udvikler sig.
Indtil videre går det rigtig godt, men den er selvfølgelig sart.
Vi har ellers haft en travl uge, da nogen af vores ansatte har været syge, så bliver der jo lidt mere til os der er tilbage.
Tingene skal gøres uanset hvad, dyrene skal passes til punkt og prikke, de er vores levebrød, så har de det ikke godt, har vi det jo heller ikke.

Vejret har været meget blæsende og regnen har stået ned i stænger.
Der har været haglbyger, og ned til frysepunktet. 

Men kan vi nøjes med vejr som dette, er vi utrolig tilfredse. Sne og hård frost giver med det sammen mere arbejde og udfordringer.

Vi er godt i gang med at skaffe de forskellige ting hjem, så vi ikke løber tør i julen. Mineraler, osv osv.
Jeg er begyndt på julegaverne, og måske lykkes det i aften at lave konfekt.
Så er der sat hygge på kalenderen. Vi har "fri" i denne weekend, næsten da - Erling er lige ude om morgenen og i Lydersholm med foder om aftenen, og jeg skal over til computeren og tjekke og taste dyr.

Men når Kim starter til februar, kan vi igen komme helt ud af stalden, når vi har weekend fri.
Det glæder vi os til.

Rigtig god weekend til jer alle.
Karin



uge 48

Uge 48

Nu er det december og julemelodierne høres hele tiden i radioen. Det er rigtig hyggeligt.

Der er lavet juledekorationer og min mor har styr på julebagningen. Herligt.

Jeg er så småt begyndt at tænke i julegaver, men hvad skal man købe, der er ingen der mangler noget.

Alle har, hvad vi skal bruge, så det er oplevelser og luksus, man tyer til. Det er lidt en skam, at man bare går hen og køber, hvad der nu lige er behov for, i stedet for at føje det til en ønske liste.

Derfor er det jo netop så svært, at ramme plet, så gavemodtageren bliver overlykkelig.

 

Skulle nogen få den ide, at give en oplevelse/rundvisning på en gård som gave, så er vi absolut leveringsdygtig.

Vi kan udstede billetter hertil.

Lige nu er vejret smukt, men også uanset om vejret er dårligt, er det muligt at lave en rundvisning, vi går under tag det meste af tiden, og på asfalt, så man bliver ikke beskidt.

Så kan man netop se, hvordan dyrene har det, når det er vinter eller blæsevejr eller solskin.

Dyrene opbygger fedtlag til vinteren og pelsen bliver længere, så de kan sagtens holde varmen.

Vi har lige nu været i gang med at klippe alle vores ungdyr 2 omgange hen ad ryggen, fordi de sveder.

Håret er for langt, og de bliver våde af sved. Så får de lettere lungebetændelse. Det er ligesom, når vi har svedt, så bliver man kold, fordi man er fugtig og så kommer forkølelse og dårligdommene bagefter i kølvandet.

 

Vi har haft besøg af 3 kvikke piger fra Dalum landbrugsskole, som ville skrive projekt om fiberfraktion i sengene. Det fik vi et par rigtig interessante timer ud af.

Vi ønsker jer held og lykke med projektet.

 

Vi er kommet godt i gang med vores pasteuriserings anlæg.

Kalvene reagerede med lidt diarre i overgangs perioden, men nu er det ved at være i orden.

De fik lige et par dage med A 38 direkte i mælken. Et par enkelte måtte have lidt mere hjælp.

 

Alle robotterne er lige gennemgået. Niels har været og lavet service, og vi har rigtig god erfaring med det nye pattegummi. Vi har ikke mange mislykkede malkninger mere.

Pattegummiet er blødere og især kvierne, står mere roligt. Når der ikke er mange mislykkede malkninger, er yversundheden også væsentlig bedre.

I weekenden var der jagt, men vejret var absolut ikke med de kære jægere. De blev godt våde og det samme gjorde Erling. Han var ude at cykle på mountainbike og lignede en druknet mus, da han kom hjem.

Der var hård blæst, så ansigtskuløren var meget frisk, at se på.

Jeg vil slutte for denne gang, vi skal selv i stalden i weekenden, så der er lidt at gøre klar med mad også videre, så det e lidt nemt, når vi kommer ind.

 

Kan I alle have en rigtig god weekend

Karin

 

uge47

Uge 47

Det er mildt, men her sidst på ugen er der meldt storm og kraftige vindstød. I mens jeg sidder her og skriver kommer der en mega sort sky og det tordner. Regnen står ned. Torsten går ude og træner med Kia og hans piger er et smut ovre ved de små kalve.

Det er rigtig efterårsagtigt, men hellere det som sidste år, hvor vi havde sne og minus 7 graders frost.

Er der nogen, der vil købe en labrador formel 1 ?? nej, den er ikke til salg, men Kia er virkelig en hård nød at knække lige nu. Den har så meget energi og er rigtig i lømmelalder.

Den er ca. 8 måneder gammel og er lige kommet i løbetid. UUUHHAA

Den er strid, at jeg er ved at gå op i spåner.

De andre hunde jeg har haft igennem tiderne, har ikke været så vanskelige.

Men vi finder ud af det. Den er teenager med stort T. Og i sidste ende er det jo os selv, der er skyld i hundens opførsel.

Det er lige det med at tyde og bruge hunde – ulve sproget.

 

Ugen er gået med raske skridt, og vi har fået mange små kalve. Det er gået rigtig godt med kælvningerne. Det er kun et kalv, vi ikke fik i live. Det var en vanskelig fødsel. For det første var det en kvie der kælvede, og så lå kalven forkert. Den havde hovedet under forbenene, og lå skæv, så den har nok været svag, før fødslen er gået i gang. Ellers plejer de at ligge rigtigt, nemlig med snude og hoved på forbenene.

Med alle de små der kommer nu og de næste mange måneder har vi haft kontakt til VIVET og har fundet en rigtig god løsning.

Vi har lige investeret i et pasteuriseringsanlæg og mælkevogn.

Vi tog kontakt til VIVET, og de havde den bedste løsning for os.

Mælkevognen kan indeholde 300 liter mælk og så er den selvkørende,( man skal gå ved siden af den).

Vi har i lang tid overvejet dette, men har hele tiden syntes, at vores mælkebeholder på trucken var udmærket, men den var ved at blive slidt, og så er det en stor fordel – ja et MUST i dag, at man kan pasteurisere mælken, så alle bakterier bliver slået ihjel.

Dette kan spare kalvene for en masse, især diarre og også andre sygdomme, som de kan få overført via mælken. Lige nu snakker alle om mycoplasma.

Det bliver nemmere at få mælken transporteret og at holde den varm, når det er koldt udenfor.Den kan dosere den mængde man ønsker, så kalven hver gang får det samme.

Her er nogle billeder, hvor Morten er ved at forklare Raluka, hvordan det hele virker og hvordan den skal betjenes.

Ellers så går det godt, vi har fri i weekenden, (næsten) vi skal lige et smut over i morgen tidlig,

Erling fodrer og jeg skal lige et smut ind over computeren og tjekke alle lister. Så vi har styr på, at der ikke er dyr der står med problemer.

Så jeg vil slutte her og ønske jer alle en god weekend.

HUSK det er første søndag i advent.

Så frem med julehyggen og pak stress og jag ind til efter jul.

Karin

 

 

 

 

uge 46

Uge 46

Sidste år ved denne tid, skrev jeg, at der var nattefrost, og i uge 47 havde vi allerede sne og nattefrost ned til minus 7 grader. Varmekanonerne var i gang ved robotterne og der var mange alarmer, fordi vores vægtceller nemt fryser til, og så kan robotterne ikke finde patterne.

Det har vi heldigvis ikke i år, og indtil videre meldes der ikke kulde i den forstand.

Vi har for længst pyntet op til jul, og nyder de mørke aftener med stearinlys.

Vi har i dag haft klovbeskærer, og det gik rigtig godt. Der var kun et par få, der fik forbinding på.s

Det får de hvis der er lidt svamp eller det vi kalder degital dermatitis.

Søren hjælper altid Ejnar og de har 45 dyr igennem på små 3 timer. De har gjort det så tit og ved helt præcist, hvad hver især gør.

Det er nemt med vores inseminør/behandlingsgang. De bliver løbende sorteret fra, når de er malket kommer de automatisk over til gangen og står så i kø, indtil de kommer igennem klovbeskæringsboksen.

Vi får løbende klovbeskåret, så bentøjet er i orden før og efter kælvning.

Ungdyrene bliver også klovbeskåret, et par måneder før kælvning.

Så har vi fået mange små kviekalve og før november er omme, skulle der gerne være født 17 mere.

Det er forholdsvis mange kvier, nye køer, så de skal lige lære robotterne at kende. Men da vores dyr er meget rolige, går det smertefrit. Det værste er faktisk, når de er for tamme. Så er de ikke til at skubbe ind i robotten. De står bare og tror, at vi nu tilfældigvis, har fået lyst til at klør og nusse dem, så de bliver stående, i stedet for at GÅ IND i robotten.

Vi har altid lidt drillerier tilovers for hinanden med kælvningerne, og Raluka smiler nok så glad i dag, da det er os, der skal arbejde i weekenden, og hun og Adrian og Søren har fri.

Vi skal også til julefrokost. OG det ser ud til at komme mindst 5 nye små kalve i weekenden.

Ellers er ugen fløjet af sted.

Erling har været til gårdrådsmøde oppe i landet en hel dag, og Arla møde i torsdags.

Så er der en del møder omkring biogas projektet, hvilket er rigtig spændende.

Vi har (synes vi selv) et spændende liv, men udfordringer i mange afskygninger.

Der er ikke en dag der er ens, og nogle er mere udfordrerne som andre.

En ting er sikkert, vi er alle vores egen lykkesmed, så hvis vi ikke har det som vi gerne vil have det, er det os selv der skal ændre på tingene.

Jeg håber I alle får en dejlig weekend

Hilsen Karin

 

 

 

 

uge 45

Uge 45

Vi er midt i november og vejret er mildt og til at have med at gøre.

Der har været tåge og gråvejr, men ikke regn og rusk.

Vi er glade for hver dag, der ikke er frost, fordi det med det samme, er forbundet med udfordringer og udgifter til driften af robotterne.

Men det er jo det samme for hver almindelig husstand, nemlig at det sparer på energi regningen, så længe det ikke er koldt.

 

Vi har fået høstet det sidste majs. Vi havde nogle pletter, hvor vi var nød til at lade stå, på grund af at jorden var for blød til at køre i. Nu er den så blevet høstet som kolbemajs.

Kernerne er valset og behandlet, og ensileret i store plastik pølser. Så nu er der lidt mere foder til køerne.

 

Vi får kalve hver dag og det har været flest kvie kalve. Så det kan ikke være bedre.

Vi skal også til at gøre os rede til baby boom.

Vi har mange kælvninger fra december til februar.

Det skyldes stadigvæk alle de kvier, vi havde til at kælve, da vi udvidede i 2008 i forbindelse med de nye stalde. Der går mange år før det er helt udjævnet.

Det ville have været dejligt, hvis det havde været i forårsmånederne i stedet for om vinteren.

 

Der har været generalforsamling i Sønderjysk Biogas, og der var fuld opbakning til, at projektet går videre. Det var rigtig godt. Erling er meget engageret i projektet, og det er jo altid rart, når det så lykkes.

 

Vi har sagt farvel til Jennifer og Camilla, efter at de har været ved os i fire uger.

De har skrevet en lille historie, som er her

 

Uge 45

Nu har Camilla og Jeg været her ved besøgsgården i 4 uger som praktikant for at se hvordan en kvægproduktion fungere. Det har været nogle hårde men gode uger. Camilla og Jeg har været hele vejen rundt på gården hvor vi har arbejdet sammen med de forskellige. Ved Kenneth har vi hjulpet med kalvene hvor vi har muget ud, fodret dem og givet mælk. Ved Raluca er man stort set over det hele hun bestemmer hvad folk skal lave, men ved hende har vi givet de kvier der er syge medicin, og brændt hårene på deres yver og klippet deres haler. Og med Adrian i tønder (lydersholm) hvor de har deres ungdyr og der har vi flyttet ungdyrene derfra til gården her i Visby, fodret dem og ordnet deres senge. Sammen med Jane og Søren har vi været med til at give klovbad i stald 2-3 hvor de drægtige kvier går. Vi har også ordnet majs hvor vi skulle flytte dækkene det var hårdt. Vi har også ordnet sengene puttet kalk på. Og samlet køer op som ikke kan finde ud af selv at tage op til malkerobotterne. Vi siger tak for alt det har været lærerige og spændene 4 uger. Hilsen Camilla og Jennifer

 

Det er spændende at have unge mennesker omkring sig. Vi prøver at give dem et så realistisk indblik som muligt. Der er gode dage og der er travle dage. Der er lykkelige stunder og der er triste øjeblikke. Vi har alt fra fødsel til død. Vi er glade når tingene lykkes, og kede af det, når vores dyr ikke har det godt. Vi går aldrig ind, før vi ved at der er taget vare på dyrenes ve og vel.

 

Jeg er altid fuld beskæftiget på kontoret. Jeg mangler Kate, og alt det hun altid tastede omkring køerne og den opfølgning hun foretog. Så jeg er rigtig blevet kontormus.

Man kan slet ikke forestille sig alt det der bliver dobbelt tastet, fordi dyreregistrering og robotcomputeren ikke kan arbejde sammen.

 

I går aftes, midt i alt travlhed omkring aftensmad osv. fik Jennifer et flip.

Så vi har nu pyntet op til JUL, gået i gang med hygge og godter, æbleskiver og jeg skal komme efter jer.

Jeg tror aldrig jeg har haft så tidligt pyntet. Så må vi se, hvornår vi får gaverne på plads.

Husk vi har stadig åbent for besøgende.

Alle er velkomne.

 

God weekend til jer alle.

Karin

 

 

 

 

 

uge 44

Uge 44

Sommertiden er forbi og vi kunne få en ekstra time på øjet i weekenden.

Der er travlhed i stalden og alle dyrene observeres og passes og plejes.

Vi har to elever for tiden fra Kolding, og de er ved at se og lære, hvordan vi som mælkeproducenter har vores dage på godt og ond.

Det er ikke altid, at det går sådan, som man gerne vil.

Vi arbejder med levende dyr og de kan lige så vel som os få enfluenza og skavanker.

Det er vores vigtigste opgave, at se og opdage dette, da de jo ikke selv kan bestille tid ved lægen eller fortæller os, hvordan deres dag lige er startet eller har været.

Så vi er meget opmærksomme på dette, og det prøver vi også at vise Jennifer og Camille, og for den sags skyld alle, der kommer som gæster hos os.

Når man reagerer hurtigt og observeres sine dyr hver dag, så ved man med det samme, hvis noget ikke er som det skal være.

Problemet kan opstå, når man kan se at noget er galt, men hvad er det lige der gør, at dyrene reagerer, som de gør.

Så alle vores ansatte er opdraget til at kigge på dyrene, uanset hvor de går og står, altid være opmærksom og så notere i deres lille blok, hvad de ser, så det ikke forbliver i hvert enkelt lille hoved, men kommer ind og bliver snakket igennem og reageret på.

Der er trods alt mange, at holde styr på.

Mandag aften var vi til møde i Løgumkloster hallen.

Sønderjysk Landboforening havde medlemsmøde.

Tema var blandt andet: Landbruget som energileverandør

2) Ny regering - giver det nye muligheder, og specielt vedr. mulighederne for at etablere rentabel biogasproduktion
Oplæg v. medlem af Folketingets Energiudvalg, MF, Ellen Trane Nørby

3) Paneldebat, hvor Ellen Trane Nørby indgår i panel med Aksel Buckholdt, formand for brancheforeningen for Biogas, Erling Christensen, formand for Sønderjysk Biogas, biogasspecialist Lars Kjeld Jensen Sønderjysk Landboforening samt Henrik Frandsen
Ordstyrer Per Grønbæk

 

Bagefter fortalte Henrik Frandsen om sit nye job som viceformand for Landbrug og fødevarer.

Utrolig spændende, men hvordan man kan have så mange poster og følge med i så meget, er imponerende.

Jeg ville nødigt, jeg har bestemt nok i det herhjemme.

Erling har travlt, de har generalforsamling i Sønderjysk Biogas i næste uge, så der er mange ting, der lige skal ordnes og snakkes igennem. Det er et stort projekt, men han nyder at være med, så det er dejligt at se, når man har noget, der virkelig betyder noget. Der er næsten et møde hver dag, så vi andre har styr på det herhjemme.

Anna Mette har været forbi vores dør, vi skulle lige have en lille opfølgning. Ligeledes  var Kim også et smut forbi i dag fredag, før han skulle med landbrugsskolen på tur i weekenden.

Jeg skulle have haft et billede af fyren og lige ledes skulle Kenneth have været fotograferet til hjemmesiden.

Det blev ikke lige til noget, men på et tidspunkt, så lykkes det vel.

Så I kan se vores nye ansatte.

Vi er i denne uge begyndt på vores nye gylletank.

Vi skal have en  bygget på 4000 m3.

De sidste par år, har vi ikke selv haft plads til al gyllen, og det har været forbundet med store udfordringer, fordi vinteren blandt andet har trukket ud, men også fordi det er rart med ekstra kapacitet, så vi kan prioritere, hvornår markerne kvitterer bedst for det.

Det er altid spændende.

Jeg vil slutte her og ønske jer en god weekend

Karin

 

 

Uge 43

Nu er ferien overstået, og alt er ved det gamle igen.

Vores egne ”unge mennesker” er igen i gymnasiet, og lektierne vælter ind.

Det er altid rart at have dem hjemme, fordi de til hver en tid kan træde ind, hvor der måtte være et behov i stalden.

Det har vi benyttes os lidt af, og fået flyttet nye kvier til Lydersholm og andre drægtige er kommet hjem derudefra.

Det fungerer godt med denne rotation og kvierne stor trives derude.

Adrian ligger en stor ære i sit arbejde i Lydersholm, og han gør det rigtig godt.

Raluka har stille og roligt overtaget det meste af Kates arbejde med dyrene, og leder og fordeler nu også arbejdet derhjemme til de andre ansatte.

Det er en stor mundfuld på en gang, men hun ved at hun til hver en tid har Erling i ryggen, så snart hun mangler assistance.

Ingen af de to rumænere har landmandsuddannelse, men de er så opsatte på at lære, at de allerede nu er kommet så langt, at de har ansvar for så vigtige ting.

 

 

Vi har haft flere besøg i denne uge. En af vores lokale fra Visby har været på besøg med hendes arbejdskolleger, og Digeskolen fra Højer har også været på besøg igen med en flok dejlige spørgelystne elever.

For os er det dejligt at se, at dem der besøger os, virkelig ser ud til at have en stor oplevelse ud af det.

Vi går jo med det til dagligt, og for os er det hverdagen. Ved at opleve andres begejstring, når man fortæller og viser rundt, minder os om, at vi har noget specielt, at det er specielt at være landmand. Det at færdes ved dyrene og drive en virksomhed, med alt det nu indebærer. Vi ligger mange timer i ugens løb i stalden og på kontoret, så når der kommer mennesker ud og giver udtryk for, at det er spændende og fascinerende, hvordan dyrene håndteres, og arbejdsforholdene er bygget op, er da bestemt et skulderklap som giver energi.

 

Der har været en del mødeaktiviteter og generel travlt omkring dyrene.

 

Vi var i onsdags til regionsmøde i Agerskov hvor Syddansk kvæg / dansk kvæg fortalte om deres aktiviteter og arbejdsområder, lige nu og for fremtiden.

Der ligger mange udfordringer derude, men vi må ved fælles hjælp både fra toppen og bunden af dansk landbrug, se at få det til at være attraktivt at være landmænd. Jeg kan ikke se at samfundet kan undvære os og den følge industri vi føder omkring os. Det skal bare lige gå op for ”alle de andre”.

Men det er en hel historie for sig.

 

Jeg vil nyde dagen med min mand, vi har halv arbejdsweekend, så det er med at udnytte det.

Rigtig god weekend til jer alle

Karin

 

uge 42

Så blev det efterårsferie.


Vi har været til fødselsdag ved min bror, som blev 50 - 
rigtig hyggelig aften med masser af god mad og familie hygge.
i weekenden skal vi også til 50 års fest ved en kammerat. Vi har mange venner der lige fylder  50 i år, så 2011 er festens år.
Det sjove er, at jo ældre vi bliver, des mindre gør vi ud af sange og taler osv.
Vi får mere og mere travlt istedet for at slappe mere og mere af.
Det er en forkert drejning, vi må have arbejdet lidt på.
Men lysten driver værket, så det er også et godt tegn.

Vi har haft besøg af en børnehave fra Tønder og fra SORoptimisterne fra Tønder.

Soroptimist International

Et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv
med 1.900 medlemmer i Danmark

De var 14 personer og de fleste kom fra Khabarovsk.
Dette ligger helt over på den anden side af jordkloden, hvor Rusland og Kina grænser sammen.
De fortalte om deres måde at drive landbrug på.
De skulle f. eks betale 18- 19 % i renter til banken, for at låne penge og at landbrug var meget ricikabelt økonomisk.
De havde en tolk med og kunne forstå lidt engelsk, så det var yderst interessant.
Vi var hele vejen rundt og imens de spiste deres medbragte mad, kunne vi så få svar på alle vores forskellige spørgsmål.
Det var to forskellige verdener til forskel.
Jeg fik en halskæde og nogle postkort fra deres område, så jeg var meget beæret over at møde dem og høre om deres kultur og land.
Vi har også haft 2 fra Frankrig, som er ved at lave et projekt  om forskelle og ligheder  i mellem europæiske mælkeproducenter.
Arbejdsorganisation, inovation strategi og arbejdsindsats og mekanisereing.
Det tog tre timer med rundvisning og interview.
Detvar yderst interessant.
Når de engang er færdige med deres projekt, modtager vi deres afsluttende rapport.
Vi møder en masse interessante mennesker, som også udvider vores horisont.
Vi har to nye elever i denne tid, det er Jennifer og Camilla som kommer fra Kolding.
De skal være her i 4 uger.
Jeg tror, de er lidt trætte af vores sønderjyske sprog.
Men de er friske og frejdige og har allerede prøvet mange forskellige ting.
De har været med ved kalvene og er allerede rigtig gode til at samle de køer op, der ikke selv kommer til robotterne, som de skal.
De har begge været med Adrian ude i Lydersholm, ved vores ungdyr, og ja Kia løber frit rundt nu, så den har de også passet godt på.
Når man følges med Raluka skal man flytte fødderne, for hun har fart på,
så det er godt, at der er pauser ind i mellem.

Jeg har haft travlt med papirer og opfølgning af mange forskellige ting, så det har været rart at pigerne har kunnet tage opvasken.
Vi er 10 personer hver gang og ingen opvaskemakine, så der er masser af opvask og masser af mad, der skal på bordet.
Det er godt for brugsen.
Men der er gang i den, og alle går godt i spænd sammen. Jeg har endnu ikke fået taget billeder af de forskellige, men det kommer.
Jeg vil slutte her og ønske jer en god weekend.
mange hilsner
Karin

uge 41

 

Uge 41

Vi har rigtig dejligt efterårsvejr, solen skinner og der er mange landmænd, der har travlt med at få det sidste majs og græs ensileret.

Vi mangler de majs der skal til biogas i Tyskland. De er solgt på kontrakt.

Men ellers er vi heldigvis færdige.

Vi har haft besøg af Firhøjskolen fra Føllingslev.

De syntes godt nok, der lugtede af køer, og at det var slemt, men efter 10 minutter blev det ikke nævnt mere. Lugten i dag er ikke noget at nævne i forhold til før hvor staldene var lukkede.

Men selvfølgelig lugter det, når man ikke er vant til at færdes blandt så mange dyr.

 

De var rigtig gode til at stille spørgsmål, og ville gerne have været op på ensilagestakkene.

Men den går ikke.

 

Vi har i denne uge fået en lille kalv, som kun vejer ca. 25 kilo. Den er født af en kvie, tre uger for tidligt, men den har livslysten og sutter på livet løs. Den får mælk for hver 6. time, så hvis det lykkes og den fortsætter med at være så kvik, skal det nok blive en ”kæleko.

Den er navngivet til MINIMUH.

 

Jeg har hørt fra den lille tyske pige, som jeg skrev om forleden. Hun ville gerne høre til kalven 3522 ”Eline”.

Så jeg har været ude at fotografere kalven, og skrevet lidt på tysk, at den i mellemtiden var flyttet til de store kalvebokse, og hvad der ellers var sket omkring kalven.

En ting er at snakke tysk, en anden at skulle til at stave og formulere sig. Men det er godt nok, at få det opfrisket.

Det er både godt og ondt at binde nogen op på et bestemt dyr, for prøv at tænk, hvis der skulle ske kalven noget !!

 

I næste uge kommer der 2 elever fra Hansenberg skolen.

Jennifer og Camilla.

Vi har vores elev på skole, så vi mangler vores kalvepasser ”Helle”, men vi regner med at de to nye piger måske kan varetage dette, lad os se, de skal lidt med rundt over det hele.

Når Helle kommer fra skolen igen til december, skal hun over til køerne, så hun kommer hele vejen rundt.

