historien om den lille kalv

en lille historie

Det var en tidlig morgen, tror jeg.

Jeg lå i et mørkt rum og svømmede rundt.

Det hele var så trangt, jeg kunne ikke holde det ud mere, selv om der var trygt og varmt.

Jeg måtte ud, hvordan kunne jeg det??

Så var der som om en hjælpende hånd, kom og hjalp mig.

Det gjorde lidt ondt, og jeg blev presset sammen, og det var, som om jeg skulle igennem en tunnel.

For enden af tunnellen var der lys.

Ja ja lad mig komme ud, tænkte jeg.

Og det kom jeg, med et ordentligt skvulp.

Puha det var hårdt. Jeg rystede på hovedet og havde vand i mine ører og min næse.

Jeg fnyste og slog med hovedet, så ørerne sagde klask, klask.

Så var der et dejligt stort dyr, der begyndte at slikke mig kærligt på ryggen og maven, og det var så skønt.

Jeg vidste pludselig, at det var min mor. Hej mor dejligt at se dig.

Jeg kunne fornemme en dejlig lugt af mor. Den printede jeg ind i min hukommelse, så jeg kunne finde hende igen, hvis hun skulle blive væk.

Mor, ja… mor slik mig, det gør så godt.

Hun skubbede til mig, i begyndelse var jeg lidt utilfreds, jeg lå lige så godt, men så fandt jeg ud af, at jeg havde ben.

Hun prøvede at få mig til at bruge disse ben. Hvad mon de kunne bruges til ???

Aha  - dem kan man komme op og stå på.

Så kan man se det hele lidt bedre fra oven.

Smart, jeg må hellere gøre en indsats og vise hende, at jeg ved, hvad hun vil have mig til.

Det var slet ikke så svært, efter et par forsøg og en tur lige på næsen, kunne jeg stå op.

Men faldt lige på hovedet igen, fordi hun stadig puffede til mig, hende min kære mor.

Hvad skal jeg, hvad vil du have mig til, tænke jeg.

Jeg rejste mig igen og så kunne jeg se, hvad hun gjorde. Man kunne gå på disse her ben.

En – to – tre, man kunne også løbe. Før der var gået en halv time, susede jeg rundt med en vældig fart.

Ingen kunne fange mig, de kunne bare komme an. Jeg var født til at løbe. Skønt.

Jeg fornemmede en sød og uimodståelig duft.

Hvor kom den fra, jeg sniffede mig frem til nogle mærkelig vedhæng, der var fire af dem og besluttede mig for, at prøve at fange en med min mund. Jeg ved ikke hvorfor, men syntes bare at det skulle være sådan.

Ud af denne ting, som jeg senere fandt ud af var en pat, som hang fast på en mælkebeholder på min mors mave, fik jeg noget at spise.

Hold da ferie, i denne beholder var der den dejligste væske, og det smagt så godt, at jeg bare blev ved og ved med at sutte. Jeg fandt senere ud af, at man kaldte denne vidunderlige drik for mælk.

Efter at jeg havde spist mig mæt, var jeg total udmattet, jeg var både kommet igennem en tunnel, lært at løbe og fundet et godt spisekammer, så jeg blev nød til at have en lur.

Min mor gik op for at spise og drikke, for hun var også sulten efter min fødsel.

Bagefter kom hun ned til mig igen, og lagde sig ved siden af mig, og det var så hyggeligt og varmt.

Hun nussede mig og holdt godt øje med, at der ikke var nogen, der gjorde mig noget.

Vi havde hygget os i nogle timer eller mere, jeg ved ikke hvor lang tid, men så kom der en på to ben gående hen til os.

Denne to benene var landmandens kone. Hun klappede og nussede mig også, det var også dejligt, det føltes okay. Da hun tog mig med, var min mor lidt bekymret, hun fulgte os hele vejen, så langt hun kunne. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske, men var nysgerrig og råbte til min mor, du skal ikke være bekymret, hun er sød, og jeg tror det bliver spændende.

Min mor var ikke helt sikker, men stolede på, at de ville passe godt på hendes kalv, når de nu hver dag sørgede for, at hun havde det godt og fik masser af mad og rent vand, så ville de vel også gøre det samme for hendes kalv.

