ugen der gik 2015 uge 1 til 13

STUK skole

uge 13

Uge 13

Jeg har haft travlt med at få det hele koordineret med foderleveringer og at alt er fyldt op, så vi ikke får problemer i Påsken.

 

CR foderservice kommer på tirsdag for at male korn, og så kommer der soyaskrå på onsdag.

Det kommer i så store portioner, at det gamle helst skal være brugt op, før der kommer nyt, men det ville være midt i Påskedagene, så det var ikke så godt. Derfor blev det så tæt som muligt på Helligdagene.

Så kunne vores råvare hal godt have haft et par rum mere.

 

Jeg har i denne uge haft besøg af tre 7. klasser fra STUK skole.

Det var rigtig spændende, og de tre timer hvor de var her, gik simpelthen alt for hurtigt efter min mening.

De havde opgaver med, og så fik hver klasse en rundvisning, mens de andre lavede opgaver og spiste deres medbragte mad.

Jeg har et par billeder, som I kan se.

Tak for et godt besøg, og tak for jeres interesse for landbruget og fødevare produktionen.

Det vedkommer os alle, vi skal hver dag have mælk og smør og kød. Så hvorfor ikke se, hvordan det foregår ude i den virkelige verden.

Jeg kan kun varmt anbefale det, og jeg er til hver en tid klar til at modtage klasser, der har dette ønske.

 

Så er Johan kommer på ferie igen. Han bor normalt i Ishøj, men har de sidste mange gange, der har været skoleferie langt sin vej forbi os. Han går ud i stalden og hjælper til, og denne gang har han fået traktorkørekort, så vi må ud at finde noget til ham, hvor han kan gøre brug af dette.

 

Hvis der er nogen derude, der mangler et sted at bo, så er Lydersholmvej nr. 28 ved at være klar til at blive lejet ud.

Ude i menuen er der en fane med hus til leje.

Vi har fået mange kalve på det sidste.

På onsdag, så kommer Jan Jannsen og henter 19 tyrekalve.

Så får vi lidt plads igen.

 

Jeg vil slutte her og ønske jer alle en god påske

Skulle I få lyst til at se landbrug, så ring.

Hvis jeg ikke har noget i kalenderen, kunne en rundvisning være en mulighed.

Karin

 

 

Hus til leje i Lydersholm

Ring og forhør nærmere.

Dejligt at stå i forårsolen

uge 12

Ugen startede med forårsvejr, og det har virkelig været dejligt.

Anna Mette Ugelvig var forbi i mandags. Hun er vores kvægbrugskonsulent. Vi var lige det hele igennem,  foder planer, mineraler, kalvesundhed, mælkeydelse osv. Vi har få fokusområder, som vi følger nøje op på hver måned, så vi hurtigt kan ændre, hvis det skulle gå i forkert retning.

Niels Jørgensen har været forbi med en landmand, for at se på kvier. Vi har 24 stk. til salg, og nu må vi se om det lykkes at få dem solgt. Vi kan jo kun malke et vist antal køer i hver robot, så det giver en naturlig begrænsning. En robot kan maksimal malke 70 køer i døgnet.

  

Så har vi haft ydelseskontrol, hvor der bliver taget en mælkeprøve af hver ko, så vi helt nøje ved hvilken mælk koen giver.

Der bliver både målt fedt, protein, og celletal.

Mælken bliver omregnet til Energikorrigeret mælk.

Eks. En ko giver 30 liter mælk, men det kan være at den er 37 liter omregnet, når fedt og protein er højt. Ligeledes kan det også gå modsat, hvis der ikke er nok indhold i mælken, så kan det måske være 25 liter værd.

Med de resultater vi så får tilbage, ved vi hvilke køer der skal slagtes eller på udsætterlisten.

Det er vigtigt, at have fokus på yversundheden og mælkekvaliteten.

 

Ejnar vores klovbeskærer har også været på besøg igen. Stald 4 skulle have tæerne ordnet.

Det tager ca. 4 timer for små tres køer.

Se nu skal I høre

 Kontrollen kører fra onsdag middag til torsdag morgen, hvor alle glas skal sættes i rammer og trykkes låg på. Kasserne skal kobles fra robotterne, og alt skal rengøres og gøres klar til kontrol assistenten kommer.

Dyrlægen kommer altid torsdag mellem 8.30 og 10.00, hvor vi er igennem alle nykælvede køer og deres kalve. Køerne bliver gennemtjekket for alt, så de får en så optimal start som muligt når mælkeproduktionen går i gang.

 Inseminøren kommer også altid omkring kl. 8.30 hver dag.

Klovbeskæringen stod til fredag i kalderen, men Ejnar kom torsdag kl. 8.00……………………..

Ja – mit navn stod i hans kalender og jeg havde selv skrevet det, så der er sket en fejl, da vi har skrevet det i på vores store kalender i frokostrummet.

 Heldigvis havde vi listen med alle køerne til klovbeskæreren klar. De skulle bare tastes i computeren og hentes op.

Men I kan tro, der var trængsel i observationsområdet. Dyrlæge og inseminør stod side om side og undersøgte køer i fangegitteret, da insemineringsgangen blev brugt til køerne, som skulle klovbeskæres.

Men det gik rigtig fint det hele.

 

Vi nåede også at få kontrollen pakket ned, før Søren kom for at hente det.

 Onsdag aften havde vi en ko, der slog voldsomt ud på en kirtel. Vi var ikke i tvivl om, at den var ved at blive syg, og at vi skulle gøre noget her og nu. Vi snakkede med dyrlægen og hjalp koen efter alle kunsten regler.