Jane har været de fleste steder. Hun har flair for maskinerne og er en rigtig stærk pige, der ikke er bange for at tage ved.

Vi er i øjeblikket ved at lære at stole på vores hund. Den er efterhånden ½ år og skal kunne færdes selv.

Den vil bare gerne ned i dyb strøelsen, og det SKAL DEN IKKE!!

Så vi er ude på skift for at fange den i ulydigheder.

Det går faktisk rigtig godt, men den er også rigtig snu

For så snart vi ikke lige er der, ser den sit snit til lige at krydse grænsen.

Men det går meget bedre, og der er vel håb forude.

En af vores små kattekillinger så lidt forpjusket ud i går. Jeg tror den har været en tur i gyllen.

Den er heldigvis kommet op igen, men den må have en grim smag i munden, før den er færdig med at vaske sig….

Det er de små ting der sker.

I næste uge er der efterårs ferie, så ved du ikke, hvad tiden skal gå med, så kom ud og se vores lille MINIMUH

Den er bare så lille.

Rigtig god weekend og til jer der har ferie

Rigtig god ferie

Karin

 

 

 

majskolber og majsensilage

uge 40

Uge 40

Jeg er nået til mandag i uge 41

Jeg er sent på den, og jeg ærgrer mig over det.

Men det har været en meget hektisk periode, så jeg håber, at ordsproget ”Bedre sent end aldrig”,  kan afhjælpe det.

Først en gang så kom Michael Radoor på besøg i sidste weekend, hvor vi var i gang med at ensilere græs og majs.

Det er bare så hyggeligt, når vores forhenværende elever kommer forbi og lige skal se, hvordan tingene står til. Michael er en herlig gut, og før han havde været her i  10 minutter, var han lige ude og se, hvad der skete ude bagved, og gav en hjælpende hånd. Jeg tror nok de andre var i gang med at ligge plastik på, og så var Michael på pletten.

Vi har haft møde med Mads Fjordside. Mads var forbi for at gennemgå vores reproduktion, og da vi havde opfyldt de mål vi satte os for ca. 5 måneder siden, var det tid til at sætte nogle nye.

Vi er godt med, men det skal ikke blive til en sovepude, så det skal bare blive bedre. Vi havde vores udfordringer i starten med at afløse aktiviteten i lely’s system. Vi var så vant til at bruge heat timeren, så vi skulle lige lære at tyde, hvornår tiden var bedst til insemination ved robotterne.

Trine har været forbi et par gange, og går en tur med Kia. Det er også dejligt at følge hende, og så får vi en lille snak og hygger lidt.

Vi er jo mange folk, og Trine nyder at snakke med dem alle.

Vi har lavet aftale med to elever fra Hansenberg skolen i Kolding.

De kommer ud i 4 uger, og skal følge hverdagen hos os, så må vi håbe, at de får lyst til at videre med deres uddannelse. Det er Jennifer og Kamilla der kommer.

Vi har flyttet kalve til Lyderholm og fået en masse drægtige kvier hjem.

Det er en del logistik og flytning, men ungdyrene har det godt derude og de trives godt.

 

Erling har været tre dage i Tyskland til Arla repræsentantskabsmøde, og som vanlig bringer det en masse udfordringer. Det er så typisk, at når jeg er selv hjemme, så sker der ting og sager.

Traktoren var flad den første morgen. Den fik vi lappet, og før Erling kom hjem havde den nye dæk på.

Der var ikke det store at slide på mere.

Raluka blev skidt tilpas og måtte hjem og sunde sig lidt. Lastbilen ville ikke starte den næste morgen og Claus fik et hekseskud og måtte til behandling.

Han er heldigvis kommet på benene igen.

En ko gik ned med mælke feber. Vi har så få, der har dette, men lige her i disse dage, skulle det da være.

Men vi kom igennem det hele. Jeg fik også en ko hjem til fryseren, vi er mange der skal have kosten hver dag, så der skal lidt kød til. Så Erling kunne få sig en bøf, da han kom hjem.

Jeg laver en del pålæg, for at gøre det så økonomisk som muligt. Når man er 10 mennesker der skal have fuld kost hver dag, kan det godt betale sig.

Når vores ansatte gør et godt stykke arbejde, er det mindste, at de får noget godt at spise hver dag.

Men det er de store gryder, der er i gang. Jeg kan hurtigt slagte, fordi når jeg pakker kød, er det op til 3 kg i hver pose.

Så når kødet tages op af fryseren laver jeg 2 til 3 forskellige retter på en gang. Så skal jeg ikke stå ved komfuret hver dag, og resterne er ofte rigtig godt pålæg.

 

Vi har fået en ny ansat, som er i flex job.

Han hedder Kenneth, og er en herlig ung mand, med et godt humør og som gerne vil i gang.

Kenneth har sit at sloges med, men han gør et rigtig godt stykke arbejde, og han falder godt ind i vores team. De har alle kun positive tilkendegivelser, og det er bare rigtig godt.

Raluka er altid skeptisk, indtil hun har set dem arbejde.

Hun er selv en meget energisk ung dame, der bare arbejder derudad. Hun går til det hele, og vil lære det hele.  Når hun først siger, det er rigtig godt, så er de nye godt med og accepteret.

Så har Kim været i den weekend, vi lige har haft. Han starter på fuld tid til februar, når han er færdig på landbrugsskolen.

Det var rigtig godt, og en stor hjælp, fordi vi var til fest fredag aften ved vores venner, som holdt deres 100 års fødselsdag, og vi var først hjemme ved 3 tiden og skulle starte i stalden igen 04.30.

Så jeg kunne slet ikke falde rigtig i søvn, fordi jeg var bange for ikke at komme op igen.

Det er jo ikke så smart, at komme for sent, når nye mennesker har deres første weekend.

Så er det med at gå frem med et godt eksempel.

Men hold ferie, hvor var det dejligt med en lille time på øjet til middag. Henk har også givet os en hjælpende hånd. Han kom torsdag aften og kørte hjem igen søndag.

Det er nu den 3 weekend i træk vi har været i gang plus arbejdet hver dag. Men kaffe og chokolade og masser af frisk luft er godt. Man er faktisk ikke træt så længe man er i gang, Men kommer man til at sidde stille et lunt sted, klapper øjnene dog i, så må selv kaffen give op.

                            

Helle er taget på skole igen. Hun er væk i 2 måneder og kommer så tilbage til os.

Så vores kalvepasser er her ikke, Det giver lidt omstrukturering, men det skal nok gå.

I morgen kommer der en skole, som er på lejrskole i vores område, og nogen der skal have frokost og se på bygningerne. Det er Ole Ugelvig der har besøg, og de skal holde et møde herude.

Så de skal have frokost fra Marsk Pølser i Højer.

Jeg vil smutte, der er lige kommet en robotalarm, så jeg bliver nød til at smutte.

”Så kan jeg lige lyse af samtidig”.

Ved I hvad det betyder ??

Vi ser til alle dyrene, at de har det godt, skubber foderet ind, tjekker robotterne og at alt er som det nu skal være.

Vi siger pænt godnat, vi ses i morgen.

Og de kigger bare og regner med, at vi er der, ifald de får brug for os.

 

 

Mange hilsner Karin

Børnehaven i dag fik set mange maskiner på en gang

den gamle majs er her snart væk

uge39

Uge 39

Der er tryk på. Vi ensilere både græs og majs på samme tid, så der er myldretid ude på vores platform.

I går kørte den ene lastbil efter den anden af sted med den gamle majs. Der blev flyttet 682 tons.

Alt blev hentet, så der kunne blive plads til den nye majs i dag.

Den er solgt til Biogas i Tyskland.

Søren er kommet fra ferie igen og Jane er taget af sted på ferie.

Helle er taget hjem på weekend, så Johnny og Jennifer er igen i dag ude for at hjælpe.

De har lige som os andre, været spændt for i den seneste tid.

Men vejret er strålende. Det er skønt og man kan ikke være andet, som i godt humør.

Vi har fået alt vores gamle majs solgt til Tyskland til biogas, og i dag fylder vi op med nyt.

 

Der kører en gummiged i græsstakken, og to store opsamler vogne kører græs hjem. Der er slået 90 hektar ned i tirsdags og det bliver så ensileret i dag og samtidig kører der en stor traktor i stakken, hvor majsen kommer hjem fra marken. Her kører en stor snitter og to vogne kører fra. Sidst på dagen kommer der vist nok en snitter mere og flere vogne.

Langelund maskinstation står for begge opgaver.

Det er ca. 110 hektar majs som skal høstes..

Vi ensilerede lidt majs midt i ugen, fordi vi kom til at mangle til køerne.

Det skal gerne lige ligge i 5 til 6 dage, før vi kan bruge af det.

Så fandt vi ud af, at tørstofprocenter var ved at være, hvor det nu er optimalt, så var det bare med at få gang i hele majshøsten. Derfor er der turbo på i dag.

De melder nemlig dårligt vejr fra søndag aften, og vi skal aldrig, aldrig mere risikere at høste majs i regnvejr.

Det blev os en dyr lærestreg sidste år, men hvad skal man gøre, når majsen er moden og vejret slet ikke spiller med.

Men i år ser det ud til, at det så lykkes.

Erling har haft mange dage i træk med arbejde fra 5.30 til 21 – 22 om aftenen så han ser lidt brugt ud efterhånden.

Han er lige nu blevet sendt hjem i seng en time eller sofaen, bare han ligger sig ned.

Selv om man gerne vil det hele, er der dog grænser, og han har også sin diabetes at tage hensyn til.

Vi har haft besøg af børnehaver og andre forbi passerende, så det er rigtig godt.

Så har vi haft en ung mand til samtale og han starter på mandag.

Vi glæder os til på mandag hvor han starter fra morgenstunden.

Så snart jeg får lidt mere tid, kommer der nye ansigter ind på fanen ansatte.

Ellers går det nogenlunde i stalden.

Vi har fokus på sundheden, da foderplanen ikke er helt på plads.

Vi pusler rundt og finpudser hele tiden.

Vi har indsendt prøve af vores korn og den nye majs, så vi kan få alle hjørner afdækket og så forhåbentlig få ro og fremgang i stalden.

Køerne reagerer med det samme med forhøjet celletal, når noget ikke fungerer, og lige nu ligger vores urea tal til den høje ende.

Anna Mette Ugelvig vores kvægbrugskonsulent og Grethe Post vores dyrlæge samt Mark fra Mejeriforeningen er alle sat på opgaven.

Der er et eller andet, der ikke er helt i balance. Men vi bliver ved indtil kabalen går op.

Nu er vi i det mindste ude over majsen fra sidste år, den kommer aldrig tilbage.

Jeg skal over og tælle varelageret op til kvægnøglen.

Så kan I alle have en god weekend

Karin

 

 

uge 38

Uge 38

Så er vi tilbage igen.

Vi har fået ansat en dygtig ung mand, som kan starte til 1. februar. Da han lige nu går på skole.

Men vi tror, vi har fundet det vi søgte efter, så nu skal vi have hverdagen til at gå op indtil da.

Vi prøver på at få en ansat i 4 måneder, og så må vi se til 1. februar, hvad vi så skal.

Det skal vores nye driftleder være med til at bestemme.

Vi har været på land TV to gange i denne forgangne uge, og hvis I ikke har set det, så ligger der et link til udsendelsen ude på forsiden af vores hjemmeside.

Vi har fået meget positiv tilbagemelding, og det er vi utrolig glade for.

Vi gør, det vi gør, fordi vi kan li’ det, og fordi vi tror på, at det kan bygge broer fra by til land.

Og da vi lever i ”Udkant’s Danmark” så er det her, vi skal tage udgangspunkt.

Vi tror/ ved vi har noget specielt, og det vil vi gerne dele med andre.

 

Vi har igen i denne uge haft mange besøgende, og jeg har haft mange sjove oplevelser.

Vi har haft besøg af en børnehave fra Tønder, en stor gruppe fra RUC, Roskilde Universitet.

Det er 3 år i streg, de besøger os. Her var en stor gruppe på 59 unge mennesker nede i vores område i 4 dage.

De bor i Løgumkloster og tager ud og ser på mange af vores tilbud og natur, som netop er her i vores landsdel.

Så har der været 38 børn fra Luegumkloster Deutschschule.

Her var blandt andet Lea med. Det er min nevøs datter, så det gav et ordentlig knus, da hun kom ind af døren. En af de piger, der har holdt børnefødselsdag herude, var også med.

Så har der været nogle tyske turister.

Her var en lille pige, som total forelskede sig i 3522.

Det er en lille kviekalv og det er hende i kan se på billedet, som jeg har sat øverst.

Hun var ikke til at få derfra, så jeg lavede en aftale med hende.

Hun skulle sende mig hendes mail, og så skulle jeg en gang i mellem sende et billede og lidt tekst, om hvordan 3522 blev større og hvad den oplevede. Før hun tog af sted, blev den døbt Eline.

 

Så skulle vi have 5 tyrekvier til slagt, og da vi skulle have dem pillet ud af flokken i stald 3, demonstrerede Adrian lige, hvordan han havde en kvie dresseret til at komme, når han fløjtede på en bestemt måde.

Han piftede et par gange, og midt i flokken løftede en kvie hovedet og ørerne strittede, og så efter at han gav et par pift mere, vidste den, hvor han var, OG SÅ KOM DEN.

Vi stod ved siden af hinanden, men den gik lige forbi mig og hen til ham.

Utroligt !!!

Han har haft den ude i Lydersholm, hvor han har gået og nusset med den.

 

Tirsdag ville vi ha’ været til stor møde i Vejen, hvor Bæredygtigt Landbrug havde arrangeret stormøde med politikere og fødevare- og følge industrien.

Men vi nåede det ikke, der var så mange ting herhjemme, som lige skulle på plads, og kræfterne var ved at slippe lidt op, da vi ville være sent hjemme, og onsdag var der en masse i kalenderes.

Men vi har fulgt pressen tæt, for det er virkelig noget der optager os.

Torsdag var jeg til tøse aften, hvor der var inviteret en Zumba træner, og hvor vi skulle give den gas i 45 minutter.

Hvis der var lidt energi tilbage ovre fra stalden, så sugede han i hvert fald resten ud.

Vi kan godt mærke, at vi mangler Kate i stalden.

Vi havde desværre også en kvie der kælvede for 4 dage siden, som vi måtte aflive.

Den fik en skade i hoften under fødslen, og det havde udviklet sig til en byld, så dyrlægen gav den ikke nogen chance.

Vi inseminerer alle vores kvier med tyre, som er afprøvet, og som vi ved, giver små kalve, men somme tider kommer der så alligevel en fødsel med komplikationer. TRIST men somme tider ikke til at undgå.

 

Fredag eftermiddag var vi alle 4 selv i stalden og så fik Adrian og Raluca fri. De har virkelig lagt en stor indsats i stalden de sidste mange dage, så det var velfortjent.

Vi har weekend vagten, så vi laver ikke de store udskejelser, andet som at sofaen mangler alvorlig at blive plejet.

Lad os håbe, den er ledig.

Kig ind på forsiden og se de to klip LandTV og Appetitvækkeren

Rigtig god weekend til jer alle.

Karin

 

 

 

 

uge 37

Uge 37

Efter en rigtig god weekend med rund fødselsdag i familien og samvær med vores altid friske venner,

 kunne vi i mandags starte på uge 37, som ville byde på mange forskellige ting.

Mandag startede vi ud med, at tage foderprøve af foderet ude på foderbordet.

Vi prøver nu fire uger i træk at følge, hvordan den færdige blanding helt nøjagtig viser sig at være, når køerne skal indtage foderet.

Vi har haft meget snak frem og tilbage, hvordan foderet kan variere, når vi har de store ensilage stakke.

Så nu prøver vi dette tiltag, og håber så på at kunne blive klogere.

Vi er begyndt at bruge af den nye majs, og ligeledes er vi i denne uge begyndt, at bruge af det valsede korn.

Der er købt råvarer hjem af soja og rapsskrå, hvor vi før fik det hele færdig blandet i en råmix.

Tilbage til mandag var jeg et smut i Sønderborg og Helle var klar til at tage i mod besøgende, hvis der skulle komme nogen til rundvisning.

Det ved vi jo aldrig, de dage hvor man kan komme uden at tilmelde sig.

 

Tirsdag var der rengøring af vinduer og døre i servicebygningen.

Det var det sidste vi manglede, fordi jeg søndag havde gjort hovedrent indenfor.

Tirsdag eftermiddag kom Ældresagen fra Højer - Tønder egnen og sammen med dem kom Land TV igen.

De var jo for at lave en optagelse for ca. 14 dage siden, men de ville gerne have nogle optagelser, hvor der var gæster.  Fra Ældresagen var de 35 friske pensionister, som kendte en del, til det at drive landbrug. Erlings far og mor kendte rigtig mange af dem, så dem havde vi inviteret over, så de kunne få kaffen sammen med dem.

Bernhard kunne jo også nemt være med til at besvare spørgsmål.

Annette havde fået at vide, at Land TV ville være der, så det var de helt med på.

Efter rundvisningen var vi alle ovenpå, hvor der blev serveret kaffe og kringle. De kunne her tygge lidt på det, de havde set og hygge sig, og de spørgsmål der så kom frem, prøvede vi så at besvare.

Der var en rigtig god stemning, og de var overraskede over at se, hvordan vi håndterede dagligdagen med alle dyrene.

 

Onsdag var det sidste dag for Trine. Vi kommer til at savne hende, fordi Trine altid havde en frisk bemærkning, en smittende latter, en meget vigtig ting: hun havde altid maden klar de dage hun var, når de kom sultne ind fra stalden til middag. Det vil de alle savne.

Trine har skrevet nogle indslag på vores anden hjemmeside, www.123hjemmeside.dk/landmandslivet

Jeg vil prøve at holde liv i siden, men har lidt svært ved, at nå dem begge.

Så hvis nogen har noget de gerne vil have ind på siden så skriv en mail vedhæft et indlæg, så skal jeg nok sætte det på siden.

Erling var hele onsdag til Landsdækkende Erfa møde, denne  gang omkring Varde.

 

Jeg var i fuld gang med at gøre klar til torsdag, jeg skulle have hentet flere borde og stole. Dem havde jeg lejet ved Carl Wede.

Der er nordisk byggetræf og det vil sige at der torsdag ville komme 65 bygningsingeniører fra hele norden.

Norge – Sverige – Island – Finland – Danmark.

De skulle alle have kaffe og kringle, så det var vigtigt, at de alle kunne side ned på en gang.

Ole Ugelvig som har tegnet vores stald var en af arrangørerne.

 

Onsdag aften var vi til badminton. Vi har det sjovt og får lidt motion.

Erling cykler jo 3 gange i ugen, de her 50 til 80 km, men jeg får ikke så meget gjort ved det, så jeg må så hoppe lidt mere til badminton.

Torsdag havde vi dyrlæge som sædvanligt, men fordi Kate jo ikke må komme ud til køerne, er vi hele tiden en mand i underskud. Så det er lige med at få puslespillet til at gå op, fordi alle opgaverne stadig skal gøres og når jeg så har så mange besøgende, er jeg ikke så fleksibel som ellers.

Torsdag eftermiddag da bygningsingeniørerne så kom, viste Erling og Ole Ugelvig også rundt.

Det er bedst, hvis vi kan være en gruppe på højst 25 personer, når vi går rundt, så kan alle høre, hvad der bliver fortalt og der kan også besvares og stilles spørgsmål, som alle kan følge med i.

Vi havde lige en lille demonstration af vores behandlingsgang, hvilket var nyt for de fleste af dem.

Efter at de havde fået kaffen og var kørt igen, var der en ”mega ”opvask.

Jeg pakker det i kasser, og tager det med hjem i privaten, så klarer opvaskmaskinen arbejdet.

Men der var et par maskinfulde.

Vi kan godt li’ den kontakt vi har med så mange forskellige mennesker og vi får mange guldkorn, når vi kommer i dialog med alle mulige mennesker og profesioner.

Torsdag aften var sofa aften og Valgaften………

Mandag og tirsdag nat havde der været robotalarmer, men heldigvis ikke onsdag og torsdag, fordi det trækker tænder ud, når man ikke kan få ro om natten.

Fredag havde begge elever fri. Helle har som regel fri fra torsdag middag og Jane fra fredag middag.

Så kommer de mandag og tirsdag morgen igen.

Så fredag var jeg så heldig at måtte få kalvene. Vi har ikke så mange små lige nu, så det var ikke så slemt.

Vi havde en ung mand til samtale, da vi søger en til at overtage Kates arbejde.

Det er så trist, at hun desværre ikke mere kan være ude ved køerne, så vi skal have hende hjulpet på vej til at finde noget andet.

Men vi er nød til at finde hendes erstatning, da det jo er alle de ting hun bare suverænt at klaret, der nu hænger til alle os andre.

Helle skal på skole til oktober, og der er lidt ferie, der skal afvikles de næste 14 dage af Søren og Jane.

Så vi ved nok, hvad vi skal få tiden til at gå med.

I dag, Lørdag har vi også haft en samtale, og her i eftermiddags havde jeg besøg af en gruppe flygtninge fra Rødekors . Fredericia sejlklub var lige inde for at spise deres madpakke i tørvejr. De var en flok på 20 personer. Men det var jo ikke noget problem, fordi jeg havde de ekstra stole og borde fra forleden dag.

Imens de fik deres mad og kaffe var Rødekors med deres flygtninge rundt og se dyrene og staldende.

Da vi havde været turen rundt havde de selv kaffe og kage med.

Børnene fik smagsprøver fra Arla, da jeg havde forhørt mig ved Arla, om de kunne indgå som et gårdbesøg på lige fod med en klasse.

Og det havde vi fået grønt lys for, så de fik smagt mange forskellige ting.

Bagefter var de ude i majsmarken og plukkede majskolber, som de skulle have med hjem.

Jeg kunne ikke lade være med at le, men så bagefter blev jeg meget bekymret.

En af de afrikanske damer blev helt elle vild og glad og råbte til de andre, at hun havde fundet” grønsag som i Afrika”.

Det var sort natskygge !!!!!!!!!!

Jeg forklarede og forklarede at den var giftig, og at de ikke måtte spise bærrene.

De skulle passe på, at børnene ikke spiste dem osv. osv.

Hun viste mig hendes strålende hvide tænder, og forsikrede mig med et overbærende hovedrysten, at det var helt i orden. Denne grønsag var fuld af vitaminer og kunne bruges til at rense blodet.

Efter 10 gange at gentage min bekymring, opgav jeg.

Jeg slog mig til ro med, at de alle kendte planten, så det ikke kun var hende.

Men I skulle have set, hvor glad hun var ved at kunne tage en ordentlig posefuld sort natskygge med hjem.

En ting mere – efter at have plukket ca. 50 majskolber i en pose, viklede hun den lidt rundt, lagde den på hovedet og gik med hele indholdet, uden at holde ved, ligesom vi ser dem i fjernsyn. IMPONERENDE.

 

I aften er de unge i byen og vi sidder og slapper lidt af i sofaen.

Vi har lige en kvie der er i gang med at kælve, den skal vi ud og se til.

Men ellers så er det slut for i dag.

Jeg vil slutte her

og ønske jer en,

rigtig god weekend.

Karin

 

 

Fødslen var vel overstået, da jeg kom ud.
Her ligger mor og barn og hygger sig.
Den lille bliver rigtig nusset og de ligger ganske tæt,
som I kan se.

uge 36

 

Uge 36

Nu har vi fået kornet høstet. Mandag nat ved 2 tiden var det slut.

De kørte selv om det til sidst var temmelig fugtigt/vådt.

Det korn der havde for meget i vandprocent og helt umulig at tørre ned, er blevet valset og behandlet med propeonsyre og lagt i lange ensilagepølser, og kan så bruges som foder til køerne.

Det er der trods alt mere penge i, end at køre det til tørring, hvor det vil miste over halvdelen af værdien i omkostninger og svind. Nu er det så kun halmen, vi ikke har fået hjem endnu.

Vi kommer til at mangle halm, men lige nu har vi en beholdning, men vi har ikke halm nok til næste høst.

Jeg skulle levere tyrekalve i denne uge til kalveopdrættere, som feder dem op til dansk kalv.

De kom slet ikke for at hente dem, fordi de landmænd der aftager kalvene, har så store problemer med at få økonomi i at producere disse kalve.

Bland andet fordi halmen er sådan en mangelvare, at de skal betale store summer for at få halm.

Så deres omkostninger æder alt op, så der ikke er noget som helst til dem selv og (aflønning), så de også kan få et levebrød ud af det.

Alt har været vanskeligt i år.

Regnen har virkelig givet enorme udfordringer, på alle måder.

Vi har arbejdet på højtryk, for at nå at bjerge så meget som muligt, ind i mellem bygerne, og vi må nok ikke klage i forhold til mange andre landmænd, som slet ikke har kunnet køre i deres marker, og må se på at kornet bare forgår.

Det er så sørgeligt at se og høre om.

Vores erhverv og især svine bønderne er virkelig trængt.

Jeg ser frem til valget med stor bekymring, da det næsten er lige meget, hvem af partierne man hører på, så er der ikke meget forståelse for vores konkurrence evne.

I onsdags var der vækst valgmøde med fremtidsvisioner imod bureaukrati i Vojens på Sønderjysk Landboforening.