Jeg gik med denne dame og blev lagt i en velstrøet lille hytte. Jeg fik helt min egen og kunne sove i fred og ro.

De kom to gange hver dag med varm mælk og jeg fik mysli og hø og jeg kunne mærke, at de ville mig det godt.

Jeg måtte sutte på deres fingre og de klappede mig på ryggen og jeg havde det rigtig godt.

Der var en morgen, hvor jeg virkelig var utilpas. Jeg havde ondt i maven, og jeg orkede ikke at gå ud for at spise min morgenmad.

Jeg kunne se, at min to benede ven, som fodrede mig virkelig var bekymret, og jeg fik noget andet som mælk for at hjælpe mig med min mavepine.

Det hjalp også og om eftermiddagen, var det meget bedre.

Efter nogle dage fandt jeg ud af, at der boede andre kalve som mig i alle de andre hytter, der stod lige ved siden af. Det var mine naboer. Vi hilste på hinanden og kunne også røre hinanden.

Vi boede på rad og række og fik alle kærlig omsorg som i en vuggestue.

Her boede vi i ca. 14 dage. Så blev vi flyttet til en stor hytte. Hallehøjsa, det var total fedt.

Vi kunne her huje og hoppe og løbe og vi sloges også.

Vi havde alle en trang til at finde ud af, hvem der var stærkes her i butikken. Den der var den stærkeste, var den der måtte æde og drikke først. Sådan var det bare, det var en uskreven lov. Jeg tror menneskene kalder det rangorden.

Men vi havde det skægt, vi kunne sove, hvis vi havde lyst, eller æde og drikke, der var altid frisk mad til rådighed.

Vi voksede hurtigt og det blev mere og mere voldsomt, når vi skulle prøve kræfter. Men vi kom aldrig til skade, vi stoppede altid, når vi kunne fornemme, at vi havde tabt eller vundet.

En dag kom der en dyrlæge ind til os.

Vi anede ikke, hvad der skulle ske.

Han prikkede os med en spids tingest, og før vi vidste det, lå vi alle og sov.

Vi var blevet bedøvet, fordi vi var begyndt at få horn. Den ville de så fjerne, mens vi sov.

Vi kunne ikke mærke noget, men da vi vågnede, havde vi alle to pletter, der hvor hornene var begyndt at vokse frem. Hornene var væk og nu ville der aldring nogen sinde komme et rigtigt stort horn frem i panden på nogen af os.

Et dyr med horn har magt, og kan gøre skade på de andre dyr.

Så det var en sikkerhed for os selv, at vi alle fik dem fjernet.

Jeg har slet ikke fortalt jer, at jeg er en pige. De kalder mig en kviekalv og jeg har nummer 3018.

Jeg har et nummer i stedet for et navn, og på mit nummer skriver de, når jeg er syg eller jeg har oplevet noget, der er vigtigt lige netop for mig.

Jeg er nu 3 måneder gammel, og jeg får ikke mælk mere, øv jeg var rigtig utilfreds, da vi ikke måtte få det mere. Jeg og de andre kalve prøvede at brøle vores utilfredshed, men det hjalp ikke.

De snød os lidt, for først fik vi ikke mælk om aftenen, og så til sidst fik vi heller ikke om morgenen.

Men vi fik til gengæld en rigtig lækker blanding af majs og græs og nogle pille, som smagte henrivende godt.

Da vi fandt ud af, at vi ikke kunne brøle os til at få mælk, opgav vi. Dette nye foder var faktisk også bedre.

Vi kunne se, at vi voksede og voksede. Vi lå stadig og sov i halm og kunne suse rundt, hvis vi havde lyst.

Vi havde indtil nu været i stalden hele tiden.

En dag kom bondemanden og vi blev gennet op på en vogn.

Vi skulle ud på en rejse. Vi blev kørt ned til en grøn eng, her skulle vi være hele sommeren.

På engen var der dejlig græs, det havde jeg aldrig smagt før. Det var saftigt, og der var græs, hvor jeg end kiggede hen.

Der var også gule blomster og bier der summede.

Da vognen blev åbnet og vi kunne komme ud, løb vi alle for fulde gardiner og sprang og lavede bukkespring.