 Grethe kom forbi næste dag til ny kælver tjek og behandlede den, da den nu ikke havde kræfter til at rejse sig. Koen havde givet op, men så ikke ”så” syg ud. Men rejse sig ville den ikke.

Jeg troede at vi skulle til at aflive den.

Så fik vi den flyttet ud på græsset, ( briste eller bære) - og havde ingen grime på, da den jo ikke ville rejse sig.

Hvad gjorde koen !!!!!!!!!, den rejste sig og gik rundt, og så måtte vi i en fart have en grime, så hun ikke stak af.

Heldigvis er vores køer meget tamme, så vi fik grimen på hende, og så gik den selv hele vejen over til stald 1, hvor hun nu er på rekreation.

 

Så har vi to morgener i træk siddet ved morgen maden, og pludselig går der køer uden for vinduet.

Nogen gange kan de få lågen op, når de står klar til inseminøren.

Cille starter altid med at sige.

”Det er da ikke rigtig det her ”

Og så springer vi andre op, og suser ud for at stoppe dem. Fordi alle de andre køer bliver helt elektriske, når der sker noget unormalt.

  Så skal I også lige se billedet med den lille røde kalv, der stikker af hele tiden. Den kan ikke vente til Cille kommer med mælken. Så den hopper ud, og løber hen til hende og begynder at sutte på hendes bukser.

Den har også fundet ud af, hvor hurtig den kan løbe, og hvor dårlige vi er til det.

Vi skal lige have den ind mellem hytterne, ellers har vi ikke en chance for at fange den.

Ligeledes er vi nød til at proppe en spand i hullet i dens løbegård, ellers er den ude hele tiden.

Det lille bæst.

Jeg vil slutte her, og ønske jer en dejlig weekend.

Har I lyst til at hilse på dyrene

Kan I altid kigge forbi mandag eller onsdag mellem 13.00 og 16.00

Eller prøve at ringe på min mobil 20946522

Karin

 

 

 

 

 

uge 11

Solen står højt på himlen, og vi venter med længsel på, at det vil tørre på markerne, så vi kan få noget gylle kørt ud.

Alle vores gylletanke er ved at være godt fulde, og nu skal det ud i jorden, så vi senere kan få foder hjem til vores dyr. Vi dyrker hovedsagelig græs og majs.

Claus har ansvaret for hele grovvareproduktionen, og det gør han til punkt og prikke.

Det store puslespil er, at få de forskellige arbejdsopgaver udført på de rigtige tidspunkter, så kvaliteten på foderet, kan blive så god som overhovedet muligt. Vejret er en væsentlig med - eller modspiller.

Vi vil gerne have sol og regn, men vi vil gerne have det, på de rigtige tidspunkter Cool

 

Det er tydeligt at mærke at solen får mere magt, og at der nu kun er lidt koldt om natten.

Solen giver fornyet energi, og man kan slet ikke styre sig. Der skal bare ske noget.

Vi har været i haven og alle grene og træer er blevet kraftig beskåret.

 

John fik motorsaven og hæk klipperen med ud i haven. Alt det som kunne rage hatten af farfar, når han skal klippe græs, skulle væk.

Hold da ferie, han gik til makronerne.

Jeg har så efter følgende været ude at rive det sammen og stable grene og halve træer i bunker.

Der lå grene over det hele.

Tommy havde regnet med at John var væk et par timer, men det tog det meste af dagen. Plus at vi skal have det kørt væk. Men det kommer til at se hammer godt ud.

 

Mandag aften var vi til Kredsmøde i Arla på Øster Højst Kro.

 

Tirsdag fik vi alle vores installationer derhjemme og i Lydersholm termofotograferet.

Der var ikke noget at komme efter, så det var bare så godt. To skruer i en kasse og to små plader, der var faldet ud i mellem sikringerne.

Ingen varmeudvikling i og omkring alle sikringer og el skabe.

Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå ude i Lydersholm, med al den ombygning og nedrivning af bygninger. Men det var alt i skønneste orden.

Super, så kom der ikke uforudsete udgifter i den forbindelse.

 

Tommy klarede selv, det ugentlige dyrlæge besøg, som var blevet flyttet til om tirsdagen. Hun kommer ellers altid torsdag morgen. Hvor vi gennemgår alle ny kælvede køer og deres kalve, og problem dyr.

 

Onsdag var der tryk på.

Arbejdstilsynet kom kl. 9.00 og Erling havde et besøg fra Kverneland kl. 9.30 med et par kunder, som var interesseret i at se og prøve vores mixervogn.

Tommy var med som medarbejder repræsentant ved mødet med arbejdstilsynet, og sener var det ham der kørte og fremviste mixervognen.

Erling skulle til møde i forbindelse med biogasprojektet til middag.

Det hele gik rigtig godt.

Ellers er ugen bare fløjet af sted.

Jeg vil slutte her og håber I alle får en god weekend.

Karin

 

3 friske gutter på besøg i søndags
gavlen på nr. 26 er ved at blive ordnet
Taget er næsten færdig på nr. 28

uge 10

I søndags kom der tre friske unge fyre på besøg.

De var hjemme på weekend fra efterskolen. De ville gerne se vores landbrug, da den ene var meget interesseret i dyr og maskiner.

Vi mødtes kl. 10.00, og gik vores min sædvanlige rundtur, hvor vi som I kan se på billederne, bl.a.  kælede med nogen af køerne.