I kan se lidt om det på deres hjemmeside www.slf.dk

 

 

Onsdag aftens Vækst- Valgmøde hos Sønderjysk Landboforening i Vojens samlede ca. 100 medlemmer og andre interesserede til en livlig debataften med politikerne Hans Christian Schmidt, Venstre, Jan Køpke, Konservative og Palle Graversgaard, Socialdemokraterne.

Landbrugets Vækst - hæmmere belyst ved 3 landmænd
De 3 landmænd fra Sønderjysk Landboforening lagde ud med at stille skarpe spørgsmål til politikerne om, hvad der netop hæmmer deres vækst initiativer hjemme på bedriften.

Gårdejer Christian Jacobsen, Strandelhjørn, havde netop investeret 1 mio. kr. i budgetberegninger, miljøgodkendelse, museumsudgravning og byggetegninger til et nyt fremtidssikret produktionsanlæg til 1.200 søer. Og så lige pludselig før byggestart, trækker Kreditforeningen lånetilsagnet tilbage.

Spørgsmålet til politikerne var:

- Hvad vil I med os unge? Finder I en finansieringsløsning til os?

Gårdejer Niels Martin Krag, Højer, der er mælkeproducent havde følgende opfordringer til politikerne:

- Miljøgodkendelser bør generelt gælde med min. 5 års frist til at iværksætte byggeri

- Det skal ikke være omkostningsfrit for interesseorganisationer at gøre indsigelser, når kommunens folk har gjort et godt stykke arbejde.
Indsigelsespris min. 5.000 kr.

- Udtagning af landbrugsjord som vi som landmænd har dyrt købt og betalt, skal betales til markedspris

Gårdejer Erling Christensen, Visby, mælkeproducent og formand for Sønderjysk Biogas,
der tæller ca. 100 medlemmer, havde følgende budskaber:

- Biogasprisen skal op
- Biogasafregningen skal tilfalde landmanden
- Det skal være økonomisk fordelagtigt for landmanden at producere biogas
- Så er vi klar

Henrik Frandsen fulgte op med at formane politikerne om, at fødevareerhvervet er en
helt uundværlig sektor i fremtiden. Det bliver stadig flere mennesker på jorden, der vil
efterspørge kvalitetsfødevarer. Og Danmark har potentialet til at producere de bedste og
mest klimavenlige fødevarer i verden, under de højeste dyrevelfærdskrav overhovedet.


Se også landmændenes forslag til vækst og spørgsmål til politikerne

Det var et spændende møde.


Torsdag havde vi selv gårdbestyrelsesmøde, hvor vi så i krystalkuglen og lavede mål og vurderede på de udfordringer der er forude.

Hvordan vi kan agere rigtigt i den krise, vi stadig alle sammen, befinder os i.

Vi havde et konstruktivt og godt møde, og nu ved vi, hvordan og hvorhen vi vil flytte os.

Fredag var der opsamling til weekenden,så der  er så lidt som muligt af arbejde.

Erling kører halm og vi skal alle ned at ligge plastik på, så regnen ikke trænger ind i ballerne og får dem til at rådne.

Vi skal nok få brug for dem alle.

Det har været en hård uge og hvis jeg lyder lidt negativ, så må I lige tilgive os, det skal nok blive godt igen.

Sofaen har ikke fået slidtage i denne uge.

Rigtig god weekend til jer alle.
Karin 

sten med motiver til salg

Uge 35

 

I ugen der er gået har vi stadig ” igen” fået en masse regn.

Byger som går og kommer, det er den danske sommer….

Så snart der har været en halv dag med lidt blæst og sol, og det tørrer lidt, så ender dagen med en hurtig men vandfyldt byge, og så er vi tilbage til udgangspunktet ”for vådt til at høste” – ” for vådt til at køre i marken.”

 

Vi prøver i dag fredag, at få noget af kornet høstet, nu er tiden ved at være inde til, at uanset hvad,

 så kører vi, bare det ikke regner.

 

Vi ensilerede små 10 ha majs i går, men måtte stoppe, da marken var alt for blød.

Traktor med vogn – snitter - alt var pløjet ned i marken, så den store gummiged, der ellers kører i stakken, skulle ned for at trække dem alle op. Der er enorme spor, som skal jævnes og udbedres, før vi kan køre der igen.

Vores majs fra sidste år, er ikke optimal til køerne, det er derfor vi har haft så meget bøvl med ydelse og andre problemer med køerne. Så nu prøver vi med en lille mængde ny majs, og så håber vi, at alt vil gå i den rigtige retning.

 

Det er deprimerende, når ting ikke vil lykkes. Uanset hvad man prøver og gør.

Vi prøver på alle måder, at få det bedste ud af situationerne.

 

Vi har Kate lidt på stand by, da hun igen har fået problemer med overfølsomhed over for køerne.

Køerne er hendes et og alt, så det er en slem konstatering for hende.

Vi skal ha’ fundet en løsning, så hun kan få det bedre og få en hverdag uden gener.

Trine, som vi har haft i snart et år i jobtræning, har fået konstateret en depression, så Trine har ikke så meget tid til at vedligeholde og skrive på hjemmesiden  

  www.123hjemmeside.dk/landmandslivet  

men kig ind på den, hun har skrevet flere indlæg og har også været ude at besøge en økolog i Skærbæk.

Her har hun lavet en historie over dette besøg.

 

 En ulykke  kommer sjældent alene, så vi priser os lykkelige, at vi har vores sundhed og hinanden.

Vores børn er vant til at have indblik i vores hverdag på godt og ondt, og vi er alle klar til at yde en ekstra indsats, hvis det er det der skal til.

Det giver en et godt sammenhold og forståelse for hinanden og verdenen omkring os.

Intet kommer af sig selv, somme tider er der modgang, men med modgangen finder man også værdien af medgang. Og det kan være ganske sundt at se.  

 

Slut med det alt det triste, vi skal se det positive

 

De næste 14 dage er der fuldt ud besat i kalenderen, foruden høst, for lidt mandskab osv.

Vi har mange møder og besøg.

Vi har gårdbestyrelsesmøde, der er valgmøder og  grovfoderdag, 60 års fødselsdag i familien mm.

Vi får besøg af Røde kors, skoler fra nærområdet, bygningskonsulenter og andre konsulenter der vil holde møde ude hos os.

RUC fra Roskilde, skoler fra København, pensionister kommer også på besøg.

Det bliver spændende og jeg skal nok skrive om det, når vi kommer så vidt.

Men vi glæder os til at møde dem alle.

 

 I stalden :

Vi har lige lavet et forsøg med at vores lidt større kalve også ligger i fiber i stedet for halm.

Det ser ud til at lykkes godt, kalvene er meget rene og fiberet er lunt og blødt, så de vil gerne ligge i det.

Det kunne være med til at spare en del halm, og der er ikke så meget godt halm i denne våde høst, så det kunne blive et godt alternativ.

 

Vi har vendt vores kalvehytter om igen.

Når det regner og vinden er i syd vest, trækker fugten ind i i kalve igloerne, og halmen føles fugtig.

Men når de vendes om, får de åbningen af igloen i ly ind mod muren, og halmen kan holdes helt tør.

Helle er aldeles ikke ked af, at kunne gå under tag, når hun fodrer de små morgen og aften.

 

Jane glædede sig til at komme hjem på weekend i dag.

Hun har lige fået kørekortet i går, så hun kommer i egen bil på tirsdag, når hun er tilbage efter weekend fri.

Vores elever kommer fra Give og Hobro, så det er lidt besværligt med offentlig transport.

 

Jeg vil slutte for denne uge.

I må alle have en rigtig god weekend og på gensyn i næste uge.

Karin

 

 

 

 

 

 

 

uge34

Uge 34

 

Det har igen regnet, men i denne uge, har vi så fået begyndt at høste, vores hvede.

 

I kan se på billedet, at det er aften, og det er, fordi det først er nogenlunde tørt sidst på dagen.

Der er travlhed over alt, nogen steder går det bare derudaf, og andre steder laver maskinerne enorme spor, fordi  markerne er så bløde.

Mange er nød til at have de mejetærskere, der har bånd i stedet for hjul, for at kunne holde sig oppe i vandret position i marken.

Når det foregår i marken med mejetærskning, halmpresning og halmhjemkørsel, så er der ikke tid til at komme ind til køkkenbordet for at spise.

Så jeg har været i sving med at smøre og levere madpakker, drikkelse og andet godt.

 

Uden mad og drikke går det ikke, hvis der er lidt lækker frugt og måske lidt til den søde tand, bliver det kærkomment modtaget.

 

NYT NYT

Vi har fået nogle flotte natursten med dyre motiver, som I kan købe her hos os.

Det er EHLERT design i natursten, der laver dem.

 

Der er heste, grise, gæs, høns, køer, tyre og i forskellige størrelser.

Står du og mangler en gaveide kunne det være løsningen.

 

Der er indtil nu to forskellige størrelser og de koster

495.00 kr. for de mindre og den lidt større koster 649.00 kr.

 

Så har vi også stadig udstilling af Jeannette Broeders.

Se hendes flotte malerier af køer i alle afskygninger. De kan også købes, hvis der er et af dem man bliver forelsket i.

Vi har haft gæster fra mange forskellige steder. Den der kom længst væk fra, var en dame fra Cuba.

Hun var helt målløs over størrelsen af staldbygningerne, men også det antal dyr vi havde.

Hvordan dyrene frit gik rundt, og at de selv kunne bestemme, hvornår de ville malkes osv.

 

Ligeledes er mange forbløffet over, at køerne er så rene, når de ligger i gyllefiber, og at de overhovedet ligger i gylle.

De stiller ikke etiske spørgsmålstegn ved det, men synes tvært imod, at det er smart at kunne udnytte sine egne råvarer.

Køerne er så også meget rene, og de ligger rigtig godt i fibrene.

Det ligner på afstand sand, men det ser meget blødere ud.

De ligger rigtig og hygger sig.

Vi har også konstateret at køernes ben er utrolig gode efter vi er startet med gyllefibre i sengene.

Vi og andre mener, at det er, fordi de så gerne vil ligge i det, og at de dermed så ikke står og hænger og får tryk i klovene, men også, at når de kommer op at ligge ned, kommer der luft til klovene i liggende tilstand

Så det er jo en rigtig super sidegevinst.

Jeg har været med vores tøse-klub i denne uge. Vi var i Abild, hvor vi kunne prøve at lave noget med glas.

Det var rigtig spændende, det har jeg aldrig prøvet, så jeg er spændt på at se mit mesterværk, når den bliver brændt her en af dagene.

Jeg lavede en ”juleskål” en stor glasskål med huller i og i røde, hvide og sort, grå nuancer.

Det er sjovt at snuse lidt til alle de forskellige hobbyer. Vi har også været i Højer, hvor vi lavede specielle ler/keramik ting.

I denne weekend er der TØNDER FESTIVAL, men vi skal ikke derud. Vi skal selv i stalden, så vi hygger os med køerne. Det er meget billigere, og det får man ikke ondt i hovedet af.

Men lad os håbe for alle festivalgæsterne, at vejret holder, så det hele i drukner i regn,

Så kan de hygge sig med musikken og vi kan få høsten i hus.

Jeg vil ønske alle, der skal til festival nogle dejlige dage og god weekend herfra Visby

Mange hilsner Karin

 

 

 

 

uge 33

Uge 33

Det regner fortsat, og vi er ikke kommet meget længere med høsten.

Vi kørte lidt halm forleden aften for Erling’s bror.

Ved 20.30 tiden var maskinstationen i gang med at høste og det kunne presses med det samme, dog kun, hvis vi kunne nå at få det under tag, før regnen ville komme til midnat.

Hvis vi ikke kunne køre det hjem med det samme, var det bedre, at det ikke var presset i baller.

Der blev taget en hurtig beslutning, og så kom arbejdstøjet på.

Vi fik det hjem, og det regnede efterfølgende hele natten og dagen efter.

Men nu vil vi ikke snakke mere om regn fordi, vi kan ikke ændre på det.

Vi må holde os i ro, og så være klar, når lejligheden til at høste byder sig.

 

Derimod til noget glædeligt. Vi har haft besøg af Gram mandeklub. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag.

De kom hertil med Clausens Busrejser. Jeg tror de var 16 friske mænd, og så havde der sneget sig 2 eller 3 friske kvinder ind i bussen. Vi var hele turen rundt og flere af dem var forhenværende landmænd og håndværkere, så de syntes, det var interessant at se, hvordan vi i dag bygger stalde.

De store åbne stalde er lige modsat af, de stalde der var, da de var aktive. De var isolerede og lave til loftet.

Dyrene kom ind til efteråret, blev klippet og bundet op. Her var de så indtil foråret var godt i gang igen i april, ja måske først i maj, hvor dyrene så igen kom ud på marken.

Hver tid sin charme, og berettigelse.

Klubben havde bestilt kaffe med kage til. Det fik de serveret ovenpå efter rundvisningen, og i mens var Erling oppe og hilse på dem og besvarede spørgsmål.

 

 I dag har vi haft besøg af Land TV.

De var på besøg i små 5 timer. Vi blev begge interviewet omkring det at have besøgslandbrug.

Hvorfor vi har valgt, at tænke det ind i vores nye stalde, og hvorfor vi bruger så meget tid på det.

Hvem der kommer og besøger os, og i det hele taget, hvordan vi har bygget det op.

Vi har selv lavet vores hjemmeside og besøgsdelen helt fra bunden.

Vi kan godt li’ den form for kontakt, og som jeg har skrevet så mange gange, så er vi stolte af vores erhverv, vores dyr – vores ansatte, så det vil vi gerne dele med andre.

 

Der kommer en udsendelse en gang i september, og jeg vil oplyse dag og klokkeslæt og program, så snart vi ved noget mere konkret.

 

Børnene er begyndt på gymnasiet igen, så nu kommer alt ind i den daglige gænge igen.

De har lagt en del timer i stalden i løbet af sommerferien, men nu er det studierne, der står først på listen.

Vi nyder, at vi stadig har dem hjemme, og de unge mennesker der færdes i vores hjem.

Der er altid liv og glade dage.

Jeg vil slutte for denne gang.

Vi skal selv i stalden i morgen tidlig, så det står på afslapning i aften.

Rigtig god weekend

Karin.

 

 

 

 

 

Kalven med de lyseblå øjne

uge 32

Uge 32

Hold da ferie – ja, jeg mener næsten lige det modsatte.

 

Dem der har haft ferie i denne uge, har i det ene øjeblik kunne gå i shorts, for i løbet af få minutter, at skulle skifte til regntøj og vinterjakke.

Når solen er fremme er det varmt, men på grund af blæst, er det koldt, så snart en sky blokerer solens stråler.

Jeg tør vædde på, at når alle børn starter i skolen i næste uge, så kommer sommervejret.

I den weekend der kommer, er der KLOSTER MÆRKEN, her er der altid ustadigt vejr.

 

Kornet på marken, er ved at være modent, og vi er ikke så glade, for al den regn og fugtighed, fordi kernerne kan begynde at spire, imens de stadig sider på aksene.

For at der ikke kommer alt for mange omkostninger og svind, skal kornet være så tørt, når det bliver mejetærsket.

Her kommer naturen og dens luner igen tæt på os.

Naturen skal nok lige bestemme, hvornår og hvordan det skal foregå.

Internettet står på DMI og TV2 vejret på skift, og dem der melder det bedste vejr, sætter vi vor lid til.

 

Når først, det går løs, er alt kornet høstet på få dage, men der er store summer på spil.

Derfor fylder det også meget i vores hverdag lige nu.

 

Vi har i denne uge fået en lille kalv, som er meget speciel.

Den har lyseblå øjne med en sort streg(pupillen), så den på øjnene ligner en ged. Den er rød og hvid

broget, og så er det en kvie kalv, så den skal vi nok få en masse sjov med.

Den er endnu ikke navngivet, men det havde jeg tænkt mig, at den skulle. Så hvis nogen, der læser dette, har et forslag, så mail det til mig.

Jeg har ikke fået taget et billede, men det kommer.

 Så har vi en tyrekalv, en mægtig stor kalv, som siden fødslen har haft svær ved at gå ordentlig på forbenene, fordi senerne er lidt for korte. Men Helle vores elev, har tabt sit hjerte til denne tyrekalv, så den bliver luftet, som en hund hver dag. Ved at den kommer ud og opfordret til at løbe, bliver det bedre dag for dag.

Det så noget forkvaklet ud i starten, men nu er den næsten helt i orden.

Det er kun lige lidt på det ene forben endnu, og det er jeg sikker på, at det nok skal komme på plads.

 

Vores lille hundehvalp Kia, er blevet stor og den er rigtig fræk.

Prøv lige og se den, hvis den komme af sted

med det, så stjæler den en af vores sko, og vi kan som regel finde skoen på terrassen igen.

Farmor, som bor nabo til os, må af sted og finde sine sko ind imellem. Forleden aften var den lusket ind og sad og så tv sammen med Erling, uden at han havde opdaget det. Den er en ude hund, så den ved, at grænsen er, som her ved havedøren. Men den sad nok så roligt ved sofaen, så den ikke kunne ses derfra, hvor Erling sad.

Bagefter var den lusket ind i soveværelset og badeværelset, og her havde den boltret sig med toiletruller og så videre.

Men den vidste at lokummet brændte, da vi opdagede det, fordi den strøg ud i en fart og var ved at løbe et bord ned undervejs.

Vi var så færdige af grin, at den slap for den helt store skideballe.

 

Vi har haft besøg af mange forskellige mennesker i denne uge.

Blandt andet nogle landmænd fra Skjern,  som var interesseret i at se fiber, og hvordan det virker for os.

Ligeledes var der en lille familie fra Herning, hvor drengen på ca. 5 – 6 år, (jeg er ikke helt sikker)

var helt sikker på, at han skulle være landmand, og at det var køer, hans hjerte slog for.

Han kunne slet ikke få nok, han gik ude foran og klappede dem, som I kan se på billedet.

Lad os håbe, at hans ønsker må gå i opfyldelse, og han bliver en af de dygtige landmænd der viderebringer vores erhverv, med stolthed og ære.

En ting er sikkert, som landmand er der altid mange udfordringer, og der er ikke en dag der er ens, på godt og ondt. Vi lever med naturen og dens luner, med liv og død.

Det kan være så givende og lykkeligt, når alt lykkes og dyrene har det godt.

Til gengæld kan det også være så deprimerende og trist, når det hele bare går i den forkerte retning.

 

Men vi må leve i nuet, fange og nyde de gode stunder og oplevelser, og lade de mindre gode fare, og se at komme videre. Vi kan ikke leve af det der har været, men vi kan leve for det der er foran os.

Det gælder ikke kun os landmænd, men for alle mennesker.

Lad os leve, og leve godt sammen i den korte tid, vi er her.

Jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend.

Karin

 

 

 

sommerbillede fra oven

Uge 31

Vi er nu gået ind i august måned, og det betyder, at vi er i gang med den sidste sommermåned for denne gang. Vi har kirsebær i haven lige for tiden og alle frugttræer bugner med frugt.

 

Når varmen rigtig slå igennem, kan det være trykkende og varmen virke rigtig lummer.

Sådan var det i onsdags. Vi fik vores byg høstet, og det gik rigtig godt. Vi kørte til langt ud på aftenen, fordi de dagen efter havde meldt regn.

Byggen blev godkendt som maltbyg, og det betyder, at vi kan få mere for den.

Det var en hvis mængde, vi forud for høsten havde solgt til maltbyg, men kun hvis protein indholdet og selve kvaliteten kunne leve op til kravene, kunne dette blive en realitet.

Men den gik igennem, så det var rigtig dejligt.

Selve høsten og mængden var også god.

Udbyttemæssig fik vi nok lidt mere, som vi havde turdet håbe på, men lad os nu se, hvad det endelige resultat bliver, når kernerne er tørret, og det endelige resultat bliver gjort op.

Som sagt kørte vi til langt ud på aftenen, og det lykkedes os at få både korn og halm i hus før regnen kom.

Det er nemlig ikke altid, man selv er herre over situationen.

Alle vil gerne have høstet, når der er regn i sigte, men så går det efter, i hvad rækkefølge mejetærsker og halmpresser er blevet bestilt.

Naturen kan vi ikke bestemme over og den være rigtig drilsk ind i mellem.

 

Næste gang er det hvedens tur, men den er endnu ikke moden.

 

Kate er tilbage fra ferie, og det er rigtig godt, det giver lidt mere ro på det hele.

 

Vi har været vores procedurer igennem, og prøvet på at finde andre løsninger, med hensyn til vores gamle køer, som er utrolig følsomme over for udsving.

Det kan være udsving i vejret, foderet, ja alt muligt.

Køerne har svært ved at klare disse lumre sommerdage, hvor luftfugtigheden er slem.

De får simpelthen varme stress.

Vi har haft dyrlæge og fodringskonsulent med ind over, og vi prøver nu at sætte disse køer i en speciel gruppe på computeren..

Her følger vi dem tæt, og ved mindste udsving i lednings evne, som vi kan følge med i på computeren, tager vi hånd om dem, så vi undgår, at de udvikler komplikationer. Det, at de bliver malket godt, og får lagt mælken ned,  kan være med til at undgå en kommende yverbetændelse.

 

Jeg har igen været en tur i Åbenrå, og har sammen med Carsten, lavet en ny lille film med en mere faglig indgangs vinkel til vores gård, og den måde vi har valgt at drive vores gård på.

Den skal lige ses igennem en til to gange, og så kommer den også op på You Tube.

 

Vi har igen i denne uge haft en del besøg, og vi glæder os, hver gang der kommer nogen og vil bruge tid på at se landbrug, og sætte sig ind i det, at være landmand for en stund.

De har mange spørgsmål og kommer med mange gode ting, så vi får altid en god dialog i gang, og det er ikke kun os der giver oplysninger videre,

 Nej,

 vi ser det også fra deres side, og kan dermed være med til at ændre eller belyse ting, som for ikke landmænd virker forkerte eller mærkelige.

 

I denne weekend er der VISBY BYFEST.

Så vi har fri, og vi vil sammen med resten af byen,

 have det gemytligt, og bare have det sjovt.

Så jeg vil ønske jer alle en god weekend

Mange sommer hilsner

Karin

 

uge 30

Uge 30

Det er sommerferie tid og der kommer mange besøgende.

Vi er gået med i et projekt, hvor vi er otte turistaktører i Tønder Kommune, der lige har lanceret, det vi kalder en familievifte.

Vi kalder den FAMILY FUN.

For 50,00 kroner kan du købe viften, som enten giver rabat på entreen eller en lille bonus, eksempelvis i form af en kop kaffe, slush ice, eller som hos os fri kaffe eller te og en spændende taske med indhold til børnene.

Hvis du blot besøger to af stederne er de 50,00 kroner,  som viften koster tjent ind. Jo flere af de otte steder du kan nå at besøge, i den uge du er i området, jo mere rabat kan du få for din vifte.

De otte aktører i viften er¨:

 

Rømø Lege og Labyrintland

Sort Safari

Ballum Fodboldgolf

Hjemsted Oldtidspark

Rømø Lys

Skærbæk Fritidscenter

Arrild Svømmehal

Besøgslandbrug Søndergården.

 

I kan købe viften de otte steder og hos flere campingpladser og turistbureauerne.

 

Vi har haft de første besøgende med viften, og de var vældig begejstrede.

 

Ud over at kræse om vores besøgende, har vi igen i denne uge ensileret græs.

Det var tredje gang, og dette 3. slet var ikke så stort, som vi kunne ønske os, men det skyldes,

 at vi flere steder ikke kunne køre i markerne, på grund af al den regn, vi har fået i de sidste par dage.

Derimod tegner majsen til at kunne give et stort udbytte.

Det står lige nu og blomstrer, og man kan tydeligt se, hvordan kolberne er ansat.

Jeg var forleden ude at gå en aftens tur med vores hundehvalp Kia.

Vi gik et par meter ind i majsen, og den er for lang tid siden, vokset mig over hovedet.

Hunden syntes gevaldig om udfordringen og susede af sted mellem de store planter.

Det er som at gå i en jungle.

 

Når jeg siger Jungle, kommer jeg til at tænke på slager.

Det var også med hunden, at Jennifer og mig var ude ved Hjerpsted, hvor vi ville gå en lang tur.

Vi lod bilen stå ved Hjerpsted Kirke og gik ned mod stranden.

Vi var kun lige kommet 50 meter nedad markvejen, hvor jeg per refleks udstødte et lille UHHH og gik baglens.

Fordi jeg var ved at træde på en rimelig stor hugorm.

Det er længe siden jeg har set en, men før derhjemme ude på heden, i nærheden af Kongens mose, skete det af og til, at vi kom i kontakt med snoge og enkelte gange hugorme.

Ellers har der igen i denne uge været tryk på.

Kate har ferie, og så er der flere opgaver til os andre.

Vi har fået en del kviekalve og det er vi rigtig godt tilfredse med.

Til gengæld har vi haft lidt bøvl med at et par køer, der pludselig får problemer på grund af vejrskift mm.

Dyrlæge og kvægkonsulent siger, at det ikke kun er hos os, men mange steder hos andre landmænd, men det hjælper os jo ikke.