Dette var livet. Mente vi. Det var det også, undtagen når det rigtig blæste og regnede, så kunne vi godt længes hjem i stalden, hvor der var tag over hovedet.

Men her på engen gik vi hele sommeren.

Vi var en masse tøser og ingen drenge.

Når vi gik og græssede, skulle vi passe på, hvor vi trådte med vores fire ben, fordi der boede små fugle i reder på jorden. Det var lærker og viber, lærkerne var små grå fugle, der sang for os fra tidlig morgen til sen aften. Viben derimod var en skrigehals. Men til gengæld var den god til at advare alle de andre fugle, hvis der var noget farligt eller udsædvanligt på færde. Somme tider kom ræven forbi, og så skulle i bare høre hvordan viben gav hals.

De var selvfølgelig alle bange for, at ræven skulle finde deres rede og spise deres unger.

Viben blev helt aggressiv, når den fløj op i luften, så styrt dykkede den efter ræven, så den glemte alt om at snuse efter fugleunger, viben fik den til at løbe en anden vej og irritere ræven så meget, at den ikke gad at være der.

Der boede mange forskellige dyr nede på engen. Der var haren, som hoppede rundt, og så var der også rådyr. De kunne skyde en vældig fart, når de kom løbende, eller rettere de hoppede i fuld firspring.

Jeg har prøvet at løbe om kap med dem, men kunne slet ikke følge med.

Jo livet nede på engen var dejligt. Sidst på sommeren kom der en tyr ned til os. Han var gevaldig charmerende og så rigtigt godt ud.  Flot fyr …..

Vi havde det rigtig sjovt og vi legede tag fat og mange andre ting.

Hver dag kom landmanden ned og se til os, om vi havde det godt, og at der var nok græs og frisk vand at drikke til os.

Da det blev efterår og koldt igen, blev vi atter hentet i kreaturvognen.

Vi kom hjem i stalden og kunne være her hele vinteren.

Vi var næsten lige så store, nu hvor vi kom hjem, som køerne. Vi havde ikke bemærket det ude på engen, fordi vi jo alle var vokset lige meget.

Men nu kunne vi godt se, at der var andre små kalve derhjemme, meget mindre end os.

Det var mærkeligt, at tænke på.

Vi kvier der havde været sammen på engen, blev mere og mere tykke i løbet af vinteren.

En af de andre sagde pludselig, jeg forstår det ikke, men jeg har et eller andet i maven, der laver en masse ballade. Det er som om, der er en der sparker mig indefra.

Det har jeg også, sagde en anden. Jeg havde faktisk også en værre uro i maven.

Det skulle vise sig, at være en lille kalv hos os alle sammen.

De kom til verden det næste forår. Pu ha det var hårdt. Det tog sin tid at få den lille ud, men så snart det var sket, vidste jeg helt pr automatik, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle op og stå og slikke min lille kalv. Skubbe blidt til den, så den kunne komme på benene, og finde mine patter, som allerede var begyndt at dryppe med mælk.

En af de ansatte kom og klappede mig, og gav mig en spand lunkent vand, og hjalp mig med at tørre min lille kalv.

Senere kom de så og hentede ham. Men jeg vidste jo, at de ville tage sig kærligt af ham. Lige så kærligt som de havde gjort med mig selv, da jeg blev født.

Da vi havde født vores kalve, mødtes vi alle igen ovre i malkestalden.

Nu var vi alle blevet til malkekøer.

Landmanden var vældig glad for os, og vi fik det bedste og det bedste foder hver dag, og til gengæld gav vi ham med glæde vores mælk.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 17:02

Hahaha! Den kalv ser ud til at have det rigtigt godt :) Hvor sødt!

http://www.bedstecasinospil.dk/

...
21.12 | 18:15

Er det tilladt at stille et måske dumt spørgsmål men hvordan kommer kørne over i den nye malkestald ? der er ingen billeder af det

...
11.11 | 20:15

Hej har i kaniner?

...
08.11 | 01:10

Det var en bustur hvor alt var arrangeret vh Karin
Jeg kan ikke huske navnet på stedet.

...
Du kan lide denne side