Da vi kom ned i den grønne lade, hvor mixervognen stod parkeret, blev den grundig efterset, og spurgt ind til, hvordan den virkede. Efterfølgende så vi på ensilagestakkene, hvordan den æder sig igennem majs og græs og efterlader et ”clean cut”, så der ikke løsnes foder, så det kan tage varme og blive dårligt.

Vi har købt vores selvkørende mixervogn hos Schrøders Eftf. i Drengsted, og er meget tilfredse med vognen og den service de yder.

Vognen hedder Siloking, og der er lidt billeder af den.

Tommy, Johnny og Erling er dem der betjener den.

Efter de var smuttet igen, pakkede vi kassebilen og kørte Jennifer hjem til Århus. Hun havde lidt møbler, der skulle derop, og lidt der også skulle hjem. Det fik vi ordnet, og før vi tog hjem igen, fik vi lidt godt at spise.

Erling er med Erfa gruppen i Bruxelles, hvor de har været inde at se Euro- Parlamentet. De skulle have møde med

Christel Schaldemose, Ulla Tørnæs og Kirsten Holm Sørensen.

De skulle også have et møde med Jakob Bagge Hansen, der er lobbyist i Bruxelles.


Ligeledes skulle de også mødes på den Danske Repræsentation, hvor en attaché fra Fødevareministeriet ville snakke landbrugspolitik og der ville være mulighed for spørgsmål og debat.

På vejen hjem har de to gårdbesøg.

Jeg glæder mig til at høre mere til det hele, når han kommer hjem lørdag aften.

Her hjemme er det gået godt hele ugen.

Det begynder så småt at røre på sig med skolebesøg igen. Der er kommet flere aftaler i kalenderen i denne uge. Det glæder jeg mig til.

Jeg har lige været et smut i Lydersholm, og som I kan se, så begynder det at tage form. Det sidste tag er ved at blive lagt på i nr. 28, og gavlen er næsten bygget op på nr. 26.

Jeg vil slutte for denne gang, hvis der skulle være spørgsmål, så må I endelig skrive til mig.

Rigtig god weekend

Karin

 

 

uge 9

Uge 9

Mandag morgen var vi lige i stalden før vi satte kurs mod Herning.

Erling fodrede køerne, og jeg var på kontoret, for at taste de forskellige ting, før vi tog af sted.

Vi kørte ved 9 tiden, og havde Jane med. Hun skulle også til Kvægkongres med Gråsten Landbrugsskole.

Så kunne hun spare køreturen til Gråsten.

Det er første gang jeg har været til Kvægkongres, men det var yderst spændende og inspirerende.

Kvægkongressen er det årlige samlingspunkt for kvægbønder, forskere, beslutningstagere og interesse organisationer i og omkring kvægbruget.

Ca. 3000 deltager på kongressen, som forløber over to dage.

Vi havde bestilt en overnatning tæt ved Kongres Centeret, da der var indslag helt indtil 21.45.

Tirsdag morgen startede det igen kl. 9.30, så det kunne ikke gå at køre frem og tilbage.

Landbrug Fødevarer er arrangør af kongressen, og det er gratis at deltage.

Vi havde to spændende dage, og er klar igen til næste år. Det er vigtigt at følge med, og være på forkant med de tendenser, der tegner sig, så man kan agere i tide.

Vi var hjemme hen i mod aften om tirsdagen, og lige efter vi var landet på Parkvej, tog Erling igen af sted til repræsentantskabsmøde i Vojens.

Onsdag stod på opsamling af alle småting og kontorarbejde.

Jeg har været i Lydersholm både onsdag og torsdag til små møder angående forskellige ting.

Det er tydeligt at mærke at dagene længes nu. Det er bare så rart, at det er lyst om aftenen.

Fredag kom Jennifer hjem fra Århus. Hun har ikke været hjemme i over en måned, så vi hyggede os fredag aften, hvor Erling og Johnny var af sted sammen. De har et fælles projekt, som tager en del af deres tid.

I dag lørdag skal vi til Torsten’s 50 års fødselsdag.

Så nu trækker sofaen………...

Jeg vil ønske jer en dejlig weekend

Karin

 

 

 

 

 

uge 8

Uge 8

Så er vi tilbage på fuld kraft. Næsten…………;)

Erling har døjet med influenza hele ugen, og jeg vralter rundt med mine ”skiknæ”.

Men det går fremad. Mit kontor ligger ovenpå, og jeg skal mange gange op og ned af trappen, så det er træning i sig selv. Det er kun, når jeg laver bevægelser, der går lidt på skrå. Så er det ikke lige så godt.

Men lægen har tjekket, og det skal bare have lidt tid. Så ikke noget hyleri, vi skal bare i gang igen.

 

 

Denne uge har været præget af dyr ind og ud af bedriften.

 

Vi har solgt 8 kvier gennem BOVI Danmark. De skulle til Rusland. De blev hentet torsdag morgen.

Så ringede Niels Jørgensen, at han havde en landmand oppe nordpå, der gerne ville købe krydsningskvier.

Dette var også torsdag morgen, hvor han ringede og midt på formiddagen var han forbi for at se dem, og fredag morgen var de ude af bedriften.

Så torsdag var virkelig hektisk fra morgenstunden.

Vi havde kontrol der skulle pilles ned. Det er et mælkeglas pr. ko 380 stk.,som skal sættes i rammer og så skal der afkobles en kasse på hver robot.