Så vi er på dubberne og prøver at observere, og tidligt komme de køer der har problemer til undsætning.

 

I denne weekend er der Røverfest i Bredebro og vores unge mennesker er til fest.

Vi bliver hjemme og bruger kræfterne i stalden, men så i næste weekend, er der byfest i Visby, så er det vores tur til lidt fest og ballade.

Jeg vil slutte for denne gang, og håber at I slår vejen forbi os.

Vi skal nok være klar, til at vise jer vores dyr og fortælle om deres livslange ophold hos os.

De er indlogeret og får mad og drikke serveret hver dag - hele deres liv, og vi sørger for, at de har et godt liv med masser af kærlig pleje.

God weekend

Karin

 

 

 

 

uge 29

Det er højsommer, og det er den danske sommer, som vi bedst kender den bedst.
Der er sol og der er regn. Forleden havde vi tordenvejr, og et enkelt lyn og tordenskrald var tæt på, og det medførte, at vores netværk i stalden gik ned.
TDC kom så hurtigt de kunne, men 1½ dag uden at kunne komme på internettet, er altså ikke lige sagen.
Alt hvad der skal tastes angående dyrene, ligger på dyreregistrering, på en database i Århus. Mails som både bringer regninger og vigtige informationer, alt var væk.
Så jeg kunne ikke lave papirer, men havde så til gengæld mulighed for, at få nogle af de praktiske opgaver fra hånden, som har været henlagt i forbindelse med sidste uges fødselsdags forberedelser, og timerne i stalden, fordi Kate havde ferie.

Vi er kommet på nettet igen, og alt er ved det gamle.

I denne uge er det første korn blevet høstet, og dermed også halm, som er blevet presset.
Johnny har været igang med at køre bigballer hjem i flere timer.
Nu er det vigtigt, at solen modner kernerne og at det så kan høstes i tørvejr.

Ligeledes er det vigtigt at halmen også bliver presset og kørt hjem i tørvejr.
Lige nu er det vinterbyg, som bliver mejetærsket.
Senere følger sommerbyg, rug og hvede.
Tiden flyver afsted, og før vi ser os om, er det august.
Majsen er begyndt at blomstre, og så begynder kolberne så småt at blive til.
Majsen står rigtig godt, og når det den ene dag regner og den næste er lunt med lidt sol, skyder den i vejret med raket fart.
Så lige nu tyder det på, at det bliver en god høst.
Majsen skal dog først høstes i september, så lad os se, hvordan det går.

Vi har haft mange gæster i denne uge, og det er rigtig dejligt, at kunne fortælle og vise dem vores dyr.
De brænder efter at få deres spørgsmål besvaret, og der er mange af dem.
Mange  er overrasket over at se, hvordan vi styrer og systematiserer vores hverdag.
At man med simple systemer, får et rigtig godt overblik, og endda kan nedsætte arbejdet, fordi man helt nøje ved, hvad der skal laves i de forskellige staldafsnit og dyregrupper. Ingen unødige skridt, jo mere målbevidst, jo før fyraften.
Hver stald har en person tilknyttet, som er ansvarlig for at redskaber og de paktiske ting omkring dyrene bliver udført til punkt og prikke, og at dyrene har det godt, og bliver observeret, fot at opdage dyr, der kan være på vej til at få et eller andet.
Kia vores lille hvalp er også populær, når der er børn på besøg.
Den ved lige hvordan den skal høste en masse opmærksomhed. I dag flippede den total ud, den løb rundt i cirkler og hoppede som en kænguru. Den trillede rundt, fordi den fejlbedømte sine egne rundkredse, og det så simpelthed sjovt ud.
Men I kan jo selv komme ud og hilse på vovsen.
Vi glædes os til at kunne byde jer velkommen.
Rigtig god weekend til jer alle
Karin

uge 28

Uge 28

Det har været en rigtig god uge.

Kate har haft ferie, så det var bare med at få tingene planlagt, så alt kunne gå i hak.

Ugens højdepunkt var Erling’s 50 års fødselsdag.

Vi havde telt op over ved servicebygningen, og vi havde rigtig mange gæster.

Jeg tror vi har været omkring 110 – 120 gæster.

Erling var så over vældet og taknemmelig over alle, der kom for at fejre og dele dagen med ham.

Tusind tak til alle for en god dag, og alle de mange gaver.

Også stor tak til Hanne og Trine, som sørgede for de mange praktiske ting under selve arrangementet.

 

Aftenen før havde vi besøg af YOUNG BREEDERS fra Rødding egnen. 25 unge landmænd.

De var interesseret i at se på vores fiber i sengene og høre om vores KOMBI KRYDS program, vi er med i.

Mads Fjordside, som er vores Avls rådgiver fra Viking, havde sat et lille power point op.

Erling var også oppe hos os, og han fik lidt skubbet til dem, så der kom en rigtig god debat i gang.

De kørte først omkring 23.00 tiden, så det gik rigtig godt.

Næste morgen før vores åbent hus arrangement havde vi besøg af 43 tyske landmænd, som også var på tur med deres Avlsforening. De kom kl. 10.00 og kørte kl. 12.00, så var der lige to timer, til at få alt over i teltet.

Men det gik rigtig godt. Endda vejret artede sig.

Onsdag aften så det absolut ikke godt ud, det stormede og regnen styrtede ned. Men torsdag regnede det kun om formiddagen, så klarede det op og var rigtig godt resten af dagen.

Vi har i denne uge haft et langt møde angående rutiner og optimering i stalden.

Det bevirkede, at vi vil af med nogle køer, så der er mere tid til dem, der bliver tilbage, så de kan få nemmere adgang til at besøge robotterne.

Alt er blevet gennemgået – foder – rutiner – hvad der kan være af stress momenter tider på dagen osv. osv. så nu må vi se, hvad der sker.

Henk har været her i 4 dage og det er altid rart, vi nyder hinandens selskab både ude og inde.

Fredag stod på oprydning og weekenden er foregået i stalden, da vi selv skulle arbejde.

Derfor blev historien også forsinket.

Jeg håber det går.

Erling har lagt noget ind på hans side, kig ind og læs hans indlæg.

Det er søndag aften og vi kan kigge tilbage på en hektisk uge, men den vil blive husket med glæde og taknemmelighed.

Jeg vil smutte, så jeg kan nå at blive frisk den nye uge i morgen, hvor der igen er masser af udfordringer og ting der skal gøres.

Dejligt.

Karin

 

 

 

 

uge 27

Uge 27

Nu skal I bare høre….

Vi har været på tur til Tjekkiet i 6 dage, sammen med vores børn – vores venner og deres børn og svigerbørn.

Vi er altid 4 par, der har holdt sammen i mange år. Vi har det sjovt og er alle med på den værste.

 

Denne tur var en bustur sammen med en gruppe fra Tinglev. I alt var vi ca. 57 personer.

Vældig søde mennesker og mange friske unge håndboldspillere.

 

Vi startede ud lørdag morgen, efter et par hektiske dage herhjemme.

Vi var nede i Tjekkiet til aften, og fik noget godt at spise, og fandt os lidt tilrette.

 

Søndag havde vi fri om formiddagen indtil middag, hvor turen så gik hen til et sted, hvor der var High Rope Climbing.

Først blev man instrueret i sikkerhed, og hvordan man skulle arbejde sammen tre og tre.

Så gik det ellers op i højden.

Der var mange forskellige udfordringer, og I kan se lidt mere om det i billedalbummet, jeg har kaldt siden Aktion – Tjekkiet.

Vejret var tung og det småregnede, men ikke koldt, så det var rigtig passende til udfordringerne.

Om aftenen hyggede vi os, og gik en tur ned i den by, vi boede i.

 

Om vinteren var der her ski område, så der var masser af butikker og restauranter.

 

Mandag var vi en tur i Prag, hvor vi kunne gå rundt og se de forskellige seværdigheder og hygge os.

Først var vi på det gule marked, hvor vi pruttede og handlede om lidt forskelligt. Jeg fik f. eks. et par sandaler til 30,00 kroner. Bagefter var vi i den gamle bydel, hvor vi havde et par timer til at udforske og se de forskellige ting.

 

Tirsdag var vi på Wild River Rafting.

Det havde regnet meget i mange dage så vandstanden var rigtig høj. Man fortalte os, at det ikke kunne blive mere vildt.

Nu er det jo sådan, at vi har sejlet kano utrolig mange gange, så vi forventede os det helt store kick.

Det var der så desværre ikke noget af. Der var et sted, hvor der var lidt sus i det, men ellers en flot og roligt tur ned af en stor flot flod.

Hvad gør man så, så laver man sin egen vilde tur.

Vi var 7 voksne i vores båd. Bo – Lisbeth – Sara – Rasmus – Sanne og Erling og mig selv.

Det startede med, at vi indbyrdes havde vandkamp.

Vejret var dejlig varmt, så det var faktisk dejligt.

Vi var den bagerste båd, men inden længe havde vi sejlet forbi alle de andre 5 både, og ingen gik fri for en ordentlig gang vand. Hvilket vi i hvert fald også fik undervejs.

Sara var fænomenal til at få vand med åren, og Lisbeth heppede os frem, så de kunne høre det helt i Polen.

Om båden havde guide eller ikke, der var ingen MERCI.

Det var kun fra vores egen bus der fik, så anstændige var vi dog.

 

Vi havde tørt tøj med i bussen, for vi var jo forberedt på Wild River Rafting….

 

Efter at være tør igen, gik vi hen for at få middagsmad. Det var forudbestilt, fordi vi derefter skulle gå op i bjergene for at klatre og rappelle.

Vi, der havde meldt os, prøvede det alle, nogen mere som andre, men vi var alle godt tilfredse med os selv, da dagen var omme.

Mit store højdeskræk blev ikke overvundet, men jeg kom ned ved at rappelle, og det var såmænd ikke mere end 35 meter ned ud over en klippekant, hvor man halvvejs nede ikke mere havde kontakt med klippen, men hang ude i luften, og skulle fire sig selv ned.

 

Erling – Johnny og Jennifer kravler bare derudaf, så de nåede alle rigtig langt op ved klatringen på klipperne, lodret op af forskellige sværhedsgrader af væggene, og for dem var rappellingen ikke så slem.

Så nu var meldingen, kan du rappelle, kan du også de sorte pister UHAAAA

Men det var rigtig fedt at bryde sin egen grænse.

 

Om aftenen var vi nede i byen for en drinks.

 

Onsdag havde vi fri til om eftermiddagen, hvor vi skulle ud at bobslæde.

 

Erling – Johnny og et par fordrev formiddagen med at leje mountainbikes, og suste rundt op og ned i bjergene.

Jennifer og mig selv, og en pæn flok af gruppen gik en lang tur i naturen. Vi tog med skiliften op og gik ca. 10 km ned på 2 timer og 15 minutter inkl. pause til is.

Og det resulterede i et par ømme hofte og ømme muskler.

Det er jo ikke lige bjergvandring, vi er vandt til, herude vestpå i det flade landskab.

Om aftenen havde vi sat hinanden stævne - Tinglev mod Visby i rundbold.

Jeg tror ikke, Tinglev var klar over, hvor skøre vi er.

Vi stillede om med kampråb og alle i hvide tshirt’s - sorte streger i ansigtet og blå pandebånd, hvor der stod Visby på.

Vi fik kamp til stregen, og det var ved at gå lidt for meget op i dyst, men alle var igen glade, efter først at have tygget lidt på resultatet og spillet.

Det var jo kun for sjov, men når der spilles, så spilles der for at vinde.

Fredag pakkede vi fra morgenstunden og derefter kørte vi til Terresienstadt.

Vi var inde at se denne arbejdslejr – koncentrationslejr.

UHA, hvor har der været frygtelige tider i historien.

Man bliver helt nedtrykt og kan ikke forstå, det der bliver fortalt, har fundet sted.

Men absolut sundt at se.

Derefter fik vi aftensmad ved en dansker, der havde en restaurant – Hotel derinde i selve byen og så gik turen hjem.

Bussens aircondition var dog i mellemtiden gået i stykker og der var ikke mindre en 30 graders varme.

Så vi svedte med anstand, selv om vi kun sad i shorts og toppe.

Chaufførerne var utrolig kede af situationen, men der var ikke andet at gøre, end at drikke en masse vand og holde humøret oppe.

Det hjalp da vi kom på motorvejen og natten sænkede sig. Fredag, tidlig morgen var vi hjemme på Parkvej.

Nærmere kl. 5.15

Så vi satte vaskemaskinen i gang, sagde hej til lille Kia, som faktisk var vokset utrolig meget, i de dage vi havde været væk, og sov så til midt på formiddagen.

Så gik turen for Erling over på kontoret og ud i stalden, og jeg skulle lige have hjemmefronten lidt ordnet, og så var jeg også på min post på kontoret.

Men vi har haft mange sjove, spændende, og udfordrerne oplevelser på ferien, så nu kan vi godt komme i gang med dagens dont igen.

Det sundt, lige at komme ud og se lidt andet som køer, ude godt men hjemme bedst.

Herhjemme var det gået rigtig godt, og de havde endda haft besøg af en stor gruppe fra Høje Taastrup,

Så vi er rigtig heldige, at have vores dygtige ansatte, der både kan tage ansvar, og udrette de forskellige arbejdsopgaver, der end forefalder.

Man ved jo aldrig, hvad der kan ske i løbet af en dag, når man arbejder med levnede dyr.

Jeg vil smutte og ønske jer alle en rigtig god weekend

Karin

 

uge 26 skrevet af Trine

Det er blevet varmt på søndergården for sommeren er over os. Det betyder også at der er græs der skal snittes til ensilage. Plast og net skal lægges ud over de store stakke med snittet græs, for at undgå der kommer ilt til græsset. Det gælder om at fremme de anaerobe bakterier i ensilagen frem for de aerobe.  Er vi uheldige at de aerobe bakterier får overtallet, så begynder græsset at gå i forrådnelse og bliver varmt. Det bevirker at antallet af foderenheder i græsset forringes betydeligt, i værste fald bliver det uspiseligt, og det kan vi jo ikke bruge til foder til køerne. Det er mange penge som står på spil, da det er væsentligt dyrere at købe færdigt ensileret græs frem for det vi selv har dyrket. Landbruget har det ligesom alle andre erhverv. Det gælder om at holde omkostningerne nede, og med et dagligt brug på adskillige kilo, så render det op i løbet af et år. Men vi er heldige, 2. Slet er kommet godt i hus og nu venter vi så bare på at tiden går, så vi kan få analyseret hvor mange foderenheder der er i det.

 

Tirsdag slog varmen virkelig benene væk under køerne. De var ligesom os andre godt dovne. Vi har jo malkerobotter, så køerne skal selv gå op for at blive malket, og det havde de ligesom ikke rigtigt ret meget lyst til i den varme. Det spændende er jo at vi kan straks aflæse alle tal på produktionen inde på kontorets pc ere. Et rigtigt godt styringsværktøj.

 

Men det er også dejligt herude på landet. Ro, grønne marker, fuglene flyver højt på himlen, synger så smukt for os, og så er der et godt sammenhold. Alle hjælper alle. Vi er lige nu ramt af Arrivas renovering af deres jernbaner, så det gør det vanskeligere for os at komme rundt med de offentlige transportmidler. Hvor vi før havde en station 1½ km. fra gården, er den nu midlertidig erstattet af en bus linje. Den skal jo stadig passe med tog tiderne i de større byer, og derfor kører den udenom lille Visby. Rent faktisk hele 6 km. udenom, og hvordan kommer man så rundt når man endnu ikke har kørekort? Det med at parkere en knallert eller cykel ved den midlertidige busstation er bare heller ikke en holdbar løsning i Sønderjylland. Den er der helt sikkert ikke når du skal tilbage igen efter en endt weekend, så vi er afhængige af hinanden, og vi hjælper hinanden alt hvad vi kan.

 

Om 10 min. har jeg en aftale med en af gårdens elever. De skal til busstationen og jeg har fri kl. 14. Det passer jo sammen. Jeg kører en lille omvej, nyder turen og selskabet. De undgår en travetur på 6 km. De folk der er tilbage på gården undgår at skulle afbryde deres arbejde for at hjælpe med transport. Det må siges at være en ”win win”- situation.

 

God weekend til alle.

 

Trine.

 

 

 

 

uge 25

Uge 25

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og vores egne 2 første g’er har også fået fri. De har hjulpet til herhjemme, og det er rigtig dejligt.

Mandag aften var vi til studenterfest. Det er en skøn tid og dejligt at se, de unge mennesker feste og nyde livet ovenpå de mange anstrengelser.

Vi har i denne uge været godt bemandet, fordi børnene har hjulpet til, og mange småting er blevet ordnet.

Vi har lavet en ny arbejdsplanlægning, hvor vi er to teams.

Så er vi en time mere i stalden både morgen og aften.

Det bevirker at vi kan samle køerne op, men et større interval, og derved forhåbentlig, få en mere stabil malkefrekvens, på de banditter, der ellers kun går til robotten, når vi kærligt prikker dem på ryggen og beder dem ”SÅ at komme af sted til en omgang mælkeleverance”.

De ved hvad de skal, så snart vi står bag ved dem, men at tage sig sammen uden påmindelse, gør de ikke.

Vi har haft besøg både mandag og onsdag, og i øjeblikket er der mange tyske familier, som kigger forbi.

Det er tydeligt at mærke, at ferieperioden er ved at starte.

Så har der været Sct. Hans og vi har været til bål nede i Visby.

Vi har det godt i vores lille lokalsamfund, og det er vigtigt at møde op, når der bliver noget arrangeret. Vi har et aktivt lokalråd, ligeledes er der et byfestudvalg der overgår sig selv hvert år. Nu hvor skolen lukker, er det ekstra vigtigt at skabe sammenhold.

Hanne som var hos os sidste år, var et smut forbi, for at se, hvad der var sket siden sidst hun arbejdede hos os.

Hun vil hjælpe mig lidt i den ene sommeruge, hvor vi ikke er så mange på arbejde.

Når der er besøgende, er jeg fuldt optaget med dette, og der kommer ofte så mange, at der skal en ekstra til, også fordi de ikke alle kommer på sammen tidspunkt.

Fredag var jeg hele dagen i Åbenrå, hvor Carsten og jeg fik lavet den sidste film.

Har I været inde på forsiden og se appetitvækkeren??

Jeg har ligeledes fået lavet den sidste film, nemlig en lidt mere faglig film, som mere henvender sig til Landbrugsskoler og kolleger.

Vi har lagt lidt ud på hjemmesiden til salg.

Efter at vi har fået fiber i sengene, behøver vi ikke de plader, vi havde i sengene, for at spare på sandforbruget.

Ligeledes er der også en Wood Chuck skovl, som er rigtig god til at smide sand ud til hver side, via en snegl i bunden.

Vi fik 2 små kalve i dag, og den ene er lidt sjov. Den har en lille rød plet på det ene lår, ellers er den ren sort – hvid. Så det må være lidt krydsning i den.

Vi har ikke haft så mange kælvninger i denne uge. Men der kommer en del i den kommende uge.

I næste uge skal vi igen ensilere græs, og denne gang ser det meget bedre ud.

Nu gælder det så om, at vejret holder, som der bliver spået.

Når græsset er slået ned skal det ligge i 1½ til 2 dage og vejre, for dernæst at blive revet sammen og snittet.

I denne periode må det ikke få vand.

Når det er væk fra marken, og marken herefter har fået gødning, vil vi til gengæld gerne have regn, så gødningen kommer ned til rødderne og græsset kommer i vækst igen.

Der er mange penge på spil, og kvaliteten af foderet er vigtigt for hele mælkeproduktionen og sundheden af dyrene.

Så derfor studeres DMI i flere dage op til at beslutningen træffes og ensilagen er under plastik.

Det skal ikke kun passe med vejret, når først maskinstationen er bestilt, så er tidspunktet fastlagt, og der er ikke så mange veje tilbage.

For der er jo flere landmænd som os, der har de samme tanker og problemstillinger.

Men vi skal i hvert fald snitte på tirsdag.

Hvis der er spørgsmål eller kommentarer, til det jeg skriver, så skriv endelig til mig.

 

Rigtig god weekend

Karin

 

 

 

 

uge 24

Hej, nu blev det søndag, før jeg fik skrevet.

 

Jeg håber, at I stadig kommer forbi og læser med, selv om jeg har været lidt ustabil.

 

Vi har selv været i stalden i denne weekend, så er dagen bare væk.

 Vi starter tidligt, og så er det rart, hvis det kan lykkes med en lille lur midt på dagen.

 Det er jo trods alt weekend.

 

Sol og regn afveksler hinanden, og det er, som når den danske sommer er bedst.

Jeg kan slet ikke forstå, at vi har Sct. Hans i næste uge,

men man kan se det rundt omkring, fordi alle er i gang med at klippe hække.

Så begynder dagene snart at gå tilbage igen.

Og som min svigerfar altid siger, så har vi to vintre og en sommer foran os.

 

Men stop lige lidt, vi skal stadig nyde denne sommer, og ikke se sort på noget som helst.

Vi er sunde og raske og kan stå op hver dag, og gøre dagens gerning, så vi er meget privilegerede.

Lynet kan slå ned, og sygdom ramme, før man ved det.

Så vi lever livet, selv om vi til dagligt ligger mange timer i stalden.

 

Vi så pinsesolen danse i bogstaveligste forstand sidste weekend.

Vi var til sølvbryllup ved vores venner, og det var en kanon fest. Vi var alle i 80’ er tøj og musikken var også fra vores glade ungdom. Så danseskoene var slidte, da vi kom hjem langt ud på morgenstunden.

Henk og Sonja tog hjem til Holland over middag pinsedag. Så kunne vi lige tage en lur på sofaen, for at være klar til mandag, hvor vi selv havde tjansen i stalden.

 

Vi har fået en del kalve i denne uge, og der har været klovbeskærer.

Når der falder en helligdag, skal de daglige ting pludselig ordnes på færre dage.

 

Vi har været til forskellige møder.

Erling har været til erfa møde. Vi er med i en landsdækkende gruppe.

Så har vi været på bedriftsbesøg hos en kollega i nærheden af Løgumkloster.

De havde bygget ny malkestald og stald. Så det var rigtig spændende, at komme ud og se, hvordan andre gør. Der er altid ting at lære, og det er altid hyggeligt at komme ud og snakke med andre kollegaer.

 

Jeg har været til møde på Hellevad Mølle.

Utrolig spændende sted, hvor der er lejligheder, og hvor der drives økologisk landbrug. De bruger deres egne varer i køkkenet til deres gæster, og det var som om, man bare fik ro i sjælen, ved at være der.

Det er lidt sjovt, at man ikke aner, hvad der findes lige i nærheden.

Jeg var her til møde, fordi jeg har meldt mig til Zynergi-netværk.

Fra ide til virksomhed.

Dette var det første møde, hvor der var et indlæg af en fremtidsforsker ved navn Marianne Levinsen, hun operer til dagligt i Center for fremtidsforskning. Tema var Fremtiden og mulighederne.

Vi er en gruppe, som alle har en ide og et fremtidsønske, og  for at udvikle  og skabe mulighederne for denne ide, er det meningen, at vi kan hjælpe hinanden ved at net-værke, som det hedder nu til dags..

Det er godt nok at have gode ideer, men det kan være svært, at få dem realiseret.

Det var et spændende møde og næste gang er temaet markedsanalyse og afsætning.

 

Jeg er i fuld gang med at organisere Erlings åbent hus, som vil foregå på hans fødselsdag. D. 14. juli fra kl. 15.00  til sidste mand går hjem.

Vi sætter et telt op, og her vil vi gerne fejre Erling og hygge om vores gæster.

Alle er velkomne.

 

Trine er kommet tilbage efter hendes ferie, så det var rigtig rart, at have hende på kontoret igen,

Nu må vi se, hvor længe hun fortsætter, da hun gerne vil arbejde med at lave hjemmesider osv.

Det bliver hårdt, når hun ikke kommer mere, fordi Trine ordner mange af de småting, der skal trykkes – poser der pakkes, til de børn der besøger os osv.

 

Derudover er der gang i et andet projekt, nemlig FAMILY FUN en vifte af tilbud.

Men det kommer noget om det senere.

 

Erling er til en del møder angående Biogas, og han har også været til Agro marked.

Det er en erfa gruppe som mødes, og så har de nogle analytikere til at komme, for at fortælle om de

forskellige markedsanalyser på råvarer – i alle mulige afskygninger.

Hvordan man regner med, at priserne vil arte sig i fremtiden, hvad der kan give udslag osv.

Det er meget vigtigt, at følge disse analyser, så har man noget at træffe sine beslutninger ud fra.

 

Kia vokser godt og den er vældig fræk.

Den er simpelthen sjov.

For dem der ikke har fået dette med, så har vi fået hundehvalp , og det er en sort labrador formel 1.

 

Jeg vil slutte for denne gang

Rigtig god søndag

Karin

 

 

 

 

 

Uge 23

Nu skal I bare høre,

Da vi kom hjem fra Holland og havde pakket ud, hentede vi vores lille hundehvalp.

Kia er en lille sort formel 1 labrador, som bare er en hjerteknuser.

Den kan underholde os alle.

Det medfører selvfølgelig også en masse ekstra i vores hverdag.

Den skal luftes og hvis det kniber, er farmor og farfar sat på opgaven om formiddagen, hvor der altid er tryk på kontoret. Hver eftermiddag kommer Torsten og pigerne og ser til den.

Vi kan nemlig ikke lige lade den løbe, da vi suser rundt i så mange store køretøjer, og der må ikke ske den noget. Men den ved godt, hvor den hører hjemme, og hvor dens soveplads er, så det er jo rigtig godt.

 

Næste store begivenhed i denne uge, er Gitte og Dennis’s sølvbryllup.

Mandag var vi nede at hænge ranke op. Tirsdag morgen - morgensang, flere aftener har vi øvet vores lille fremførsel, som skal løbe af stabelen til festen på lørdag.

Det bliver godt.

Tirsdag og onsdag har Johnny og Jennifer været til årsprøve, så de skulle lige kører frem og tilbage, da de hver skulle have egen printer med.

 

Tirsdag formiddag ringede telefonen, og der blev spurgt, om vi kunne have besøg af 35 tyske landbrugsskole elever i løbet af  en ½ time.

Selvfølgelig kunne vi det. Hjernen skulle lige spoles over på tysk, og så tog vi den derfra.

 

De kom fra Friesland, tæt på den Hollandske grænse.

Meget engagerede unge mennesker, og de havde så mange spørgsmål, at jeg måtte have Erling til hjælp.

Erling er super god til at provokere lidt, så der kommer en faglig og god debat i gang.

 

Vi har også haft gæster af skoler, og forleden dag, var der en lille tysk familie der kom fra Møgeltønder Camping. Da de kom, var vejret fint, men senere blev nød til at køre rundt for at se de små kalve og de andre stalde, da det stod ned i stænger.

Der var tordenvejs og voldsom skybrud.(rigtig godt, for vi manglede vand)

Men nu var de kommet helt nede fra Koblenz ved Rhinen, hvor der ikke er andet end vinmarker, så skulle deres lille søn på 8 altså ikke snydes for at se køer og kalve.

I dag, fredag kommer Henk og Sonja fra Holland op til os, og bliver hele weekend.

De skal med til Sølvbryllup. Så skal vi hygge og slappe af. Vi har fri i weekenden, men skal selv arbejde 2. pinsedag.

Sonja har slet ikke set vores nye stalde, så det er ved at være længe siden hun har været i Danmark.

 

Ellers går det fremad med køerne igen. Efter at foderet igen er afstemt, kvitterer køerne også med mere mælk og bedre sundhed. Man skal hele tiden være på dubberne, og det kan være noget af en gåde, hvad det sommetider skyldes.

Marken:

Majsen vokser godt, og de har været glade for den regn, vi har fået, de sidste par dage.

Ligeledes er græsset også kommet godt i gang efter det første slet vi tog forleden.

Lidt regn – lidt sol – er optimal, så lad os se hvordan vejret arter sig.

 

 

Har I været inde og se appetit vækkeren på forsiden??

Jeg håber, at det kan være med til at give et indblik i moderne mælkeproduktion.

Måske at man tager kontakt til en landmand og kommer ud og ser med egne øjne, eller også bare får lidt indsigt ved at se filmen.

 

Vi har i hvert tilfælde mange positive oplevelser, når der kommer nogen på besøg.

Vi kommer i dialog med dem og tager os tiden til at vise og forklare, hvad de ser og hvad der sker i de forskellige situationer.

 

Nå, jeg skal vist over til min lille frække hvalp,

og gøre klar til en god middag i aften,

rigtig god weekend

til jer alle.

Karin

 

 

Cykeltur til Holland

Uge 22

Efter en travl weekend med besøg og arbejde i stalden, var der nu udsigt til et par dage hjemmefra.

Vi havde lige de to første dage derhjemme, hvor alt skulle gøres klar, til at vi kunne tage  af sted.

Mandag fik vi lavet nyt backup på alle vores computere, hvilket Skærbæk IT stod for.

 

Vi  har haft nogle store udfordringer, da vi ikke kunne finde årsagen til, at vores køer faldt i ydelse, og at der sundhedsmæssig gik lidt ned ad bakke.

Vi har gravet i det hele, og brugt mange timer på at analysere og observere.

Hvad har vi gjort anderledes, hvad har vi ændret, hvad sker der og hvorfor??

Nu mener vi, at have fundet ud af det.

Så der er sat nogle tiltag i værk, og så må vi se, om det giver bedre ydelse, og at sundheden igen kommer i top.

Energibalancen var ikke optimal, og det var blandt andet noget med kraftfoderet og lidt med majsen.

Når en ko kommer i energi underskud, bliver dens immunforsvar forringet, og så bliver den lettere syg og sløj, og det første den gør er, at den ikke produceres så meget mælk, for at passe på sig selv.

Det kan vi så dagligt følge, men selv om vi kan se de falder i ydelse, er det lige med at finde, hvor der helt præcist er problemer.

Så vi har været Sherlock Holmes, men det er meget frustrerende, når det er pengepungen det går ud over, og dyrene ikke trives som de burde.

Anna Mette Ugelvig (kvægbrugskonsulent) og Grethe Post ( dyrlæge)har også været dybt involveret.

Nu er der lavet ny foderplan, og tjekket grundigt op på det leverede kraftfoder, og så SKAL det bare gå op igen.

Onsdag startede vi i stalden og ved 9 tiden kørte vi mod Gråsten Landbrugsskole.

De har brugt os og vores  gård til deres Produktions Leder opgave.

Vi havde i sidste uge fået deres afleveringer tilsendt.

Dem havde Erling så grundigt gennemgået, for at kunne stille spørgsmål ind til dem, når de nu skulle fremlægge deres projekter/opgaver for os og deres lærere og med studerende.

De var meget spændte og nogle lidt nervøse, men de havde lavet nogle rigtig gode og interessante afleveringer.

Før vi kørte hjem, viste Peder Damgård os rundt på deres Naturskole, og den måde de håndterede besøgende. De har rigtig mange besøgende, både børn - voksne  - skoler osv. videre lige som os.

Men så skulle vi også huj hej hjem.

Jeg var ikke færdig med at pakke til vores tur til Holland.

Vi havde nemlig tirsdag aften besøg af en gruppe på 32 personer, som fik en rundvisning og benyttede vores lokaler.

Men det ender jo altid med, at vi når det hele.

Kl. 16.00 kørte Erling og Åge, Niels Otto og Torsten afsted på deres racer cykler – og målet var Holland. Nærmere betegnet Henk og Sonja, som bor ved byen Emmen.

Ina og mig selv skulle være følge bil, så vi var installeret med 2 GPS’er og landkort.

Brød, masser af bananer, reservedele, vand, sødt til energibalancen og et super godt humør.

Første stop var Tønning. Ca. 120 km nede i Tyskland.

Torsdag cyklede de i små 11 timer. Incl. Kø til forskellige færger.

Vi sejlede 3 gange. Nordsee kanal, Elben og Weser.

Til middag kom Clara og Anja med en lækker frokost. Vi mødtes med dem ved Glyckstadt, hvor vi alligevel skulle vente på færgen.

De kørte så bagefter hen til det hotel vi skulle overnatte på i Westerstede, så der var udleveret nøgler og de havde orienteret sig med køkkenet - ifald det blev sent.

Vi kom dog alle til hotellet ved 20 tiden. 250 kilometer og mange timer på en lille cykelsadel.

Så de så lidt stivbenede ud, da de klikkede ud af pedalerne, men de var i et super godt humør og et par øl og lidt godt at spise, gjorde det i hvert fald ikke dårligere.

Godt forspiste og trætte fandt vi dynerne.

Jeg tror Torsten og Åge var glade for at deres koner var kommet til i dagens løb, så skulle de ikke sove sammen igen.

Fredag havde vi lidt mere tid om morgenen, i dag skulle der ikke cykles så mange kilometer som i går.

Vi ankom til Henk og Sonja ved 14 tiden og på det tidspunkt havde de tilbagelagt 470 kilometer.

Vi havde desværre givet dem 10 kilometer ekstra.

Men på så lang en strækning og med bare små veje, syntes vi at det var nådigt sluppet.( set ud fra navigatørerne)

Vi har set så meget - smuk natur- flotte huse – haver – vand – søer – vandløb – kanaler ja det skal ses og opleves.

Man går glip af meget, når man kører med motorvej. Men det tager desværre også lang tid at tage de små veje.

Men det har virkelig været en oplevelse.

Tilbage til cyklisterne.

Sonja og Henk havde sat en flot finishskilt op og Sonja gav de fleste en omgang massage og så var de friske til grillfest om aftenen.

Lørdag var vi ude at stå på vandski  ( Niels Otto – Erling – Karin) og tilbragte det meste af efterimiddagen ved en super lækker sø. Vejret var strålende og om aftenen råhyggede  vi over en super  lækker middag på en kinesisk restaurant i Emmen.

Søndag tog vi tidligt hjem, da Niels Otto og Ina skulle hjem for at ensilere græs.

Så kom vi også hjem til at kunne ordne post osv. Der er altid noget at se til, når man er selvstændig.

 Vaskemaskinen kører nu på højtryk og jeg har fået skrevet min historie, så nu vil vi lige slappe af før, det hele starter igen i morgen.

Rigtig god farsdag og rigtig god søndag herfra

Karin

 

 

 Der kommer billeder senere

Uge 21

Velkommen tilbage til ugen der gik.

Vi er endnu lidt forpustede, for der har virkelig været gang i den, i den forgangne uge.

 

Vi har haft personalemøde, som vi altid holder efter fyraften. Så sidder vi og får aftensmad sammen og bagefter holder vi møde. Det var første personale møde med vores to nye elever.

Vi har altid en tur bordet rundt, og her kan man komme med alt, man er utilfreds med, men også gerne det man er godt tilfreds med. Hvor er vi, og hvor vil vi gerne hen, hver især.

Vi har alle ønsker og behov, og vi skal alle have det til at passe sammen.

Men der var ikke noget negativt, men ting vi snakkede om, kunne gøres på en anden måde.

Vi har alle et eller flere ansvarsområder.

 

Erling startede ud mandag med 3 vigtige møder, så ham så vi ikke så meget til.

Et herhjemme, et i Vojens og et i Vissenbjerg

Græsset ( 1. slet)  blev slået ned mandag, og ensileret tirsdag.

 

Tirsdag havde vi produktionsrådsmøde, hvor vi evaluerer siden sidste møde og sætter nye mål.

Så var der lige 10 besøgende fra LRØ, som skulle se på fiberfraktion, og hvordan det ser ud, når det ligger i sengene. Hvad vores erfaringer var og så videre.

 

Det var ikke gået helt rent ind, at de kom om formiddagen,( vi havde fået at vide at det blev eftermiddag)

 så det var lidt synd, men vi gik en hurtigt tur rundt på ejendommen, og så på tingene,

 ( Erling kom også lidt med ind over, midt i, at han var ved at fodre).

Vi skulle jo selv have et vigtigt møde kl. 10.00, så han havde lidt travlt.

De fik lokalet ovenpå, og de havde selv rundstykker og kaffe med,

 så flyttede vi, bare vores eget møde ned i køkkenet.

 

Sent tirsdag aften lagde vi plastik på den nye græsstak, og det var bestemt ikke let, da der var masser af vind.

Helle og Jane og Raluka havde ikke prøvet det før, så de skulle lige lære de forskellige ting.

Men fordi vi var rimelig mange, gik det forholdsvis hurtigt.

 

Vi gik ind ved 22.30 tiden efter en lang dag, og sov som sten, til næste morgen.

 

Onsdag var jeg i Åbenrå, hvor jeg sammen med Carsten fik lavet en appetitvækker.

Hvad er så en appetitvækker, ja det er en kort præsentationsfilm over vores Besøgslandbrug, og den kan I se, ved at trykke på linket ude på hjemmesidens forside.

 

Hjemme var de alle med til at ligge net og bil dæk på græsensilagen fra i går.

Det er vigtigt, at der ikke går hul på plastikken, for kommer der luft (ilt) til, går der en forrådnelses proces i gang. Foderet bliver varmt og så smager ensilagen for det første ikke så godt, og værdistofferne forringes betydeligt.

Derudover reagerer køerne, ved at få yverbetændelse og andet, hvis deres foder ikke er tip top i orden.

Så der ligger mange penge i en ensilage stak, så derfor al den omsorg, at alt er i orden.

 

Torsdag var Erling til møde i Nyborg, og herhjemme havde jeg besøg om eftermiddagen af 42 børn og 6 voksne fra Valby. En friskole der var på lejr her i Visby.

De plejede at være til Roskilde dyrskue, men det lå åbenbart på en helligdag i år, så de var yderst tilfredse med, at de så her kunne komme ud på en gård, og se dyrene, men også hvordan man arbejder med dem.

De gik helt bananas i vores halmstak, se bare på billederne, de hyggede sig, ser det ud til.

 

Om aftenen var der en 2. klasse fra Sejerslev, de havde klasse komsammen, så de havde deres forældre med. De fleste bor her i nærheden af os, og mange cykler tit forbi, men har aldrig været inde i staldene og set og hørt om, hvordan det i virkeligheden foregår.

Nogen af børnene havde selv erfaringer, med hensyn til køer og kalve. Det er så sjovt at spørge og høre om deres meninger og fortællinger.

 

Fredag morgen startede vi ovre i stalden med at spise morgenmad, som vi plejer, med vores ansatte.

Dagen planlægges og de forskellige udfordringer bliver ordnet, og så var vi til diabetestjek i Tønder for derefter at tage til dyrskue i Åbenrå.

Jeg skulle stå ved nogle køer fra 11.00 til 12.30  lige som sidste år.

Her kunne børn og andre der som forbi, prøve at malke en levende ko med hånden.

Jerseykoen brød sig aldeles ikke meget om al den hurlumhej, at der var så mange der ville pille ved den. Så det gik ud over den sort- hvide SDM ko. Den stod bom stille, og jeg skal love jer for, at venste forkirtel var malket tom, for det var den, de alle nemmest kunne komme til, at rive i.

 

Nu skal vi lige arbejde i weekenden igen, fordi vi har lidt næste weekend, hvor vi ikke lige kan være i stalden.

Plus at der kommer 4 klasser i morgen, 82 elever, som skal ud at se, hvor mælken kommer fra.

Jeg glæder mig til at vise dem det hele, og til at se, hvordan de reagerer.

 

Jeg blev lidt chokeret over nogle af børnene i dag på dyrskuet.

De synes det er ulækkert at malke en ko.

Det , at de synes, det er ulækkert giver mig ekstra blod på tanden, til at vise, at det er det mest naturlige i verden.

Vi starter alle med at drikke mælk,

Om  det er et menneske eller et pattedyr, så hvad kan være ulækkert her !!!!!!!!!!!!!!!!!!

Vi ses i næste uge

Rigtig god weekend til jer alle.

Karin

 

 

 

 

uge20

Uge 20

Denne uge har stået i festens tegn

Mandag aften havde vi gæster til middag, fordi jeg havde fødselsdag næste dag.

I servicebygningen var der møde om aftenen, så der var gang i sagerne.

Tirsdag på min fødselsdag kidnappede jeg min mor og svigermor.

Min mor fylder 85 og min svigermor 80 her i år, så de anede ikke, hvad de skulle.

Vi kørte lidt rundt i området, for så at ende op ude på Tønder flyvestation.

Her gik vi 3 piger i et lille fly, og vores pilot Gunnar Hansen, fløj os rundt til de destinationer, vi gerne ville se.

Vi fløj først til Visby, over Gallehus skov og tog to ture rundt om vores gård og Solveig og Bernhards lille hus, derefter fløj vi over Sølsted mose til Løgumkloster, hvor vi fik set Brede Å undervejs.  Ellum på afstand og en hel runde rundt om Løgumkloster.  Vi lagde især mærke til hvor meget det nye Plejecenter fyldte i landskabet.

På vej hjem til Tønder fløj vi over mit hjemmet ude på Langskov, Ellummark, og kunne se Kongens Mose på afstand.

Men jeg blev overrasket over, hvor meget vand der her var. Efter at vi har haft det så tørt i lang tid.

Det er også sjovt, at se hvor stor Kongens mose er, når man ser det hele ovenfra.

Men selv om det blæste en del og jeg syntes, at det gav lidt sug i maven ind i mellem, så var de to ældre damer total seje, de var så optaget af turen, så det var en fornøjelse.

Onsdag var vi så til Mors 85 års fødselsdag, og jeg havde fået lavet en skifteramme, med billeder fra flyve- turen.

Det var rart at se familien igen. Onkler og tanter, kusiner og fætre, nevøer og niecer med deres børn.

Fredag, Bededag, var vi til konfirmation ved min nevø i Løgumkloster..

Så står det til gengæld på arbejde  hele weekenden, så da laver vi ikke de store krumspring.

Lidt fødselsdags kaffe ved en af vores venner på søndag, og så skal Erling jo selvfølgelig ud at cykle.

Sidste søndag tog de 160 kilometer, hvad de skal nu på søndag, vil tiden vise.

Nu varer det ikke længe, før de skal cykle til Holland, så han øver på livet løs, og han nyder at cykle.

Når han så kommer hjem, kan han spise, hvad han vil uanset sukkerindhold og fedt.

Det er hans måde at styre sin diabetes på.

Vi andre er privilegerede, vi kan spise, hvad vi har lyst til.

God weekend

Karin

 

 

uge 19

Uge 19

Maj er en skøn måned. Alt bliver grønt og alle blomsterbuske sprudler om kap,

 og sender tusindvis af dufte I luften.

Vores solsort, som har rede helt op af stuevinduet, har fået unger. 3 sultne pippende fugle.

Forældrene har travlt med at fodre dem og de vokser utrolig meget dag for dag.

 

Vi går og sukker efter regn. Markerne mangler vand og græsset og alle de andre afgrøder er gået i stå.

Der kom lidt regn forleden dag, men slet ikke nok.

Mange landmænd kan vande med deres vandingsmaskiner. Der er et krævende arbejde og de arbejder i døgndrift, med at flytte disse vandingsmaskiner rundt på deres jorde.

Vi kan ikke vande, og må tage det som det kommer.

Men hvis nogen af jer, der læser dette, kender regndansen, må I gerne danse den i et par dage.

 

Ud over vandmangel, har vi haft en rigtig god og travl uge.

Erling har været i Århus til møde i 2 dage, og de andre dage har han haft travlt med at ordne de forskellige ting, så han kunne tage hjemmefra.

Klovbeskæreren har været til køerne i stald 5, ja så har vi haft kalveboom igen.

Mange små nye, og i denne uge har det hovedsageligt, været tyrekalve.

Det er lidt sjovt, fordi det kommer tit lidt i perioder. Nu har vi i længe fået mange kviekalve, nu kommer tyrene så.

 

Vi har rigtig mange besøg. Mandag startede med 45 friske pensionister fra Vojens kanten.

De kom med bus, nemlig Claus Clausens busrejser fra Frifelt.

 

Mandag startede meget forkert.

Kate kom ind midt på formiddagen og blødte som en gal fra panden.

Hun gør det altid godt, når hun går i gang.

På en eller anden måde havde hun fået en luge i hovedet, som slet ikke skulle kunne lade sig gøre.

Men hun skulle i hvert fald et smut på skadestuen, så vi var sikre på, at alt blev tjekket og evt. syet.

Så Trine blev sendt af sted med Kate, så havde jeg ikke Trine til at smøre boller osv.

Opgaverne skulle omfordeles i stalden, så det var godt, at Raluka kunne overtage alle Kates opgaver.

Jeg havde dækket bordene, fordi gæsterne skulle have kaffe og kage. Hvad gør man så – ja man ringer efter farfar og farmor. Farfar smurte boller og farmor lavede kaffe i stor stil.

 

Trine kom hjem med Kate, hun havde fået et par strips i panden, men også lidt hjernerystelse.

Så hun blev kørt hjem til hendes mor i Bredebro.

Men dagen endte op med at blive en vellykket dag, trods de mange udfordringer.

Om aftenen var vi et smut forbi en af vores venner som fyldte 50 den dag.

 

Der har været besøg af en børnehave, og der er kommet flere forespørgsler til den kommende tid.

Det er bare skønt. Det er lige det, vi havde håbet på.

 

Torsdag var jeg hele dagen nede ved Carsten i Åbenrå.

Carsten har filmet en masse ude ved os, og nu skulle det hele sættes sammen til en film om vores gård.

Det tog hele dagen, og vi er stadig ikke færdige.

Men det er helt utroligt, hvordan hans computerprogram kan tage ud og sætte ind.

Det er en hel ny verden for mig, meget spændende.

Fredag var der fødselsdags reception på Sønderjysk Landboforening, hvor skatteminister Peter Christensen og Trafikminister Hans Christian Schmidt var talere. Jeg have en stand med vores besøgslandbrug og Jeannette Broeders havde hendes malerier med. Malerierne er kommet hjem igen til os, de kan stadig ses i vores Sevicebygning.

I næste uge, fylder min mor 85, og min nevø skal konfirmeres, så det bliver igen en travl uge.

 

Rigtig god weekend

Karin

 

 

uge 18

Uge 18

Kom maj du søde milde, med varme, sol og grønne grene.

 Alt eksploderer i naturen, det er så smukt uanset, hvor man kigger hen.

 

Vi har i denne uge haft besøg af 6a og 6b fra Bredebro skole.

De har i køkkenskolen arbejdet med råvarer og lavet forskellig slags mad.

Så nu ville de ud og se, hvordan nogle af råvarerne så blev fremstillet.

Så vi var hele den røde tråd igennem med afgrøderne ude på marken, og hvordan den bliver til ensilage - gennem køerne for til sidst at blive til mælk og kød.

Der er så mange ting fra koen, som vi bruger uden rigtig at tænke over, at det er fra dette dyr det kommer.

Sko, tøj, møbler, mælkeprodukter, kød, gødning, biogas, pensler, osv.

 

Så har vi også haft besøg oppe fra Nord Jylland.

Agri Nord havde arrangeret en bustur ned til os og en anden landmand, der også bruger fiber i sine senge til køerne.

Vi var en tur rundt på hele bedriften, og derefter var der spørgsmål til Erling om brugen af gyllefibre i køernes senge.

De fik mad fra Agerskov Kro, hvilket altid er en succes.

Det er altid spændende, at have besøg af kolleger, og vi kan lære meget af hinanden.

 

Der har været travlt i den uge, som det plejer, men i denne uge har vi haft vores 2 nye elever.

De er stille og roligt ved at komme ind i de daglige rytmer, og det er rigtig godt.

Der er altid mange ting, man skal sætte sig ind i, og for os er der også mange ting, som vi går og tager for givet, som vi skal huske, at forklare, og tjeke at tingene bliver gjort, som vi forventer.

Det kan være lidt af en ufordring at få det hele kommunikeret ud.

 

Hjemme i vores stue følger vi en solsort, som har lavet sin rede i vores hæk, reden er lavet så tæt på vores stuevindue, at vi ser direkte ind på fuglen, når den ruger, og vi kan følge dens 5 æg på klods hold.

Det bliver sjovt, når æggene klækker.

 

I morgen lørdag har Jennifer fødselsdag.

Torsten, Jennifer og mig har været ude at vælge en hundehvalp i dag.

En sort labrador, som skal være gårdhund hos os, og jagthund for Torsten.

Det fungerede rigtig godt med Bessie, så nu er grundstenen lagt til et nyt samarbejde.

Hvalpen er først 4 uger, så der går en måneds tid, før vi kan hente den.

Men jeg har lagt et billede ind, så kan I se det lille vidunder.

 

Vi har selv staldvagten i denne weekend, så vi ved nok hvormed tiden skal gå.

Her i maj kommer der en masse fødselsdage i den nærmeste tid, og der er masser af møder af forskellig art under opsejling, så vi kommer ikke til at kede os.

Jeg vil ønske jer alle en god weekend.

Karin

 

uge 17

Uge 17

Efter en dejlig påske, hvor vejret har været strålende, startede ugen med fuld fart på.

Tirsdag var Kate tilbage fra sin sygemelding, og det første vi gik i gang med, var at følge op på alle vores gøremål, der ligger fast i ugens løb.

Når der er helligdag, arbejder vi weekend, eller i hvert fald så meget som muligt.

Med torsdag – fredag og  mandag som helligdage, var der masser af arbejdsopgaver til de første dage.

Kalvene skulle muges, og vi fik vendt alle hytterne om, så de nu vender udad. Så får de lidt mere luft og kan sole sig, uden at det bliver for varmt.

Efterår og vinter er der tit regn og vind fra sydvest, så da har vi løbegårdene vendt indad mod dybstrøelses stalden, så er der ly for kalvene og kalvepasseren kan gå under tag og tage sig af de små.

Men nu er det lunt, og så er de vendt.

Så skulle der godes køer, og forskellige dyr skulle skifte stalde, alt efter, om de var ved at være tæt på kælvning – erklæret drægtige eller bare fordi de nu var kommet så vidt, at de ikke skulle fodres med mælk mere.

 Vi plejer at have en dag i ugen, hvor vi rokerer rundt. Det foregår med vores lille kreaturvogn, og det går hurtigt, fordi dyrene kender den fra de er helt små.

De hopper op i vognen og ud igen uden problemer. De er trygge og fortrolige, så der er ingen bøvl i det.