 

Så var der ny kælver tjek med dyrlægen. Her havde vi ekstra mange dyr, da vi ikke havde det i sidste uge, på grund af ferien.

Så skulle vi først finde 10 kvier vil ville sælge, og så derefter ud og finde dem i natura. Vi har drægtige kvier i to stalde, hvor der ca. går 50 stk. i hver stald. Så skulle de fanges i fangegitter, og alt dette skulle gøres indenfor 1 time.

( Heldigvis havde jeg Tommy ved hånden, han er en ørn til at huske i  hvilke stalde de forskellige numre går, og hvordan de ser ud).

Da Niels havde godkendt 10 kvier, blev de flyttet over i stald 1, så de var klar til afhentning næste morgen.

 

Så skulle vi også lige have flyttet rundt på resten af kvierne. Der skulle 22 stk. fra stald 2 over i stald 3, fordi der skulle komme 32 kvier hjem fra Lydersholm fredag.

Det er for at det passer med antal senge og antal dyr. Der skal helst være nogle senge i overskud, så de hurtigt kan finde et leje.

Oven i havde vi lige 4 dyr, der syntes, at det var et passende tidspunkt at kælve på. Dette medførte at råmælk til små nye kalve og flyt af dyr til stald 4 fra dybstrøelsen, også lige skulle praktiseres.

Men alle var ved godt mode og der var højt humør, og før vi vidste af det, var dagen omme. Når man så ser tilbage og alt lykkes, så er man godt tilfreds med sig selv og den arbejdsindsats, der er gjort. Vi er yderst privilegerede, for alle tager del. Cille fiksede de små kalve med råmælk og alt med kalvene og Claus, Søren, Tommy, John og Adrian alt det andet.

Jane har været hver morgen i uge syv og otte, før hun tager til Gråsten. Dette er også en stor hjælp, så behøver Tommy ikke starte kl. 04.00.

Hun mangler at lave noget, siger hun.

Det er Tommy og Jane der har ansvaret med dyrene og stakkene derude, så det er rart, hvis der en af dem morgen og aften.

De klarer det simpelthen så godt.

 

Fredag morgen blev også hektisk.

Kl. 5.00 tog Adrian og Tommy til Lydersholm for at sortere de kvier fra, der skulle hjem derude fra.( 32 stk.)

Tommy skulle hjem for at fodre efterfølgende, da Erling skulle til et vigtigt møde, tidlig morgen.

Cille havde fri, så jeg skulle fodre kalvene.

De ti kvier fra dagen før blev hentet kl. 06.50

kl. 07.00 kom Harpøth med de 32 store kvier fra Lydersholm og skulle derefter have 2 med igen, som skulle slagtes.

Jeg nåede lige at give råmælken til kalvene, og efter frem og tilbage af dyr ind og ud, kunne jeg så fortsætte med mælken til de øvrige kalve.

Da Adrian var færdig i Lydersholm ved 9.00 tiden, kom han hjem på gården, og så kørte han 2 hold kalve hjemmefra ud til Lydersholm. (15 stk.)

Alt det frem og tilbage af dyr skal nøje føres for hvert enkelt dyr, så da Jesper kom kl. 10.00,

fik han hurtig en gennemgang af proceduren, hvordan det skulle gøres.

Det skal både tastes i robotcomputeren og i Dyreregistrering.

 

Vi har fået mange kalve i denne uge og alle kælvningerne er gået godt. Undtagen en ældre ko, som fik mælkefeber, og selv om vi var på den med calcium og væske med det samme, formåede vi ikke at få den på benene.

Vi hjalp den op, og så trippede den rundt, men den kunne ikke selv komme op at stå.

Så efter at dyrlægen havde set på den, blev den aflivet.

Det er vigtigt, at tage den rigtige beslutning, på det rigtige tidspunkt.

Både for dyret, men også for pengepungen.

 

Det er den 3. vi afliver her i februar. Det er bare for mange. Det har været 3 forskellige ting, som bare sker ind i mellem.

  1. Koen der havde skudt børen ud, da vi kom om morgenen,
  2. kvien der fik tvillinger og som havde et eller andet i børen, som dyrlægen ikke kunne afhjælpe
  3. og så denne ældre ko, som selv mistede livsgnisten og ikke mente, den selv kunne rejse sig. 

Shit happens.

 

Det er med at lære af det og komme videre.

 

Jeg vil slutte for denne gang.

Rigtig god weekend

Karin

 

 

 

 

 

 

 

uge 7

uge 7

Så er vi kommet hjem fra vores skiferie.

Det er den eneste hele uge vil holder hele året, så vi nyder hvert et minut.

Vi havde solskin alle dage og dejlige pister. Der var dog ikke sne udover pisterne i år.

Men vi var som sædvanlig med Bingobussen fra Bredebro, hvor Egon og Bent fik os godt frem og tilbage.

Vi er ca. 35 personer og alderen spændte i år fra 4 til over de 60 år.

Der var rigtig mange unge med, og det er sjovt at følge dem, både når de står på ski, men også når skiene kommer af og afterski sætter ind.

Vi nyder selv at komme hjem og have lidt gangmøde, og over et par gevæsener at gennemgå dagens stunts og sjove udfordringer.

Vi er alle tidligt ude. Senest 8.30 er vi med skibussen, og så står vi på ski til ud på eftermiddagen.

Pisterne er best om morgenen.

Vi havde lidt uheld i år. En fik 5 tænder slået løse, og dem skulle han have ud når han kom hjem. Jeg har fået vrid i begge knæ.

Shit happens.