Eller fare momenter hverken for dyrene eller os. Det hele forgår stille og roligt.

Vi har fået tvillinger igen, faktisk 2 par, så der er familie forøgelse som sædvanlig. Vi har næsten dagligt kælvninger, så er arbejdsbyrden fordelt over hele året både for kalvepasseren, men også med rokaderne i staldene. Så det er rigtig godt.

Vi har fået 2 nye elever . Dem glæder vi os til at lære op, så de kan blive dygtige landmænd/kvinder.

Erling har været til generalforsamling i Sønderjysk Biogas.

Erling og Lars Keld Jensen blev valgt som formænd. De deler posten, så det bliver spændene.

Så har vi haft besøg af Abild Børnehave

42 dejlige børn, som var ivrige efter af se og høre om dyrene.

De var her i næsten 4 timer. Vi var flere gange ude ved dyrene, især de små kalve og de køer man kommer rigtig tæt på, er et hit. At koen gør sin næse ren med tungen og hvor lang den tunge egentlig er.

En kokasse fabrikation vækker også opsigt.

Vi havde en kalv ude, så de rigtig kunne komme tæt på, og mærke dens tunge, lade den sutte på fingrene, mærke hvor blød dens pels er, og se hvor stor en nyfødt kalv er i forhold til deres egen størrelse.

Madpakken blev fortæret med stor appetit, og smagsprøverne fra ARLA var også et godt indslag.

De fik lov til at holde en magnet og en pat kop i hånden, og de var rigtig optaget af det hele.

Jeg havde en tegning af en sjov ko i en robot, som de farvelagde og inden vi så os om, så var tiden gået og de skulle alle af sted med BINGO bussen igen.

Der var lidt stille, efter de var taget af sted, det var virkelig sjovt at se dem og deres engagement.

I næste uge kommer der 6. klasses elever fra Bredebro.

Da skal vi mere ind om flere fakta – som dyrevelfærd – fødevarer – og hvordan dyrenes behov og vores hverdag tilpasses hinanden.

Hvor de små mere skal se – høre – mærke – lugte dyrene.

Jeg vil holde weekend, det er lang tid siden vi har haft en fridag.

Så med ønske om en god weekend til jer alle, vil jeg smutte og vi ses igen i næste uge.

Karin

 

 

 

 

Uge 16

Påsken er rigtig dejlig i år.

Solen skinner og der har været op til 23 graders varme.

Det ny såede korn pibler af jorden og svalen er kommet.

Den kvidrer nok så glad og har allerede begyndt sit arbejde med reden.

Den er flittig og glad.

Jeg tror, at vi mennesker skal kigge på denne lille fugl, hvordan den holder fast i det mest vigtige og samtidig bevarer  sit sprudlende humør.

Vi skal være tilfredse,  med det vi har, og er vi ikke det, ja så er vi vores egen lykkesmed.

Så må vi overveje, hvad der skal til og så få noget gjort ved det.

Vi har travlt, Kate er stadig sygemeldt og Søren er hjemme på påskeferie.

Men hver dag går helt af sig selv, og vi undrer os tit, nu er det fredag igen, og der skal skrives på hjemmesiden. Hvor er ugen blevet af.

Det må være et  tegn på, at vi ikke keder os.

For tiden er alle landmænd i gang med at så majs. Det er også en af vores hovedafgrøder, så Claus er derfor også i gang på vores marker med majssåning.

Græsset kan godt li’ varmen, så om et par uger, er vi nok igang med at høste det 1. slet græs.

Nede i Mollerup, hvor jorden er lav, går der dog lidt endnu, før der rigtig kommer gang i væksten.

Det afhænger nemlig meget af jordtype og undergrunden.

Der er f.eks. allerede meget tørt på de sandede jorde. Så mange landmænd er begyndt at kigge lidt efter regnskyer, selv om de faktisk godt vil have varmen også.

Vi kan ikke trylle, og bliver nødt til at tage det, som det kommer, vejret kan ingen bestemme over og det er godt, ellers havde det sikkert ført til uendelig mange skænderier og ufred.

Det man ikke kan lave om på, må man tage som det kommer og få det bedste ud af, så vi nyder solen og godter os i varmen.

Vi har stadig mange kælvninger, og det går rigtig godt.

Raluka har virkelig ydet et enormt stykke arbejde, både med at løfte nogle af Kates arbejdsopgaver, men også samtidig haft overblikket over de små.

Og hun sprudler, hun er altid glad og tilfreds, hun gør lige det jeg skrev om , lever i nuet, er tilfreds og har et godt humør.

Samler på de gode ting og får de mørke skyer og små problemer pustet væk.

Vi er utrolig privilegerede med vores ansatte, de er aldrig syge og er altid med på nye ideer og ligeledes, hvis det er påkrævet, så smøger vi ærmerne op og går i gang i fællesskab.

Vi har haft besøg af flere familier og de er alle lige forundrede og positive, når de kommer rundt og ser, hvordan dyrene bor og bliver behandlet.

At de går frit fra nyfødt til de engang skal herfra.

Det er kun i det tilfælde, hvor de skal insemineres eller undersøges for andet, at de lige står fikseret i 10 til 15 minutter.

Vi håber, at dem der besøger os fortæller deres oplevelse videre .

Vi er altid klar til en rundvisning og dialog om vores arbejde, og liv med dyr og omverden.

 

Husk vi har også maleri udstilling af Jeannette Broeders, som I kan se samtidig med.

Rigtig god påske

Karin

 

 

 

Velkommen til vores hjemmeside

Uge 15

Foråret er kommet og bøgen er sprunget ud flere steder i vores lille yndige land.

Der har været tvilling dåb i kongehuset, og hos os har der også været travlhed.

Kate er sygemeldt, og for at få et par ekstra hænder, har vi lejet en letter for 14 dage.

Han har gået til hånde, hvor det var behov.

Så har vi fået en ny elev. Hun hedder Jane og har virkelig gjort et godt indtryk.

Hun går lige til sagen og spørger, så hun kan lære. Det er en rigtig god indgangsvinkel.

Det viser os, at hun vil lære og hun vil frem i verden. Det gør det sjovt for os, at lære fra os, og så går det hele op i en højere enhed. Det nytter ikke, at kun den ene part vil, det er i fælles ånd, man kan løfte opgaverne bedst. Nu mangler vi så bare at finde 1 elev endnu. Så er du derude, og gerne vil arbejde med køer og kalve, så har vi måske praktikpladsen. Vi søger en elev, der vil i gang med uddannelsen og som er i første uddannelses år.

 

Alle har ydet en enorm arbejdsindsats, Adrian og Raluca har haft Kate’s arbejdsopgaver, og det er gået rigtig  godt.

Vi har fået masser af små kalve, og vi har haft klovbeskærer og der har været mange besøgende.

Mandag startede med besøg af Gråsten landbrugsskole. Det var de samme produktionsledere, som var her for et stykke tid siden.

De skal skrive et HR projekt. Det vil sige, de skal opsætte de produktionstekniske forhold på en landbrugsvirksomhed.

Virksomhedsbeskrivelse - organisationsplan - vision og målsætning, medarbejderforhold og arbejdsplanlægning

Dag- uge - måneds – års planlægning, og hvordan i forhold til lønomkostninger.

Kommunikation og ledelse, ledelsesstil og medarbejder samtaler og så videre. Alt skal de igennem og det var i forhold til alle disse emner, de havde spørgsmål til os, og hvordan vi gør hos os.

Carsten var her fra morgenstunden for at optage film til vores nye projekt, nemlig at lave en film om vores ejendom både til os selv, men også til andet. Vi har flere ting i tankerne.

Før eleverne var gået var det næste hold her. Nemlig Bygningskontoret og Syd dansk kvæg, som skulle have møde herude. De havde 4 fokus områder, hvor de var ude at se på vores forhold først, for senere at holde møde ovenpå. Det var i stedet for at sidde i et møde lokale i Vojens eller på et andet kontor.

De fik gode håndmadder fra Agerskov Kro, og hen på eftermiddagen tog de af sted igen. De kan sidde og kigge på køerne og deres adfærd, imens de snakker om stald indretninger, regler og hvad der ellers kunne være.

Tirsdag var der besøg fra Børnehaven Havbrisen i Ballum. 8 friske børn og 2 voksne, de skal alle i børnehaveklasse efter sommerferien. Nogle kom selv fra en gård, så de var vel underrettet og vidste mange ting. Det er rigtig godt at høre, at de ved, hvordan tingene hænger sammen. De skulle så senere på ugen besøge et mejeri, så får de hele sammenhængen ind ved både at se og høre og mærke, hvordan mælken fra køerne ender som andre mejerivarer på hylderne i brugsen eller hvor det end måtte være. Det er så godt, når de voksne kan kombinere de ting for børnene, der giver indblik( og en plads i deres rygsæk for livet ),som de kan grave frem mange år senere. Børnene var meget optaget af en kvie, der var i gang med at kælve. Men den nåede ikke at kælve, før de skulle af sted igen.

Onsdag havde vi så klovbeskærer og 58 ”damer” fik deres fødder ordnet.

Torsdag kom Michael Radoor forbi, han havde en fridag og var så et smut forbi hos os.

Michael har været elev hos os, og tog på skolen sidste år i oktober måned. Han ringer af og til, for at høre, hvordan det går, og det er rigtig dejligt at holde kontakten.

Så har vi været i gang i haven derhjemme, vi har beskåret alle grenene hele vejen rundt, så man kan sidde på plæneklipperen uden at få edderkopper i nakken fra træerne.

I næste uge er der maleriudstilling hos os.

Jeannette Broeders fra Rødekro har nogle rigtig flotte malerier, der alle indeholder noget med køer.

Kom ud og se de dejlige billeder på lærred, og derefter få en rundtur på gården og se dem i live, og se kalv - kvie og ko.

Er du heldig kan du måske overvære en kælvning. Der skulle være en chance.

Mandag og onsdag eftermiddag er vi altid tilstede fra kl. 13.00 til 16.00.

Passer det slet ikke ind, så er i velkomne til at ringe på min mobil 20946522, så vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at få det til at lykkes på et andet tidspunkt af dagen.

Rigtig god weekend Karin

 

 

uge 14

Uge 14
Alle landmænd er i gang med foårsarbejdet. Der kører traktorer til langt ud på natten. De pløjer - harver - tromler og sår, og før vi ved af det, pibler det op med grønne spirer og markerne bliver grønne istedet for den sorte jord, som lige ses nu her.

I weekenden fik service bygningen en ordentlig omgang. Vinduerne var så beskidte af al den blæst og rusk, vi har haft de sidst dage.

Alle de ny såede marker ligger åbne, og der er intet, der kan stoppe den sandflugt vinden forårsager.

Det er altid godt, hvis man kan se, hvor langt man kommer. Så det kunne virkelig ses.

 

Vi havde besøg i mandags af en gruppe fra Sverige, de var herude sammen med Niels Justesen fra Syd Dansk kvæg. De var alle konsulenter, som var interesserede i at høre om rådgivning i Danmark, og så at høre det fra landmandens side også. Vi bruger meget rådgivning.

Det er med at kende sine stærke og svage sider, så der hvor vi er ”ikke så gode” indhenter vi kvalificeret rådgivning.

Sidst på dagen var der en elev til samtale, og det så rigtig lovende ud, men han syntes, vi lå for langt væk fra sit hjem og kammerater, ØV. Det er selvfølgelig en vigtig ting, når man er 17 år, så vi leder videre.

Om tirsdagen kom der to andre til samtale, de skal begge prøve at arbejde hos os i en uge, for at se, om vi kan indfri hinandens forventninger.

 

Ellers har der været en del mødeaktivitet både for Erling og mig selv.

 

Onsdag var der besøg af 4 landmænd, som havde rigtig mange køer, og de var interesseret i at se og høre om fiber, og hvordan det fungerede i senge båsene.

 

Vi har prøvet at forberede os så godt som muligt til næste uge, fordi Kate skal sygemeldes i 14 dage.

Det er ikke så sjovt hverken for Kate, og ej heller for os.

Hun er kanon dygtig, og det kræver sin mand at træde i hendes sted.

Men vi må se, om vi kan løfte opgaven ved fælles hjælp.

 

Vi er gået i gang med at producere en film om vores bedrift. Det er utrolig spændende og det kommer til at tage lidt tid, fordi det skal bygges op, og sættes sammen osv.

Jeg glæder mig til at se udviklingen.

 

Vi har stadig gang i en masse kælvninger, så der er mange små ny, der hele tiden skal nusses om.

I går aftes, da vi var klar til at gå i seng, (og som altid er vi en smut i stalden – for at se om alt er i orden)

var en kvie, gået i gang med at kælve.

( Kalven var selvfølgelig baglæns).

Det kan man se på klovene, når de vender nedad, så er det bagbenene. Så vi kunne ikke gå i seng.

 Nej det var bare med at komme i arbejdstøjet, og så ud og hjælpe til. Når en kalv bliver født baglæns, springer navlestrengen for tidligt, og når kalven ikke kommer hurtigt ud, vil den gispe efter vejret, mens hovedet stadig er inde i koen, og kalven får lungerne fyldt med fostervand.

Da den var ude, blev den hængt op over forværket. Der hænger den med hovedet nedad for en kort stund, så fostervandet kan løbe ud af munden.

Vi hjælper til, der er små tricks, man kan benytte sig af, f.eks. kan vi provokere den til at nyse, ved at kildre den med et halmstrå i næsen osv.

 

Mor og barn har det godt, og det blev en kviekalv. Så det var godt, vi opdagede at kælvningen var i gang.

 

Vi har måttet aflive en ko i dag. Den gik ned med en stofskifte lidelse, og selv om vi var på den med b vitamin behandling og dyrlæge med det samme, så stod den ikke til at redde. Den var ellers godt på vej til bedring, men så ville skæbnen, at den kom i brunst, så glemte den alt om at æde, og brugte alt sit krudt på at drøne rundt ved de andre køer og spille lækker, så den klappede fuldstændig tilbage, så for at skåne den for mere dårligdom, aflivede vi dyret.

 

Vi lever med liv og død.

 

Først glæde ved en veloverstået fødsel og bagefter tristhed over at måtte tage livet fra et andet dyr.

 

Vi er i stalden hele weekenden.

Næste uge kommer der en del besøg, så der er atter en spændende uge under opsejling.

Rigtig god weekend til jer alle

Vi ses i næste uge.

Karin

    

uge 13

Uge 13

 

Søndag aften ankom der 2 unge mennesker, som havde søgt en elev stilling, og som vi så havde kontaktet.

De skulle prøve at arbejde hos os i en uge, så de kunne opleve vores arbejdsplads, og den måde vores dagligdag foregår på.

De har forventninger til os, og det har vi som arbejdsgiver selvfølgelig også til dem.

 

Den ene tog hjem midt på ugen, hun var ikke helt klar til at være hjemmefra, og den anden fortsætter som elev fra d. 1. april.

Det er en god måde for alle parter.

Mandag morgen startede med, at der var 2 hold tvillinger i dyb strøelsen, da vi kom ud.

Et par røde( RDM )og et par sort/hvide (SDM).

Perfekt timing, for netop mandag kom Blåstue fra Børnegården i Tønder.

Og de 4 små vidundere blev klappet og kælet for af mange små hænder den dag.

En nyfødt kalv, som er godt plejet af sin mor,(slikket tør) har en utrolig blød pels. Man kan slet ikke få nok af at kæle for dem, og de to små røde, lignede små bambi’er.

Det billede der nu ligger først på hjemmesiden, er en af dem.

Der er andre billeder under fanen besøg, og så nederst i de billeder, der ligger her.

Børnene havde også været ved en anden landmand, for at se små nyfødte grise, plus at de senere på ugen skulle af sted igen, for at se får og små lam.

Jeg synes, det er så godt, at de får lov til at opleve dyrene, og se hvordan de bor, og hvordan vi som landmænd tager vare på dem.

De var rigtig sultne, da de ankom lidt over middag, og efter at den værste sult var stillet, skulle vi så ud til dyrene.

Før de skulle videre, var der smagsprøver fra ARLA.

Tirsdag var jeg til møde i Løgumkloster.

Emnet var: Hvordan udnytter vi Vadehavsområdets nye status som nationalpark ?

Det er alle tiders chance for at styrke og udvikle turismen i vores område yderligere.

Vi skal have kreativiteten til at blomstre og hjælpe hinanden med at skabe virksomheder og succes.

Vi blev delt op i hold og i specielle emner.

Jeg var i gruppen tæt på naturen. 

Onsdag aften var vi begge til møde i SI centeret ved Hellevad. Kate var også med.

Det var i Kvægnøglen i Syd dansk Kvæg. Vi har meldt os ind i kvægnøglen, fordi det er rigtig godt styringsværktøj, hvor man kan se sig selv i forhold til vores kollegaer, og dermed have fokus på de områder, hvor man kan blive bedre, og hvor man måske ikke behøver,at have så meget fokus, fordi det kører godt.

Man skal være optimal over det hele. Der er ikke plads til, at man lukker øjnene for hængepartier.

Man skal levere, for at overleve.

Vi har været med i kvægnøglen i 1½ år.

Der bliver lavet status i hvert kvartal, og nu her var det hele år 2010 der var blevet opgjort og afsluttet.

Der er 65 landmænd med i Syd dansk Kvæg, og vi lå rigtig godt. Jeg kan ikke huske hvor mange der var i hele Danmark.

2010 har stadig været  et indkørings år for os.

Vi blev hædret som årets højdespringer, så det var da rart at se, at det fører til noget, når man ligger alle kræfter i, og går efter de mål, man sætter sig.

Vi har alle arbejdet benhårdt, for at være optimale over det hele.

Og det er ikke noget vi kan gøre selv, nej det er alle vores ansatte og også vores børn.

Vi har alle været med til at løfte opgaven.

Kvægnøglen indsamler alle data, omkring fodring, foder indkøb, dyrene, mælken, sygdom,

foder effektivitet, reproduktion og kvalitets tillæg osv. Der udregnes dækningsbidrag og mange andre ting.

Som sagt et rigtig godt styrings redskab.

Så vi har sat nye mål for 2011, og det er så det, vi alle går efter nu.

Der er altid steder, der kan blive bedre og hvor man kan optimere.

Ellers går den ene dag med den anden.

Vi har hver dag faste opgaver, som bare skal laves, og der er ikke en dag, der er ens.

Vi har sommertid nu og der er længe lyst om aftenen. Det er rigtig skønt og lægger op til, at man opholder sig længere ude.

Vi har mange besøg i næste uge, og der er igen mange møder under opsejling.

Men det må vente til næste uge.

Kig forbi og se hvad der foregår på Søndergården, hvis du vil høre om det i næste uge.

 

Jeg glæder mig i hvert fald til at byde alle gæsterne velkommen og vise dem vores arbejdsplads.

God weekend til jer alle

Karin

 

uge 12

Uge 12

Solen skinner og vores gamle gårdhave er i fuld flor.

Krokusser i masse vis laver et helt blåt tæppe og ind imellem dem flokkes vintergækker og Dorthea liljer.

Hvor er det livsbekræftende.

Vi har igen haft en spændende uge med fuld fart på.

Vi skal have maleri udstilling ovenpå midt i april, men det skal I nok høre mere om lidt senere.

Vi haft besøg af 2 tyske familier, som var på ferie på Rømø, og de var vildt begejstrede for at kunne vise deres to små døtre, hvordan mælk bliver produceret. Ligeledes oplevelsen af, at stå ansigt til ansigt med en ko. Hvor stor den  egentlig er,  når man selv kun er 4 år gammel. Den er meget stor.

Det er så spændende at se, hvordan byfolk opfatter vores erhverv og livsstil.

Alle er utrolig positive og har så mange gode spørgsmål. De har slet ikke noget imod, at der er mange køer osv. Fordi de ser og for forklaret, hvordan det hele hænger sammen.

5 unge mænd fra Gråsten Landbrugsskole var også lige et smut forbi. Det var bland andet Claus Clausen’s søn. Claus passer alt vores jord, så han har rigtig travlt for tiden.

Så har vi haft en ung mand til samtale, og senere i dag kommer der også en pige til samtale.

Vi overvejer stærkt at ansætte 2 elever.

For det første har vi brug for mere arbejdskraft, men vi vil også gerne give mulighed for, at de unge kan komme i gang eller videre med deres uddannelse, og det kan være svært at finde praktikpladser.

Så nu må vi se, det bliver spændende, om vi kan opfylde hinandens forventninger.

Jeg var i går til et foredrag med Irma Lauridsen -  Forlaget Vanessa.

Det var i vores tøse klub, og vi havde Irma helt for os selv.

Det var utrolig spændende, og før vi så os om, var aftenen forbi.

Jeg vil her lige henvise til hendes hjemmeside http://www.irmalauridsen.dk

Irma er Mor til 7, og har skrevet over 100 bøger. Hun er en spændende og fangende foredragsholder.

Emnet i går aftes var - Lær at bruge tankerne bevidst og du vil se forbavsende resultater.

Kig ind på hjemmesiden, og har du chancen for at høre et foredrag, kan jeg stærkt anbefale det.

Vi har nu fået de fleste rutiner på plads i forhold til vores ungdyr ude i Lydersholm.

Der er altid lidt omstilling, når de forskellige mennesker får andre opgaver og tiden skal koordineres i forhold til hinanden. Men det kører rigtig godt, og når vi får lidt ekstra hænder ind- kan vi igen få alle de små detaljer med.

Erling har fået nogle opgaver udenfor vores landbrug, og det synes han er utrolig spændende. Han engageres sig altid 100 %, så det er noget han virkelig går op i og trives med.

 

Jeg har fået booket flere besøg i kalenderen, og det glæder jeg mig utrolig meget til.

Det er både store børnehavebørn, landmænd og et busselskab. Så det favner bredt.

Så har vi fornøjelsen af at skulle arbejde i denne weekend, og det ser ikke ud til at det bliver så hektisk som sidst. Da havde vi mange kælvninger, og nyfødte kalve, der skulle lære at drikke.

Jeg vil slutte for denne uge, ønske jer en rigtig god weekend.

I næste uge er der også meget på tapetet. Så hvis du vil følge med i vores aktiviteter og hverdag, så kig endelig forbi igen.

Karin

 

 

 

Uge 11

Vi har i denne uge lavet markvej herhjemme ned forbi vores gylletanke.

Der er kørt knust asfalt på, så den er nu rigtig god.

Vi kører lige for tiden gylle ud på markerne, så der er næring til det spirende græs.

Når jorden bliver lidt varmere, skal der pløjes, harves og såes.

Men jorden er stadig for kold. Vi skal have solen frem.

 

Så er vi godt i gang med at finpudse smittebeskyttelsesplanen, som skal være helt på plads før 1. maj.

Jeg fortalte lidt om de forskellige ting, der skulle etableres og sættes i system i sidste uge.

 

Vi har været til flere forskellige møder i denne uge, blandt andet generalforsamling i Sønderjysk Landboforening. Det var på Agerskov Kro, så jeg fik lige hilst på Peter Otte, som altid leverer mad ud til os, når der er besøgende med picnickurve eller, hvis man gerne vil have en omgang smørebrød eller andet.

Det er altid lækkert.

 

Jeg har været lidt ophængt på kontoret, da Kate havde fri i mandags. Når jeg er ude i stalden, ligger det og venter på, at jeg indfinder mig igen.

Jeg kan godt li’ at være i stalden, det er en dejlig afveksling.

Man er ude i den friske luft, dyrene er skønne at omgås, og man mærker at det hele pulserer.

 

Min mor var i onsdags, og hun havde lige bagt en rigtig super chokoladekage.

Så den kunne Jennifer så tage med til Tønder om aftenen, hvor hun skulle spille håndboldkamp mod Haderslev. Det var hendes tur til at medbringe kage. Så det kunne ikke passe bedre. GODT PLANLAGT !!!

Når min mor er på visit, er vasketøjet ordnet, blomsterne vandet og aftensmaden klar, når vi dukker op ved halv seks tiden ovre fra stalden.

Det er luksus.

Hun nyder at gøre lidt nytte, og vi elsker det.

Vi er meget privilegeret, og det ved vi.

Vi har både min mor, og så Erlings forældre tæt på.

Erlings far klipper græs om sommeren, men også tit i hverdagen, kommer han et smut i stalden. Han hjælper med at finde køer, der skal samles op og tjekker vandtrugene, og Erlings mor elsker at ordne have, og hvad der ellers er af huslige sysler. De har altid været tæt på, også da vores børn var små.

Det var tit, at de suste igennem huset, når de kom hjem fra skole, fordi de lige skulle over til farmor og farfar. Så havde de tid til os bagefter. Herligt for alle parter.

 

Vi har i denne uge haft besøg af en gruppe fra Tønder. Vi havde en rigtig hyggelig og sjov eftermiddag.

Der var mange gode spørgsmål, og erfaringsudveksling.

De havde selv medbragt kaffen, som blev fortæret i vores køkken, da to af mændene var i kørestol.

Så vi kunne ikke komme ovenpå.

Der var fuldt hus i det lille køkken, men det er også tit sådan, at når man sidder rigtig tæt, så er det dobbelt så hyggeligt. Og det var rigtig hyggeligt.

 

Ellers har vi fået mange kalve igennem hele ugen. Bare her til morgen var der fem stk.