Jeg havde ikke engang fart på. Jeg blev lokket til at køre igennem en mindre funpark (for børnene) og mistede balansen bagover og faldt med et ben ud til hver side, og uden at skiene klikkede af. Så er der jo noget der må gi' sig. Det at tro, at man kan flyve, og så lande i frøstilling, var ikke den bedste cocktail...;D

Jeg har dog kunnet stå på ski alle dage. Det gjorde 1½ rulle sportstape meget ved og så mine gode knæbind.

Men så snart jeg skal gå, er det noget helt andet. Jeg vralter som en and.

Jeg må nok hellere lige kigge forbi min læge.

Men vi havde en kanon tur, og det er bare super sjove og glade mennesker vi var med.

Så nu er vi klar til at give den gas igen herhjemme.

Der er dog ikke behov for, at vi kommer hjem, for de har bare styr på det hele.

Det er en ren fornøjelse, og hvor giver det tryghed, at man ved, at vores ansatte bare løfter opgaven til UG.

Vi har slet ikke hørt fra dem hele ugen.

Jeg ligger lidt billeder ind og vil ønske jer en god weekend.

Karin

 

 

Cille hjælper med at få den hen til lastbilen efter en god løbetur.
Så fik vi den fanget igen.
8 stk.
kalvene er nu samlet og kommer op på lastbilen. Før de kommer ind til de andre, bliver de vejet hver for sig.
Her bliver den fanget igen, vores lille bandit, som stak af.

uge 6

Uge 6

Nu har vi haft rimfrost om dagen og frost om natten det meste af ugen.

Der har været dage, hvor hele dagen har været indhyllet i tåge. Det kan være det samme, så hellere at der er frost og solskin.

 

Kalvene har det godt, og Cille er rigtig god til at passe dem. Hun er ved at få en god rytme, og ved nu i hvilken rækkefølge, det kan gøres hurtigst og bedst.

 

Forleden dag blev der hentet tyrekalve, og Cille var ved at guide en af de lidt større kalve hen til lastbilen. Den vente sig pludselig om, og gik i forkert retning ned mod haven. Cille havde godt fat i halen, og jeg ville tage et billede af hele forløbet, da det så sjovt ud.

 

Men jeg nåede ikke, at komme om foran kalven før den stak af, og for ud på græsset i fuld galop.

Det var et imponerende syn, hvor den løb med løftet hale og hoved i fuld firspring.

Dog var det en udfordring at fange den igen. Vores kalveafhenter kom tæt på den, og i god cowboy stil.

Han fangede kalven ved at tage om halsen og ligge den ned. Det fik jeg så til gengæld et billede af :D

Så kom Cille ham til undsætning, og sammen blev den glade kalv ladet på lastbilen sammen med de andre syv kalve. Prøv at se billederne.

 

Jane har været forbi et par gange, og før vi ser os om, er hun i gang med at hjælpe til. Hun kan slet ikke lade være. Hun er en perle.

 

Tommy har haft fuld styr på hele ugen og selv om der har været klovbeskærer, og andre ekstra ting, har det hele bare klappet. Han kan det hele, og har et godt overblik.

 

John og Adrian er også godt med.

Adrian har rigtig god succes i Lydersholm. Jeg fik et chok i dag, da jeg hentede udskrifter over dyrene i Lydersholm. Jeg kunne ikke forstå, at han kun havde løbet ca. 15 stk. de sidste mange dage. Men jeg kunne se, at han have alle dyr væk fra listen over mulige at inseminere, på nær nogle få kvier fra 16 til 14 måneder.

Ubs tænkte jeg, hvad sker der her……………..

Men så trak jeg listen forventede kælvninger, og så kom der 64 stk. frem, og så var det jo ikke så sært, han havde jo fået kalv i dem alle, næsten.

Virkeligt godt gået.

 

John har styr på alt med ensilage stakkene og han går op i det med liv og sjæl. Han er simpelthen en guttermand, og nu begynder han at kunne give igen, og forstår vores humor. I starten var han lidt tilbage holdene, men det har fortaget sig.

I dag til middag spurgte Tommy ham, om han kunne gøre noget for ham. Tommy regnede med, at John ville svare pligtopfyldende, som han plejer med et hurtigt ja.

MEN John sagde nej, og vendte sig om, men i det han vendte sig trak han på smilebåndet og Tommy sad og skulle lige sunde sig, og så skreg vi alle af grin over hans udtryk i ansigtet.

Selvfølgelig var John klar til at hjælpe.

Claus og Søren er altid i fuld gang med en masse ting, og passer deres arbejde til punkt og prikke.

De holder styr på alle de vigtige småting, som bare skal laves for at dagen fungerer for os alle og dyrene.

Drikkekar der skal være rene, mineraler der skal vejes af og gives.Senge der skal ordnes, robotter der skal fyldes op,skraldespande der skal tømmes, dyr der skal samles op til robotten, you name it, de har mange gøremål at passe, og det er altid bare i orden. 

 

Vi har trukket os lidt tilbage for at give plads og for at se, om tingene kører, når vi ikke lige er i nærheden.

Så jeg har fået en masse lavet på kontoret, og Erling lige så.

Der er mange penge at tjene, ved at have fingeren på pulsen på kontoret. Forleden dag lukkede Erling kontrakt på diesel for hele året, og det gav en god timeløn.

Det er med at være klar, når der pludselig kommer købssignal. Erling har flere forskellige kilder, som på mail holder ham orienteret om markedsudviklingen af råvarer, foder, el osv. osv.

 

Vi har også været ved at prøve på at sælge nogle kvier, og der har været en handelsmand forbi, men det er svært.

For det første vil de plukke de bedste ud, og så vil de ikke betale godt for dem.

Vi må se, men vi har kvier til salg, hvis nogen skulle være interesseret.

Jeg vil slutte her og ønsker jer alle en dejlig weekend.

Til dem der skal på vinterferie,

rigtig god ferie.

Karin

 

 

 

 

Her er vi i Åbenrå og har taget en masse kilometer og bakker

uge 5

uge 5

Huset er blevet helt tomt igen. Nanna og Cille har boet hos os hele januar måned.

Nanna og Rikke og Jane starter alle tre på Gråsten landbrugsskole på mandag, og Cille flytter i lejlighed sammen med hendes ven nede i Østerby i denne weekend.

I morgen er det første februar. Efter vejrudsigten, ser det ud til at vinteren ikke helt har glemt os. Den forsøger at snige sig ind med lidt kulde og sne i ugen der kommer. Lidt vinter kan vi godt klare. Det vil være godt for jorden og dyrene. Vi mangler lige et par dage med kold og tørt vejr. Sådan omkring -5 til 0 grader vil være perfekt. Med fin sol og vindstille. Halvvejs i februar ser vi helst at foråret kommer, varme og solrige dage, så vi kan komme i marken med gødning og planterne kan begynde at gøre klar til den kommende sæson, med masser af græs. Majsen kommer først i jorden senere.
 
Vi har lige fået opgjort regnskabet for 2014. Det har været et godt år, og vi er meget tilfredse. Alle vore medarbejdere har gjort et fantastisk stykke arbejde. Vores gode ven og markmand har også ydet en stor indsats, som bevirker at vi har rigtig meget og godt foder liggende på lager. 
 
Desværre ser 2015 ikke lige så indbringende ud som 2014. Alle landmand står med store udfordringer og rigtig mange af vore kollegaer, forventer mange søvnløse nætter, med bekymring om de kan fortsætte deres landmands liv. Vi håber selvfølgelig på at tingene vender og at det igen bliver lønsomt at være landmand. Indtil da ser vi på hvordan vi kan reducere vore omkostninger og hvor vi kan effektivisere. Vi er lidt priviligerede, vi har dygtige medarbejdere og en dygtig mand i marken samt en dygtig mand på kontoret til at styre økonomien, så vi er fortrøstnings fulde og er klar til kamp. 
 
I løbet af vinteren har vi haft lidt problemer med kalvene. Mange blev syge og fik diarré. Vi ledte forgæves alle vegne på begrundelsen for at de blev syge. Vi udtog prøver og foretog ændringer i vore fodrings procedurer og vi gjorde rent med Højtryks renser og desinficerede til den store guldmedalje. Men lige lidt hjalp det. Men så en dag observerede vi nogle køer som satte benet op på pattekoppene når de blev malket og trådte malkekoppen af, derved kom der lidt gødning med i mælken til kalvene. Det fik vi analyseret og fandt nogle bakterier som kan gi diarré hos kalve. Nu har vi lært køerne at holde benene i ro, og vi har ikke haft syge kalve siden. Det er blevet dejligt nemt at passe kalve igen. 

 
Vi er selv i stalden i denne weekend, så jeg vil smutte og ønske jer en dejlig weekend
Karin

uge 4

Uge 4

Nu begynder kælvningerne at strømme ind. Vi har mange her fra midt januar og frem til april.

Indtil nu er der en del kviekalve, så det er dejligt. Cille passer kalvene, og hun er ved at komme godt efter det. Der er mange ting, som er afgørende at huske, så det er vigtigt, at hun kommer godt ind i rutinerne.

Så er det også lige det at give slip, men det kører rigtig godt.

Vi har haft frost og tåge i et par dage. Det har medført at vi har haft lidt lungebetændelse ved køerne.

Dertil har vi også haft andet bøvl.

En ko begyndte pludselig at opføre sig mærkeligt. Den var oppe ved robotten, og så pludselig begyndte den at dingle og der kom en udposning mellem mave og yver og en halv time senere, var den død. Vi snakkede med dyrlægen, og blev enige, om at det må have været en af de store blodårer eller en anden blødning, der har forårsaget dødsfaldet.

Så havde vi også forleden dag en ko, som bare gik ned i det hele. Drøvtygning, mælkeydelsen faldt, og vi kunne ikke finde noget forkert. Den havde godt nok vist forhøjet aktivitet, selv om den var 108 dage drægtig, så vi fik inseminøren til at tjekke om den havde aborteret. Det havde den ikke, men det føltes mærkeligt, og han syntes, at vi skulle få dyrlægen til at se på den. Den havde normal temperatur på 38,5 som er normal for en ko. Men vi fik fat i dyrlægen og meddelelsen lød på, at vi skulle aflive den, da den havde fået fostervandsforgiftning.

ØV, det er lige rigeligt på få dage. Men det er, hvad der sker, og selv om vi gør, hvad vi kan, kan man ikke forhindre alt.

Vi har været til Nutrifair i onsdags. Det er en Messe i Fredericia lidt lige som Agromek, bare ikke så stor.

Vi hørte nogle af indlæggene i Speakers Corner, og besøgte nogle af vores forretningsforbindelser.

Så har vi haft ydelseskontrol og klovbeskærer, så der har været gang i biksen.

Vi har været af sted til Lydersholm hele ugen, og det går fremad.