De fire var spræl levende, hvorimod den sidste desværre var dødfødt.

Kalven var på vej ud med kun et ben.

Vi hjalp den til verden, ved først at skubbe den ind igen, så vi kunne få begge ben på plads. Da de var i stilling, kunne den så fødes på normalvis.

Men den var desværre død, da vi fik den ud.

Det er så tit et tegn på, at kalven ikke er alt for levende, når den kun kommer frem med et ben.

Men moderen har det godt.

Det er dog den eneste, der er død, ud af rigtig mange i denne uge, så statistikken har været  god.

 

Vi har haft lidt udfordringer med maskineriet, der har været punkteringer, fladt batteri, og andre ting, som har forsinket selve arbejdet. Adrian har været ophængt i Lydersholm, da det var herude det drillede mest.

Så kom der lige lidt med lastbilen her i eftermiddags, så det bliver bare ved.

 

Vi har næsten fri i weekenden.

Erling tager over og hjælper med at fodre i morgen, og jeg har lidt papir arbejde.

 

Men ellers

HAR VI FRI.

Så vil vi lade op til næste uge.

Der er lovet godt vejr.

Jeg vil slutte og ønske alle en rigtig god weekend.

Husk vi har åben hver mandag og onsdag fra 13.00 til 16.00

Eller efter aftale.

Tag din skoleklasse med på gårdbesøg

Det er gratis, I kan bestille et besøg enten via ARLA’s hjemmeside, eller skolen og landbruget.

I kan finde de forskellige link på hjemmesiden her.

God weekend

Karin

 

Her er Gråsten Landbrugsskole igang med at få svar på deres spørgsmål.

 Prøv at gå ind på YOU TUBE og slå
besøgslandbrug.wmv

http://www.youtube.com/watch?v=u5_Z7a2RzWE

så kommer der en lille film som en besøgende har filmet og sat sammen.
Vi anede ikke hvem han var, eller at han kom.
Men filmen han efterfølgende har sendt til os er rigtig god, og det er sjovt at se teksten han har sat under billederne.

her riller Kaj gulvet

Uge 10

Mandag havde vi besøg af Gråsten Landbrugsskole.

Et hold af produktionsledere som får udlevet alle vores oplysninger angående dyrene, vores kvægnøgletal, markkort og data, og de skal også have tegninger over vores stalde osv.

Nu skal de så arbejde videre med dette, lave beregninger, se på dækningsbidrag, finde frem til det mest optimale, hvor vi kan gøre det anderledes, eller måske er vi også heldige, nemlig at de finder frem til ting, vi gør godt. Så det bliver spændende, at følge dem i deres proces.

De kommer igen i april, hvor det vil handle om personalepleje og management.

Til sidst er vi inviteret ned på skolen, når de afslutter projektet og skal fremlægge det.

 

Da jeg var ved at vise landbrugsskolen rundt , kom der en besøgende, som gerne ville følges med rundt og hvis han måtte, gerne ville filme lidt.

Det var lang tid siden han havde været på en gård, og var interesseret i at se, hvordan det så ud i dag.

Efter at have været hele vejen rundt, havde vi en god snak, og han ville sende os en kopi af den film han ville klippe sammen fra sine optagelser. Så kunne vi selv om, vi ville bruge det til noget specielt, men i hvert fald, ville vi få en kopi af hans optagelser.

Så det glæder vi os til.

( jeg har i mellemtiden fået dvd’en med optagelserne, det er rigtig, rigtig godt, og så snart jeg har fået linket, kan I også se den).

Mandag startede vi med at grave en række senge ud i stald 4.

Nu skal der fiber i alle sengene.

 

Tirsdag morgen startede vi 04,30.

Erling skulle til landsdækkende erfa møde på Sjælland, nærmere betegnet i Helsinge.

Så for at gøre turen så behagelig som mulig, fik han rundstykker og kaffe og lidt godt med.

Han skulle have et par andre landmænd med undervejs.

Jeg havde møde med en dyrlæge om formiddagen, som skal hjælpe med at få smittebeskyttelsesplanen for vores ejendom på plads.

Det er en nøjagtig beskrivelse af alle til og fra kørsler til gården, uanset hvad og hvem.

Alle der kommer skal registreres, og der skal føres logbog osv. så man i tilfælde at en smitsom sygdom, hurtigt kan finde frem til, hvordan den er kommet til os, og hvordan smittekæden stoppes.

Det er temmelig omfattende, men vi har heldigvis vores bygninger godt placeret og mange procedurer har vi allerede indbygget i vores dagligdag.

Men alt skal noteres og tænkes igennem. Så skal det hele sættes på papir i handleplaner og logbøger, og derefter skal alle informeres om, at disse regler træder i kraft, og skal efterleves.

 

Om eftermiddagen havde jeg besøgende. Det var nogen fra lokal området, der havde besøg fra Sjælland. For at det ikke var løgn, så var vedkommende født i Helsinge. Erling var i Helsinge lige den dag.

 

Det var en rigtig god oplevelse. Her fremkom mange, for os sjove spørgsmål, men igen engang et bevis på, at hvor skal man vide det fra, når man ikke har berøring med landbrug i det daglige.

 

Onsdag morgen startede vi med at rille gulvet i stald 5. Det er den stald, hvor vi har haft fiber i længere tid.

Gulvet er meget glat uden sand i sengene, så for at undgå at køerne skrider ud og kommer til skade, gør vi nu dette tiltag.

Da vi byggede staldene måtte vi ikke bruge spalter i følge miljøbestemmelserne, hvilket havde været mere sikkert for dyrene. Det er så i mellemtiden blevet tilladt igen. Men det hjælper jo ikke os nu.

Fast gulv bliver let glat, men ved at lave riller, kan køerne få fodfæste med deres klove, hvis benene er ved at smutte under dem.

Så har vi haft en del robotalarmer. Nattesøvnen er et must, når man skal fungere 100 % om dagen.

Men så fordeler vi os, så en os kan sove lidt længere. Men det er svært, at finde ro, fordi telefonen og ens faste pligter fungerer bedst i den vante rækkefølge. Vi er alle afhængige af hinanden.

Vores mælkemålere spiller os et puds, og Lely har været mange gange på det sidste.

 

Torsdag var Erling til biogasmøde om formiddagen og herhjemme havde vi dyrlægetjek, og hvad vi ellers plejer at fordrive torsdagen med. Om eftermiddagen havde vi møde angående Trines fremtidige planer.

Trine er i arbejdsprøvning og  det var meningen, at hun skulle være hos os ½ år, hvilket er ved at være gået.

Men det endte med, at vi kan have Trine lidt længere, og det er vi meget glade for.

Trine er i fuld gang med at invitere skoler, børnehaver og plejehjem og senere også andre til at besøge os og se hvordan vores fødevarer bliver til.

Vi har alle et forhold til mælk, ost og kød. Ting lavet af læder – plus at landbrug er et af vores ældste erhverv i Danmark.

Det kan man bruge til mange ting. Natur – teknik, matematik, dansk, fysik, foto der er ingen grænser, kun ens egen fantasi.

Fredag var lidt hektisk. Ikke noget nyt.

Men vi skal selv røgte i weekenden, og der står 11 dyr til kælvning  ………………

 

Kate har fri på mandag, så alt hvad vi kunne forberede, blev forberedt.

 

Jeg plejer, at skrive ugen der gik hver fredag.

 

Se  - det nåede jeg desværre ikke, men ved at jeg først skriver i dag, søndag, kan jeg så fortælle, at vi fik 4 kalve fredag , 5 kalve lørdag og 1 i dag søndag. Og dagen er ikke omme endnu.

Sofie og Ditte var oppe for at se en kælvning i fredags. Jeg havde ringet, at to var på vej, men at der nok ville gå 1 time, før der rigtig skete noget.

Da pigerne kom, var begge kalve født.

Lørdag var Sofie og en veninde så igen, her hjalp de mig med at give to nyfødte sutteflaske. De var ikke så stolte af situationen, fordi kalvene jo er store i forhold til dem, selv om de er nyfødte. Når de kan lugte mælken ,kommer de lidt voldsomt i mod en, og banker med hovedet, lige som hvis det havde været moderens yver. Men med lidt hjælp gik det.

Pigerne var her igen i dag, fordi spejderne fra Visby klipper vores piletræer ned, for så til gengæld at tjene lidt til spejdernes virke i Visby. Da var kalven også født, men de hjalp Jennifer med at fodre alle de andre kalve.

 

Jeg vil smutte, sofaen kalder for ½ time, før vi skal i stalden igen.

Erling er ude at cykle, som han altid gør om søndagen.

Vi ses

God søndag og god arbejdslyst til jer alle i morgen mandag. Hvor en ny uge starter.

Vi er midt i marts og man kan virkelig mærke at dagene bliver længere nu

SKJØNT

Hilsen Karin

 

 

vores nye lastbil

uge 9

Uge 9

En arbejdsweekend med en rigtig god gang enfluenza, er ikke lige sagen.

Men man har det alligevel bedst udenfor, her kan man nogenlunde trække vejret,

og køerne og kalvene stiller ikke spørgsmål, ”går det ikke lidt langsomt i dag”, eller,” skulle du ikke have overvejet at være blevet i sengen”.

 Nej tvært imod - de kommer glade og taknemmelige og hilser på os, og æder det, de får serveret.

Så det er jo dejligt.

Vi plejer gerne at drille hinanden, med at sige,” ukrudt forgår ikke så let, det skal arbejdes væk”.

 

Vi har haft en rigtig spændende uge, hvor vi har mødt mange spændende mennesker, og været mange steder.

Mandag havde Erik fra Brørup Traktor og Maskincenter 4 mænd fra Færøerne, med nede ved os, for at se, hvordan vores stald med fiber så ud og fungerede, og hvordan det hele blev forarbejdet fra start til slut.

 

De havde en dvd, og en rigtig flot bog med til os, med en masse billeder fra Færøerne.

 

Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil til Grønland – Færøerne og gå på den Kinesiske Mur, ja og så også lige til Australien.

Drømme kan ingen tage fra en.

Men det er stadig et mål inden for de næste 20 år.

 

Mandag flyttede vi alle vores ungdyr fra Randerup og nede fra Øster Gammelby til den stald, vi har lejet i Lydersholm. 106 stk.ungdyr.

Vi skulle til møde kl. 15.00 i Vojens til Sønderjysk Kaffebord, hvilket var arrangeret af Sønderjysk Landboforening, hvor fødevareminister Henrik Høegh og Trafik minister Hans Christian Schmidt var til stede.

Jeg skulle have været med, men var så forkølet, så Erling tog selv af sted.

 

 

Vi er så småt begyndt på marken, der køres gylle ud og der bliver spredt møg. Derefter skal det pløjes ned. Store flokke af måger, som har fundet det store kolde bord efter traktorerne, flyver rundt i store flokke, når der arbejdes i jorden.

 

Mandag var Daniels sidste arbejdsdag. Han har fundet andet arbejde, så vi ønsker ham held og lykke hermed.

Tirsdag skulle alle lige indstilles på noget nyt.

Hvem gør hvad, og hvordan gør vi lige fra nu af.

Vi havde snakket om tingene, men nu var det pludselig også praktisk, det skulle fungere.

Adrian skulle til Lydersholm til ungdyrene, hans opgaver imens herhjemme skulle fordeles, Daniels opgaver skulle fordeles osv.

Men vi var færdig som på en normal arbejdsdag, da dagen var omme, og alle var rigtig glade og tilfredse.

Erling og jeg kom dog først hjem fra stalden efter 21.30 tiden.

Vi fik besøg af 2 kvægbrugskonsulenter kl. 19.00.

De havde også erfaring med landbrug i udlandet. De kom for at se på fiber i sengene.

Da de havde været ude med Erling i en rum tid, kom de ind og fik et kop kaffe og en  rigtig god snak om mange ting. Meget interessant og lærerig dialog.

 

De spurgte os om mange ting og vi ligeså den anden vej.

 

Onsdag var der først møde med Lely kl. 9.00

 

Kl. 11.00 kom Kjærgård Landbrugsskole. 17 friske landbrugselever og 2 lærere.

Svend Åge Jensen som ejer Brørup Traktor og Maskincenter og Erik havde først været på skolen og vist dias osv. om Fiber Separatoren og hele det univers her omkring.

 

Derefter var de ude ved os, for at se det i virkelighed.

Ove Møller, den ene af lærerne, har været Kates lærer, da hun tog uddannelsen som landmand og virksomhedsleder. De havde snakket om at komme ud på et tidspunkt, hvor Kate skulle lave et indlæg til disse elever.

Så nu slog de to fluer med et smæk.

Da de ankom, viste jeg dem rundt og fortalte om de forskellige stalde og Erik om fiber anlægget (imens Kate havde dyrlægen og inseminøren).

 Men det var på en måde rigtig godt, så kunne de se vores behandlingsgang i brug.

Raluca og Søren flyttede goldkøer rundt, fordi vi også golder om onsdagen, og selve denne arbejdsgang fik landbrugsskolen også med på nært hold.

Vi har som sagt ikke drivveje, som næsten alle andre landbrug, vi har vores lille kreaturvogn i stedet.

Så var vi ovenpå i service bygningen, hvor de spiste medbragt mad og Kate holdt hendes indlæg.

Hvilket hun gjorde kanon godt.

Erling var også kommet til i mellemtiden og kunne også efter indlægget besvare spørgsmål.

 

Til sidst afslutning med en kop kaffe og te, og så drog landbrugsskolen hjem og Svend Åge Jensen, Erik og Erling

satte sig til forhandlingsbordet og handelen med Fiber anlægget blev afsluttet.

Det var en nøje planlagt dag, som faldt godt i hak. Vi nåede det hele.

Om aftenen var vi lige til badminton, men så var vi også klar til at finde køjen.

 

Torsdag efter at have fodret

 tog Erling af sted sammen med Claus på en tur til Lemvig.

De skulle op at se og købe en lastbil. Den så rigtig godt ud, og havde alt det, vi skulle bruge den til, så de tog den med hjem.

På kontoret var der gang i kontrolpapirer og diagrammer, som skulle gennemses og gøres færdig.

Det har jo lige været den første, så har jeg altid en oversigt over alle kontoerne klar til Erling, så vi har fingeren på pulsen, hvor det går godt, og hvor vi måske lige skal være opmærksomme, eller hvorfor udsvingene er, som de er.

 

Jeg nåede ikke at se lastbilen den dag.

 Jeg skulle til Vejle med Jennifer og hendes håndboldhold.

De spillede en rigtig god kamp, men tabte desværre med et mål.

Det var dog lidt selvforskyldt, da de ikke fik gang i det gode spil fra begyndelsen.

De var på et tidspunkt bagud med 8 mål, og indhentede det hele i slutningen.

Det kunne have endt uafgjort, men, men, men.

 

Fredag havde Kate fri, så vi var tidligt i stalden.

 

Vi fik i onsdags blodprøvet et par kalve, fordi vi for et stykke tid siden havde en kalv, som havde et meget mærkeligt sygdomsforløb.

Grethe tog billeder af kalven og vi snakkede med den dyrlæge, der var med til LVK mødet, hvor  vi deltog først på året, om forløbet og hvad det kunne være.

Her blev vi enige om, at det var en meget sjælden sygdom. Jeg kan ikke huske hvad han kaldte den.

 

Der har siden været 7 lignende tilfælde, hos andre landmænd. 3  af disse andre tilfælde var blevet obduceret og prøver viste, at det var samunella infektioner.

 

Alle alarmklokker ringer  !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

 

Derfor fik vi taget blodprøver af vores kalve på ca. 4 mdr., for at se om de havde antistoffer imod samunella. Vi er i status 1 og har altid været det. Vores tal til kontrol, har hver gang, vi har fået taget stikprøver, været på 0 i antistoffer.

Det vil sige, at når vi er på 0, er vi også meget sårbare, men Grethe fik svar i går fredag, og det var ikke samunella i vores tilfælde.

SÅDAN.

Hvilken lettelse.

 

Det kunne have medført mange omkostninger med sanering og regler i massevis.

Men heldigvis gik det godt.

 

 

I dag, Lørdag, har jeg fri fra stalden. Erling har været ovre at hjælpe med at fodre, og skal herefter forberede sig til landsdækkende Erfa gruppe møde. Det er på tirsdag, hvor turen går til Sjælland.

 

Jeg må nok hellere få gjort lidt rent herhjemme.

I aften skal vi til Revy i Visby forsamlingshus.

Jeg tror, vi slipper i år for videre tiltale, da vi ikke har lavet de helt store udskejelser eller dumheder.

Men nu må vi se.

I næste uge kommer Gråsten landbrugsskole, og det glæder vi os til.

De skal bruge os og vores tal til et Projekt.

 

Så jeg vil sige som Mogensen og Christiansen

Denne uge har været helt forrygende, og næste uge bliver endnu bedre

Rigtig god weekend til jer alle

Karin

 

 

 

 

 

 

uge 8

Uge 8

 

Vaskemaskinen har kørt på højtryk. Kufferterne er pakket væk, men ski undertøjet har vi stadig på.

 

Vi kom hjem til sne og frost, og vi har haft et par nætter, hvor især robot 1 har drillet os.

Der dannes is på snorene, og rørene var pakket væk, som har ledt varme fra varmekanonerne ind under robotterne, da der ikke har været så hård frost i en rum tid.

Men det hele er nu sat op igen, og så går det også bedre med nattesøvnen.

 

Efter at have været igennem al posten lørdag, var vi 6 timer på kontoret sidste søndag.

Der var en del forberedelse, til de forskellige møder, der ville komme først på ugen.

 

Vi havde 11 kvier til døtre kåring mandag.

Det vil sige, at de kommer fra avlsforeningen og ser på det afkom, der har kælvet første gang og nu står som malkende ko.

Krop – Yver - ben – lemmer – huld - højde og mange andre ting bliver bedømt og noteret ned.

Der afprøves ungtyre hele tiden, og de data og resultater skal indsamles og bearbejdes, for at se hvilke tyre der skal arbejdes videre med, og hvilke der skal kasseres.

 

Mandag eftermiddag kom Ole Ugelvig forbi.

Vi gik en tur rundt, for at se hele molevitten. Det er et stykke tid siden, han har været på besøg.

Han var meget interesseret i at se fiber fraktionen, og hvordan det så ud i sengene, og hvordan fiberen blev fremstillet.

 

 For dem der ikke ved hvem Ole Ugelvig er, så arbejder han på Bygningskontoret i Åbenrå, og har været med os i hele tegne - og bygge  processen af de nye stalde.

Vi havde kaffen, og Ole kom med wienerbrødet.

Dejligt.

 

Mandag aften var vi til LDM møde i Rødding.

Landsforening af danske mælkeproducenter havde et medlemsmøde.

Her var Palle Jacobsen fra Agrocom, og han holdt et indlæg om fremtidens udsving og prisforventninger.

Det ser ud til at mælkeprisen vil stige, men det gør foderet også. Så hvem ved, om bytteforholdet bliver bedre eller dårligere end i dag.

En ting er sikkert, og det er at, det er et marked i stor bevægelse og med store udsving.

 

Tirsdag havde vi selv gårdbestyrelsesmøde for første gang.

Morten Dahl Thomsen stod for mødet, og vi havde jo Produktionsrådsmøde d. 8. februar, så det blev et helt andet møde end når vi normalt har gårdrådsmøde. Meget mere overordnet og ud i fremtiden.

Vores nye mål og strategi er, at være et skridt foran hele tiden.

 

Om aftenen var vi til LAG møde i Hjemsted Oldtidspark.

Vi har sammen med Skærbæk IT gang i et projekt, og det skulle fremlægges yderligere.

Det er et meget spændende projekt, og der blev bevilliget et sum penge, til at arbejde videre med ideen.

 

Onsdag, var en normal arbejdsdag, og gik med alle mulige gøremål, der altid ligger fast denne dag

 

Onsdag aften var jeg til tøse aften i Højer. Vi var på Kiersgård og arbejdede med ler.

Laila stod for arrangementet, og det var rigtig hyggeligt og spændende.

 

 

Torsdag gik også hurtig. Vi var ude at se den stald, hvor vores ungdyr skal være. Fredag skulle have været den store flytte dag, men vandet var frosset, så vi kunne ikke flytte dyr som planlagt.

Erling var til pokeraften om aftenen, og jeg var på kontoret og fik lidt omorganiseret og ryddet op.

Tiltrængt.

 Så var der lige en kvie, der fik en enorm stor tyrekalv, og den skulle lige have lidt hjælp, for at komme til verden.

Den er sikker hver gang, jeg er selv hjemme, bliver det spændende.

Det endte med, at der var kommet 4 kalve i alt, før jeg gik i seng.

De andre 3 kunne dog selv ordne sagerne.

Den ene var en gammel rød ko, den var i gang med at kælve, men hun troede at kalven  var kommet

Så den havde travlt med at jage den rigtige moder ko væk fra kalven..

Så den gamle røde ville ikke ligge sig.

Hvad gør man så…

Jeg prøvede at flytte kalven, så den kunne koncentrere sig om sin egen fødsel. Men den ville i hvert tilfælde ikke have mig i nærheden. Den blev mig lidt for krads, så jeg trak mig tilbage og slukkede alt lyset, i håb om, at den så ville falde til ro og ligge sig ned. Man skal ikke undervurdere, hvad en moder kan finde på, hvis nogen vil dens afkom noget. Nogle kan virkelig blive aggressive.

Men langt om længe, lagde den sig ned, og fik sin egen kalv.

 

Så Raluca har haft travlt i dag, 4 små nye kalve, der skulle lære at drikke.

Men bare i sidste uge, imens vi var væk, havde de 18 kælvninger og 18 levende kalve, så de er vant til mosten.

Først på ugen fik vi også et hold tvillinger.

 

I dag fredag, er Erling til møde i SI centeret ved Hellevad.

Landbo Syd – Sønderjysk landboforening – Kolding Herreds Landboforening – LHN og Sønderjysk Familielandbrug har indbudt til fælles møde og emnet er

  BLIVER LANDBRUGET HØRT PÅ CHRISTIANSBORG

Det bliver spændende at høre, hvordan det er gået.

Ellers står weekend til at foregå i stalden, så det er ikke så ringe endda.

Rigtig god weekend og på gensyn i næste uge.

Husk vi har åbent hver mandag og onsdag fra 13.00 til 16.00

Eller efter aftale på mobil 20946522

Karin

 

uge 7

Uge 7

Vi har haft en rigtig dejlig uge.

Vores unge mennesker har haft vinterferie fra gymnasiet, og vi tog fri hjemmefra.

 

Erling var i stalden til middag i lørdags, selv om han faktisk havde enfluenza. Hen på eftermiddagen tog vi af sted i Bingo’s bus til Italien sammen med 24 andre livsglade mennesker. Egon og Knud kører os sikker til målet, som igen i år var Virgilio i Syd Tyrol på den Italienske side af Alperne.

Vi kører hjemmefra omkring kl. 16.00 lørdag, og søndag før middag er vi ude at stå på ski.

Det er et rigtigt godt ski område, og der er pister til alle.

Vi har et helt anneks for os selv, hvor vi får morgenmad og har værelserne, og hvor vi kan være os selv om aftenen.

Vi spiser på hotellet, hvor annekset hører til. 4 - 5 retter hver dag, så vi har det som blommen i et æg.

Karin som ejer hotellet, tager en skitur med vores de seje skiløbere i et andet ski område - en hel dag hvert år.

Til dagligt er vi ude på pisten hver dag kl. 8.30, og nyder dem før de bliver opkørte, og  stopper så  hen på eftermiddagen. Alt efter hvordan benene har det.

Men kl. 22 om aftenen er vi som regel hoppet i køjen.

 

Det er sport, sjov og samvær på en helt fantastisk måde.

 

Når vi bare kan få skiferien, så mangler vi ikke det helt store resten af året.

 

Det er gået rigtig godt herhjemme, Kate har styr på tingene og alle har ydet et fantastisk stykke arbejde.

Det er rart at vide, at tingene kører, selv om vi ikke er til stede.

 

Man kan og skal spare i det daglige, men også huske, at vi kun lever en gang.

 

Det nytter ikke, at vi sidder med en alder på f.eks. 65 og fortryder, at vi ikke har holdt ferie med vores børn eller har oplevet noget, og så pludselig vil en hel masse og helbredet måske svigter.

 

Lev livet, mens det suser forbi, hvem ved hvad dagen bringer i morgen??

 

Vi glæder os til at komme i gang igen. Vi har et stramt program, der er mange ting, der skal ordnes.

Bare det at nå igennem posten for en hel uge.

 

Men det er godt at komme hjemmefra, og endnu bedre at komme hjem igen.

 

Hvad vi har på programmet i næste uge kommer på fredag i uge 8.

Jeg vender frygtelig tilbage.

I aften tror jeg, at vi går tidligt i seng , vi har jo haft 14 - 15 timer i bussen sidste nat.

 

Rigtig god weekend til jer alle

Hilsen Karin

uge 6

Uge 6

Denne uge har virkelig været præget af møder.

Der har været 2 til 3 møder hver dag.

Biogas – ATR – Fiber – Iværksætter – 3 møder i Vojens – 1 i Nord Jylland osv.

Vi har selv haft Produktions råds møde.