Dyrene har det godt, og Adrian har lige fået at vide,  at han i denne periode er oppe på fjerde pladsen. Ud af elleve landmænd i det område ligger han som fjerde bedste i reproduktion. Så han er vældig tilfreds, og det er vi bestemt også.

For at komme tilbage til vejret, så er der meldt sne og sne fygning til weekenden, men nok ikke så meget herude ved os. Det har sine fordele at bo så tæt på vandet.

Vi er i stalden i weekenden, så det bliver ikke de store ting ud over det. Søndag skal vi ud at cykle, det glæder vi os til.

Rigtig god weekend

Karin

 

 

uge 3

Uge 3

Januar er en vintermåned, men indtil nu har vi slet ikke haft nogen form for vinter.

Vi har stadig regn, regn, og atter regn, torden og voldsomt blæsevejr, hvor der indimellem kommer haglbyger. Alt er blødt og markerne er voldsom oversvømmet.

 

Vi har heldigvis ingen vintersæd, for her er der virkelig mange steder, hvor man kan se, at det rådner væk i jorden. Store pletter hvor der står masser af vand.  

 

Det kan blive dyrt til foråret, når der skal sås om. Det kan man så bøvle med helt indtil høst, fordi afgrøden ikke bliver moden på samme tid.

 

2015 bliver et år, hvor vi skal vende hver en krone, før vi bruger den. Tiderne er virkelig strenge.

Det har aldrig været så alvorligt, som der er nu.

 

Vi har lagt en plan og har lavet fokus områder, så vi får en stram styring af alt, der kommer ind og ud.

Mælkeprisen er meget lav, og hvad der udad tabes, skal indad vindes.

Der er ikke mange andre muligheder. Det ser ikke ud til, at der er nogen hjælp at hente, selv om hele erhvervet bløder.

 

 

Mandag startede vi fra tidlig morgenstund med at muge dyb strøelsen.

Et areal på 700 m2 . Det er her alle vores køer og kvier går, lige før de skal kælve.

 

Alle dyrene bliver gennet over i en anden stald lige ved siden af, hvor de så går, indtil de et par timer senere kan komme tilbage til en ren og velstrøet stald.

Det skal helst gå så hurtigt som muligt med mugningen, så dyrene ikke bliver mere stressede end højst nødvendigt.

For at kunne køre ind for at få vognene ladet med møget, er de store fællesbokse med kalve pillet ned til halv størrelse.

De bokse skal så også efterfølgende tilbage til almindelig størrelse, når mugningen er færdig.

Der er meget arbejde i det, men når det så er overstået, er der ro i lang tid.

 

 

Vi har i denne uge haft personale møde. Det gør vi altid efter fyraften, med lidt godt at spise, og så får vi drøftet de aktuelle ting, og hygger os sammen.

Jane har været på 3 lean kurser, og hun fremlagde for resten af personalet, hvad det går ud på, og hvordan vi kan bruge det i vores virksomhed.

Adrian fortalte om Lydersholm og hvordan det står til derude, med dyrene og selve genopbygningen.

Vi mangler kun at lukke en gavl og få nyt tag på det ene stuehus.

 

Vi fik så lige en brat opvågning i tirsdags, nemlig at vores lejere i det ene hus nok er stukket af, uden at give os besked.

Det skal vi lige have set lidt nærmere på. Hvordan den situation skal håndteres.

 

Raluca, John og Tommy fortalte om, hvordan de vil klare gårdens opgaver og planlægning, når Jane tager på skole.

 

Vi gik nogle af fokusområderne igennem fra 2014 og ligeledes hvor vi vil have fokus i 2015

Det er vigtigt, at de er med, så de kan forstå, hvorfor det er vigtigt at passe godt på ikke ødelægge noget, og se de små tegn fra dyrene, før de bliver syge eller halte.

 

Hvis vi kan det, er der mange penge at hente. Vi skal have øjnene med os og melde tilbage, når der bliver observeret noget.

Alle er udstyret med en lille blok og kuglepen, og det skal benyttes.

Når man ser noget der er forkert, så tag fat på emnet, og få det ordnet i stedet for at gå forbi.

Det er små ting, men det betyder så meget i sidste ende.

 

 

Torsdag var vi et smut i Visby.

Torsten blev 50 år, og det skulle lige fejres.

Samtidig havde de ti års bryllupsdag, hvor bliver tiden af.

 

Fredag havde vi besøg af Mads Fjordside. Han er avls rådgiver fra Viking Genetics.

Mads er den der udarbejder en avls plan, som vi så nøje følger. Hver ko har et tyre valg på tre forskellige tyre, som vil forbedre den kommende kalv i forhold til sin mor.

Man tilstræber at få robuste, sunde og frodige køer. Ydelsen og yverets  eksteriør er også meget vigtigt.

Det er en hel videnskab i sig selv.

Der blev lagt en ny strategi med avls planlægningen. Han skal nu hjem og se på tyre valg og komme med et bud på, hvordan vi kommer i mål og samtidig sparer penge.

Vores reproduktion kører rigtig godt. Det betyder, at vi er gode til at få kalv i vores dyr, uden at de har for mange tom dage, og for mange insemineringer.

Vores kvier kælver med 23,8 måneder.

 

Vi har fri i weekenden, så det bliver dejligt, at komme lidt væk og sove lidt længere end normalt.

Det sjove er, at når vi så har muligheden, så kan vi som regel ikke finde ro alligevel.