Det vil sige, Claus Clausen, Torben Viuf og Erling var i gang med marksiden.

Anna Mette Ugelvig – Kate og mig selv på kvægsiden.

Når vi d. 22. februar så skal have gårdrådsmøde – så har vi alt det grundlæggende på disse to områder på plads, og kan kort gennemgå det for bestyrelsen, og så dernæst koncentrere os om fremtidsplaner og ønsker osv., men med grundlæggende viden til det basale, nemlig mark og dyr.

 

Erling var en hel dag væk til gårdrådsmøde hos en anden landmand i Nord Jylland.

Så Søren har fodret det meste af ugen, så de har haft lidt travl.

Ikke mindst fordi Daniel kom til skade med sin hånd i tirsdags.

En lille kalv sparkede ud i kådhed og ramte hans hånd.

Det hævede op, og blev naturligvis øm.

For en sikkerheds skyld blev han kørt på skadestuen og fik taget et røntgen billede.

Der var ikke noget brud, så vidt så godt.

Men det bevirkede, at jeg for første gang har været inde og anmelde en arbejdes skade.

 

 

Det møde vi var til onsdag aften i Vojens, var med fokus på at komme med i et projekt,

som hedder Zynergi-Netværk.

Hvis man går med en god ide, eller er i gang med at lave sin egen lille virksomhed,

 er tilbuddet her, til at komme med i et netværk, så man kan hjælpe hinanden med alle de problemstillinger, der dukker op, i forbindelse med det at starte egen virksomhed.

Vi var med, for at høre om det, men også hvordan vi evt. kan komme videre med at udvikle vores besøgslandbrug. Vi havde lavet en lille stand, med vores egne brochurer og de ting vi kan dele ud i forbindelse med et gårdbesøg igennem ARLA og selvfølgelig vores visitkort.

 

Vi har haft klovbeskærer i dag. Det gik rigtig godt. Alt så godt ud og kun et par stykker der fik en forbinding på.

En forbinding er til dem der har fodsvamp eller Degital Dermatitis. Lige som nogle mennesker kan have fodsvamp, kan køer også få det.

Det kan være et alvorligt problem, hvis der er mange der har det.

En ko der ikke har bentøjet i orden, går ned i mælk, og er i farezonen, da den hellere vil ligge end at æde og gå op for at malke.

En ko æder 50 til 60 kg foder pr dag og drikker ca. 100 liter vand. Så hvis vommen ikke bliver fyldt ud som den plejer kan der nemt opstå problemer.

Så vi er meget opmærksomme på, hvordan køerne går, og hvordan deres kropsholdning er.

Det er det, man kalder kosignaler.

Vi skal aflæse krops sprog, for at finde skavanker og sygdomme.

 Det havde været nemmere, hvis koen kunne bestille en konsultationstid, når den havde lidt ondt et sted.

 

 

Cristina har valgt at stoppe.

Hun går i skole i Tønder 3 dage om ugen, og er 2 dage ude i praktik, som har været her hos os.

Hun vil gerne prøve noget andet, og det vil vi gerne ønske dig held og lykke med.

Cristina har været et dejligt bekendtskab, med masser at smil og gå på mod.

Vi vil gerne herfra sige mange tak for din arbejdsindsats og håber du kigger ind til os.

Du er velkommen til hver en tid.

 

Vi nyder, at dagene bliver længere, og at det er mere lyst om morgenen.

Men jeg synes at sengen er god om morgenen, men det nytter ikke, vi skal op og virke.

 

Vi har haft besøg af flere landmænd, der har været for at høre om og se på  sengene med fiber.

 

Vi har fået et rigtig lille sød kviekalv.

Total nuttet - men snot dum.

Vi har en trillebør stående i åbningen af kalvehytten, for ellers løber den ud og ligger sig på asfalten, i stedet for at sove inde i halmeni selve kalve igloen.

Så det medførte, at den fik lungebetændelse. Det blev hurtigt opdaget, så derfor gik det godt.

Men trods det, havde den natten efter væltet trillebøren og lå ude igen.

Det er jo sådan, at kalvene skal have løbegård, da de skal kunne røre hinanden. Med det resultat, at de kan komme ud, og lave det nummer, dette lille” bet skidt” gør.

 

Så fik jeg et billigt grin i dag.

Jeg var hjemme for at lave røræg til middag, jeg var kørt lidt tør for pålæg og skulle bruge en hurtig løsning.

Vi er 9 mand omkring bordet hver dag, så der skal bare være mad på bordet.

Da jeg kiggede ud i haven - kom der et stort kalv susende……

Bagefter kom Raluca……, og derefter Adrian…..

Hvad sker der

Det var såmænd bare en frisk lille udflugt fra kalvens side, men en udfordring for Raluca og Adrian.

De fik røde kinder af at løbe, og så måtte vi lige drille dem lidt efterfølgende omkring spisebordet.

 

Så har Johannes været og revet vores gårdsplads og alt gruset ude foran staldene.

Det er simpelthen skønt, han kommer ca. hver 3 uge op mod weekenden.

Og det ligner ½ million, når han er færdig.

Han er pensionist og kører rundt til en del mennesker i området, med sin lille Masey Ferguson og river.

Så skal han have lidt Diesel engang imellem, men bare det at det bliver gjort ude at vi skal tænke på det.

Det er GRÅ GULD, så det vil noget.

 

Jeg vil slutte for denne gang, med at ønske alle en god weekend og vinterferie.

Karin

 

Uge 5

Farvel til januar og goddag til februar.

Hvis det nu skal rime, så spørger jeg :  HVOR BLIVER TIDEN AF.

 

Vi suser rundt og har så travlt,

 der er mange ting, der skal ordnes,

 og den ene dag, går med den anden.

 

Vi får stadig mange små nye kalve, og det går forholdsvis godt.

Vi har fået Cryptosporider, hvilket er en slem bakterie, som kommer som lyn fra en klar himmel.

Den angriber tarmen på de små kalve og kan medføre dødsfald.

Vi havde en lille kalv der døde, uden at vi kunne nå at gribe ind, men heldigvis har vi en test, hvor vi via gødning fra kalven, kan foretage en test for de 4 værste diarreer , så vi fandt hurtigt problemet,  og fik ringet til vores dyrlæge. De skal have Halocur i munden 1 gang dagligt i de første 6 levedøgn. Har man en kalv der dør skal man finde ud af hvorfor, IKKE VENTE PÅ DEN NÆSTE, men få styr på hvad der sker.

 

Jeg har det ikke godt, når vi ikke slår til, kalvene er jo afhængige af, at vi læser signalerne de sender.

Dog ved jeg også fra før hvor vi har haft perioder med Cryptosporider, at det går stærkt og er de inficeret kan man stå på hovedet, uden at der er store chancer for kalven.

Nu må vi bare håbe, at de andre er modstandsdygtige nok, da man er nød til at starte med de nyfødte fra den dag man finder ud af problemet. Og det bryder som regel først ud efter 5 -6 - 7 dage.

 

Køerne har lige fået en kold tyrker. De søgte ikke robotterne godt nok.

Så vi havde lige telefon møde med et par konsulenter, Mads Nielsen, som altid guider os med robotterne og Anna Mette Ugelvig, som er vores kvægbrugskonsulent.

500 gram halm pr. ko i 3 dage i foderet på foderbordet. Så skal køerne bruge længere tid på at tygge deres mad, og så bliver kraftfoderet i robotten pludselig interessant og lettere omsættelig for dem.

Søger de foderet i robotten, bliver de også malket det oftere, og vi behøver ikke at gå og finde dem, og jage dem derop.

 

Vi skal gerne ligge oppe på 2,7 til 2,8 malkninger i gennemsnit pr. ko i et døgn.

 Især nu her med alle de nykælvede køer.

 

Ebbe har hentet de sidste kalve, han har valgt at stoppe til næste år.

Så nu har han de kalve, han vil fede færdig. Det har været et rigtig godt samarbejde igennem 7 år og 1 mdr.

Jeg var inde og i Dyreregistrering for at se, hvornår vi var begyndt at sælge kalve til ham.

Det har været rigtig godt at vide, hvor kalvene kom hen, og ligeledes , at de bare ikke kunne få det bedre.

Men nu må vi se, hvad vi så vælger.

Jeg tror, at Husdyrformidling Syd får dem i første omgang.

Ellers så har Erling været til diabetes tjek og øjentjek og tandlæge, så jeg har en tip top trimmet mand, der cykler, jeg ved ikke hvor mange kilometer hver uge.

Han har lige besluttet at cykle til Holland til sommer. Indtil videre på 2 dage.

Vi har Hent og Sonja, som vi vil ned til, og det er ved at være længe siden, vi har besøgt dem.

Så det bliver ca. 500 km. Dog har han fundet sig et par stykker mere, der vil med.

Jeg kører følge bil. Så der er hjælp ved hånden, når der kommer punkteringer eller andet.

Men det skal I nok høre mere til, når tiden nærmer sig.

 

Vi har ansat Raluca den 1. februar.

Raluca kommer også fra Rumænien, og hun skal primært i starten følges med Kate og sættes ind i alle gøremål med køerne.

Den daglige rutine med opsamling, inseminør, yvertjek, almindelig observation, og hvordan vi agerer på de forskellige tegn køerne fortæller os.

Der er mange ting på en gang, men hun er virkelig en frisk pige, der går til makronerne.

 

Så synger Michael på sidste vers. Michael er færdig på landbrugsskolen d. 18. februar.

Vi vil gerne sige dig mange tak, Michael, for en loyal og engageret arbejdsindsats i det 1½ år, du har været ansat hos os. Du har ikke haft en eneste sygedag, godt gået !!!!

 

Vi håber, du finder en ny praktikplads, og vil herfra gerne give dig de bedste anbefalinger.

 

Mads Fjordside har været i dag. Mads er avls rådgiver og vores kontakt i det krydsningsprojekt, som vi er med i.

Vi gennemgik lige vores reproduktion.

Vi har opnået de fleste mål vi satte os i sommers, og nu har vi sat nye mål op.

Man må ikke stå stille, men hele tiden videre.

Der er mange penge at hente i reproduktionen. Først og fremmest gælder det om at finde dyrene, når de er i brunst.

Dernæst at få dem insemineret på det rigtige tidspunkt.

Så afhænger det af koen, om befrugtningen bliver til en drægtighed.

Koen skal være i balance – ingen stress – godt foder – ingen sygdom osv osv.

Management er nøgleordet.

 

Vi får rigtig mange krydsningskalve, som det var planlagt ifølge projektet.

Det bliver spændende at følge dem, når de bliver køer og begynder at give mælk.

Det er ikke decideret mælkeydelses frem gang, man går efter, men stærke og sunde dyr.  Det skal reducere omkostninger til dyrlæge og klovbeskærer, ved mindre yverbetændelse – mindre lemme lidelser - stærkfødte kalve – nemmere at få dem med kalv mm.

Der er fokus på alt hvad der hedder omkostninger

 

Jeg vil slutte for denne gang.

Vi har en masse livsglade unge mænd på loftet, der er ved at varme op til at skulle i byen, så de skal lige have en omgang Pizza.

 

Rigtig god weekend

Karin

 

Uge 4

Efter en rigtig god weekend, hvor vi både var ude at se Jennifer spille håndbold i Løgumkloster, og fulgte herre landsholdet på tv, startede arbejdsugen for fuld skrue igen.

Jennifer og jeg var også ude ved min mor, som vi prøvede at banke i kortspil.

Tre generationer imod hinanden, men Jennifer og jeg måtte bruge alle kneb, for at slå mormor.

Vi fik en masse sjov og ballade ud af det, og det var rigtig godt.

 

Erling var tirsdag til møde i Haderslev, hvor Nordea havde stablet et rigtig godt og lærerigt møde på benene.

Der var emner som:

trends og tendenser mod år 2025,

  Visioner for et mangfoldigt landbrugserhverv,

Kan landruget levere løsninger, og et politisk oplæg ved Mette Bock

 som er spidskandidat for Liberal Alliance.

En god paneldebat og til sidst og ikke mindst en dejlig frokost.

Så var de også omkring de økonomiske udsigter og et kig i krystalkuglen.

Der er mange profetier, og det ene kan være lige så rigtigt, som det andet, men en ting er sikkert, det  bliver ikke en dans på roser.

 Der er mange udfordringer, og der skal lidt velvilje til, så der bliver skabt muligheder til, at vi kan konkurrere på lige vilkår med vores kolleger i de andre EU lande.

 

Ugens højde punkt har helt sikkert været, da Johnny fik sit kørekort.

Han var ikke til at skyde igennem. Og det er, som om kasse bilen er klæbet på ryggen af ham.

Det er dejligt og spændende, at have voksne børn.

Hver alder sin charme, man skal bare nyde hvert minut, hverdag, fordi det går bare stærkt.

 

Trine er godt i gang med at finde flere besøgslandbrug til vores eget lille projekt, nemlig hjemmesiden www.123hjemmeside.dk/landmandslivet

Vi prøver på at lave et fælles fodslag, så vi kan få den almene befolkning og skoleelever ud at se, hvordan vores fødevarer bliver produceret, og hvordan vi kvalitets sikrer dem, så det er nogle af de bedste i verden.

 

Så har vi startet en TØSEKLUB op. Vi er 15 friske piger i den gode alder, der mødes en gang i måneden, og det er op til værten, hvad vi skal præstere eller opleve. Det er rigtig godt at komme ud og få luft under vingerne, så det hele ikke går op i kalve, køer og regnskab, og hvad man ellers arbejder med.

Vi er en gruppe, hvor vi er bredt repræsenteret på arbejdsmarkedet.

 

Kate og jeg var til LVK møde i Agerskov torsdag aften. De havde vintermøde, hvor der var fokus på aborter, dødfødte kalve og klovsundhed.

Der var mange guldkorn, og helt bestemt noget, vi kunne tage med hjem og gøre brug af.

Det er enormt vigtigt, at have fingeren på pulsen hele tiden, og der er så mange krav til det at have dyr, at men hele tiden skal følge med i nye tiltag og lovbestemmelser og så videre.

Man skal lære hele livet.

 

Det er lidt koldt igen, frosten driller lidt, og det er lige på vippen til at varmekanonerne skal tændes, men indtil videre er det gået uden.

Det er et par dyre venner, at have kørende, så længe der ikke kommer alarm på mislykkede malkninger, går det uden, at tænde dem.

Vi er godt i gang med besøgende igen. I dag var der en gruppe fra Sjælland, som havde læst om os i et af fagbladene sidste år, så de ville ud og se til os, og opleve det på egen hånd.

Det er jo lige, det vi gerne vil, vise hvad vi laver, og hvordan vi arbejder.

Hvert erhverv har sine spændende ting at fortælle.

Om man arbejde på sygehus, bageri, møbelfabrik, mejeri eller landbrug osv.

Det at komme ud og opleve – se – få indsigt – synes vi er berigende.

Så har man også lov til at have sine holdninger, fordi så har man en viden bagved.

 

Nu må I have en rigtig god weekend, vi skal til at se håndboldkamp

Danmark – Spanien.

VI GÅR EFTER GULD PÅ SØNDAG.

 

Vi ses

 hilsen Karin

 

Uge 3

Ugen startede med at Erling var væk hele dagen i mandags.

Han var til kredsrådsmøde ( Arla ) i Viby. Kasse bilen skulle til syn, og hvad sker der så, ja så punkterer trucken selvfølgelig.

Den lille maskine kører hele tiden. Den har så mange funktioner, at det forskubber hele dagen, når den står stille. Men det endte med at vi nåede det hele. Planlægning kan virkelig gøre en forskel. Så Kate fik lidt ændret i planlægning af arbejdsopgaverne og så gik det hele op igen.

Tirsdag aften var der Andelshaver møde i Arla, på Agerskov Kro. Vi var begge af sted og der var rigtig mange fremmødte.

Vores Mobil net, har som jeg skrev i sidste uge virkelig været en udfordring.

Så vi har fået et fastnet nummer lagt ind på kontoret, så vi ikke er så sårbare. Nummeret er 74783323.

Vi får stadig mange kalve og de har det godt alle sammen. Daniel har nok at se til, råmælksbanken skal dagligt opdateres, og de små kræver ekstra omsorg de første dage. Ligeledes har Kate travlt med at holde godt øje med alle de nye mødre, og at de kommer godt fra start.

Når vi har dyrlæge hver torsdag, bliver alle køerne der har kælvet tjekket, men derfor skal man alligevel holde et vågent øje, med dem alle sammen hver eneste dag.

Vi havde en ko som døde midt i fødslen, det er aldrig sket før, men den kan have haft et svagt hjerte eller noget andet ved kredsløbet.

Det sker jo desværre også somme tider ved os mennesker.

I dag fredag  fik vi  pludselig besøg af arbejdstilsynet.

De kom uanmeldt, og ville gerne se sig omkring på hele ejendommen.

Vi startede inde på kontoret med APV’en og rygepolitikken.

Så var vi ude og se på alle maskiner og bygninger. Forholdene ved de forskellige rengøringsmidler og væsker, hvor der kræves udstyr og oplysningssedler osv.

Vi fik en grøn smiley, ”så det var ikke så ringe endda”.

PUHA man bliver altid lidt ” er alt nu godt nok ” når der står en fremmed person i døren og vil gennemgå tingene. En flink og venlig herre.

Jeg kunne heller ikke lade være med at sige, at hvis han nu gav os besked næste gang han kom, så kunne jeg have kaffen klar.

Vi får kun det sjov vi selv laver.

Selv om vi prøver at gøre det bedste hver dag, og efterlever alle regler, så kan man da godt komme i tvivl om alt nu er som det skal være.

Men det gik super godt.

Husk vi har åbent hver mandag og fredag eller efter aftale.

Vi har masser af små kalve  og de er simpelthen så søde.

Både sorte og røde.

 

Rigtig god weekend til jer alle.

Karin

 

Uge 2

Nyhed,

Erling har fået en fane på hjemmesiden.

Jeg vil opfordre til, at I prøver at læse lidt her.

Vi landmænd er tit i tvivl, om vi har en fremtid, fordi der pålægges os så mange ting, at arbejdsglæden somme tider virkelig er sat på prøve.

Men vi er seje og kæmper hver dag, arbejder mange timer, fordi vi elsker at være landmænd og elsker vores dyr, naturen og det at være selvstændig.

 

Vi har tø, og alle landmænd har kriblen i blodet, så snart vi kommer over nytår, foråret er lige om hjørnet…..

Ja – det er i hvert fald ikke så længe til, som det har været.

Så snart lærken og viben lader sig høre, og solen varmer lidt på ageren, så skal vi i marken og forberede den kommende sæson.

Vi har Claus til at tage vare på marken, mens vi bliver i stalden og koncentrerer os om dyrene.

Men derfor kribler det alligevel.

Ugen har givet os en masse nye kalve, vi har haft 3 til 4 kælvninger hver dag, så Daniel har travlt med at give råmælk, og passe godt på de små.

Kate har fornøjelsen af, at lære kvierne, der kælver, at de skal malkes i robotten og at” det faktisk ikke er så ringe endda”, fordi her får man kraftfoder og yveret bliver masseret og tømt.

 

Adrian har styr på robotternes vedligeholdelse, og at alt fungerer rundt omkring, og Søren har styr på gyllen og ensilagestakkene.

Der har været lidt sejt, da alt var så koldt, men lige nu er der tø og alt går meget nemmere.

 

Vi har næsten alle senge fyldt med fiber i stald 5, og det går rigtig godt.

Køerne vil gerne ligge i det, og det ser ud til, at det ikke har indflydelse på yversundheden, og hvad der ellers måtte være.

Køerne er rene og trives godt.

Vi følger dyrene tæt, er godt tilfredse.

Vi golder en masse køer for tiden, så der bliver flyttet mange dyr hver uge. Det er alle de køer der skal kælve i februar – marts, de får en pause på 8 uger.

Vi har nemlig også rigtig mange kælvninger i februar – marts.

Dejligt.

Det har været rigtig frustrerende i denne uge.

Vores mobiler har næsten ingen dækning, andet end at vi løber udenfor, og finder et sted, så vi kan kommunikere.

Det er åbenbart alle mobilnet, der ikke lige fungerer her i vores område. TRÆLS.

Jeg har fået masser af frisk luft i ugens løb, bare lidt trist at vejret har været tåget og koldt.

Så vi har undersøgt og prøvet en masse, da vi er meget afhængige af, at kunne ringe fra kontoret.

Så vi beklager, hvis vi pludselig har ”lagt røret på midt i et opkald”, men det har været forbindelsen.

Vi håber, på det bedste, at det snart er ok igen.

Jeg er ved at gøre diagrammer klar til brug i 2011, og ligge vores nye budget ind i dem.

Det er rigtig godt, og et dejligt redskab at bruge, da man hurtigt har overblik og hurtigt kan justere – rette op - hvis nogle områder går i den forkerte retning.

Ligeledes kan man også hurtigt se, hvis noget går godt, så man kan bibeholde den gode trend og styrke området.

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en god weekend.

HUSK

Vi har åbent, som vi plejer, hvis nogen har lyst til at komme på besøg.

Uanset vejr og vind, er vi altid på pletten hver mandag og onsdag, og hvis mobilen ellers virker, kan andet også aftales.

 

Karin

 

 

 

 

 

 

uge 1

Vi er godt i gang med det nye år.

Det er altid spændende at starte et nyt år.

 

Der ligges planer og man har nytårs fortsæt, der skal føres ud i livet.

Jennifer har besluttet, at vi i år skal have fokus på at leve sundt.

Det har vi jo faktisk gjort de sidste 5 år, fordi vores kost bærer præg af, vi har en diabetiker i blandt os.

Men vi har simpelthen lavet madplan efter sunde opskrifter, så vi sikrer at få masser af grøntsager og fedtfattig mad hver dag.

Det skaber fællesskab, og de unge mennesker er med til at skaffe råvarerne.

 

Med hensyn til vejret, så har der været hvidt derude hele ugen, og det har været rigtig glat på veje og alle steder, hvor sneen har været rigtig kørt fast.

Man tripper rundt, for ikke at falde, og jo mere stivbenet man bevæger sig, des mere risiko er der for at falde. Men heldigvis er der ingen der er kommet til skade, hverken til fods eller i bilen.

 

Vi har haft travlt hele ugen, men det har været  med alle de daglige ting. Dyr der skulle flyttes og goldes og kælvninger osv.

Vi har siden vi startede i de nye stalde haft mange kælvninger i december,  januar og februar.

Alle de kvier vi købte til udvidelsen, kælvede jo netop her i disse måneder, og så er det meget normalt, at de 1 år efter får næste kalv.

Målet er at få antallet af kælvningerne udjævnet antalsmæssigt over alle 12 måneder.

 

 

 

Vi har muget alt - kalve - hytter og hele den store stald med dyb strøelses arealet .( kælvningsafdelingen).

Vi får som sagt mange kalve lige nu, og det er gået rigtig godt.

Vi ved, at der kommer 54 stk. her i januar og ca. 40 i februar.

 

Vi har lige haft en kvie, der fik en kalv som lå helt forkert.

Der kom kun et ben op, og den lå baglens og helt omme på siden.

Men vi fik den ud i god behold, og både ”kalven og moderen”  har det godt.

 

For at det ikke er løgn, blev den faktisk født i det samme tidsrum, som vores kongelige fik tvillinger.

Kalven blev en kvie kalv og fik nummeret 3200.

Så den må hellere få et navn, så vi kan huske den, som noget særligt.

 

Onsdag havde Johnny fødselsdag, og han blev ikke mindre end 18 år.

Han er godt på vej med kørekortet, så det er bare dejligt.

Han ville fejre sin fødselsdag ved at vi 4 skulle ud og spise og hygge os sammen.

Det gjorde vi torsdag. Vi hentede dem lige fra gymnasiet og tog til Flensborg, hvor vi stod på skøjter.

Vi parkerede derefter nede på havnen, og gik den lange vej op i byen til gågaden.

Efter lidt shopping og lidt varmt at drikke,  fik vi en rigtig god middag. Vi fandt et meget hyggeligt og godt spisested nede i en sidegade. Så havde vi den lange gåtur ned til bilen igen, så fik vi lidt af maden forbrændt igen.

Det var bare en sjov og hyggeligt dag, hvor vi slappede af og nød hinandens selskab.

 

Vi har selv arbejdet her i weekenden, så derfor er historien lidt forsinket.

Men nu er det tø og vandet står i store pytter, men hvor er det skønt.

Det var helt forårsagtigt i dag. ( Søndag)

 

Jeg vil slutte for denne gang og vender tilbage på fredag.

Hvem ved hvad ugen der kommer bringer…..

Rigtig god arbejdslyst til jer alle.

Karin

 

 

Godt nytår til jer alle.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 17:02

Hahaha! Den kalv ser ud til at have det rigtigt godt :) Hvor sødt!

http://www.bedstecasinospil.dk/

...
21.12 | 18:15

Er det tilladt at stille et måske dumt spørgsmål men hvordan kommer kørne over i den nye malkestald ? der er ingen billeder af det

...
11.11 | 20:15

Hej har i kaniner?

...
08.11 | 01:10

Det var en bustur hvor alt var arrangeret vh Karin
Jeg kan ikke huske navnet på stedet.

...
Du kan lide denne side