Så tager vi cyklen og kører et sted hen, og drøner derudad. Det kan vi godt li’, så får vi frisk luft, motion og renset hovedet for alle de ting, der ellers fylder i hverdagen. Det er ren terapi.

 

Det kan anbefales :D

 

Rigtig god weekend

Karin

 

 

 

 

 

 

 

 

uge 2

uge 2

Ugen startede med Johnnys fødselsdag. Han er hjemme i denne tid, da han skal i praktik på Sønderjysk Landboforening i Vojens (i forbindelse med sin uddannelse) i denne uge og så 12 uger frem.

Om vi er så heldige, at han bor hjemme hele tiden, ved vi ikke, for det er jo også nemt at komme fra Kolding til Vojens. Men lige nu nyder vi i hvertfald hans hjælp og tilstedeværelse.

Jennifer er i Århus og befinder sig rigtig godt. Hun skal starte på skole her i Januar, og har fundet arbejde og skal starte med at spille håndbold i næste uge. Så hun er godt i gang.

Vi kom væk fra mandag. Om aftenen var vi til møde i Agerskovhallen, hvor der var kaldt til stormøde.

udklip fra referatet

"Krise og frustration præger landbruget, og der var ingen nytårsgaver til erhvervet og de mange følge-erhverv, der rammes af problemerne, da Sønderjysk Landboforening mandag aften afviklede en nytårskur af de helt specielle i Agerskov Hallen – en kur, der samlede flere end 1000 personer".

 

Det var et godt møde, og lad os håbe, at det kan hjælpe vores erhverv og vores følge erhverv.

 

Super godt arrangeret.

 

Vi har begge haft enfluenza,og haft det dårligt, men vi har været ude og været igang. Det hjælper altid at komme ud i den friske luft, og ukrudt er ikke så let at slå ihjeld. Så vi har overlevet og ved at være ovenpå igen.

 

Der har virkelig været gang i den. Vi har haft storm  med voldsomme vindstød og tordenvejr, så køerne samledes i opsamlingspladsen, da de ikke kunne forstå hvilke nye lyde, der var på spil.

Jeg var ude at samle prøver ind som sædvanlig i torsdags.

(Vi tager altid en gang i ugen tørstofprøve af græs, majs og blandingen på foderbordet.

Jeg blev fanget i en byge så voldsom, med hagl og vindstød, så jeg måtte beskytte ansigtet, og kæmpe mig imod vinden tilbage til kontoret.

Total gennemblødt.

 

 

Vi er glade for, at det ikke er sne og frost.

Vinteren kan ikke blive så lang mere.

 

Men det giver også udfordringer med al den regn.

Der står vand overalt. Vinterafgrøderne har det ikke godt, og den fugtige luft giver udfordringer ved kalvene og ungdyrene.

Man skal virkelig være på tæerne med lungebetændelse.

 

I dag kom der forespørgsel om 2 klassebesøg til maj.

Det glæder jeg mig til.

Det er altid lidt stille her i vinterperioden.

 

Jeg vil stoppe her og ønske jer alle en dejlig weekend.

Karin

 

 

 

 

 

uge 1

Nu skriver vi 2015, og når man går ind i et nyt år, har man altid en masse forventninger til det kommende år. Nogen laver nytårs fortsæt om, hvad man vil ændre eller gøre anderledes.

Der vil ske mange ting i 2015. Den ene store ting er at, mælkekvoten ophører. Det vil så vise sig, hvad det vil indebære for os mælkeproducenter.

Arla har meldt ud at mælkeprisen fra 2. januar falder med 20 ører pr liter mælk. Det er ikke godt.

Hele landbrugserhvervet er presset, og 2015 vil blive et hårdt år for os alle.

Jeg vil ikke ind på det politiske, og hvad der kan hjælpe os, og hvad der bestemt ikke er godt. Men I skal vide derude, at det ikke kun er vores arbejdsplads, der er på spil, det er vores hjem og eksistens.

Landbrug er en livsstil, og vi gør alt hvad vi kan hver eneste dag, for at overleve. Vi kigger ikke på klokken, vi hænger i til tingene er gjort. Vi har mange timer i løbet af en uge, men vi gør det gerne, bare der også er en mening med det.

At vi har en løn til os selv i sidste ende.

Som selvstændig, ved man ikke hvor meget der er på lønkontoen. Til gengæld er vi også herre ved eget bord.

Vi kan gøre meget selv, for at tingene kan lykkes, men vi er dybt afhængige af, at samfundet også får indblik i vores hverdag. 

Det er blandt andet derfor vi er et besgøslandbrug.

Det er ikke for at hælde vand ud af ørene, men tro mig, når alle danske landmænd er væk, så tror jeg I vil savne os.

Vi holder gang i rigtig mange følge erhverv, det er arbejdspladser som også vil forsvinde.

Der er stormøde i Agerskov d. 5. januar arrangeret af Sønderjysk Landboforening.

Der er over 400 tilmeldt, det bliver spændende.

 

Vi kom godt ind i det nye år, vi var herhjemme sammen med vores venner, og vores tema var i år BIERFEST.

Vi var alle udklædte, og havde det kanon sjovt.

Vi har været i gang med at tælle op til status, og fået indhentet alle de gøremål, som blev sat lidt på stand by, på grund af helligdagene.

Vi er klar til at smøge ærmerne op og give 2015 en skalle.

Vi vil være i toppen, og det vil vores ansatte os. Motivationen er i top.

Rigtig godt NYTÅR

KARIN

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.03 | 17:02

Hahaha! Den kalv ser ud til at have det rigtigt godt :) Hvor sødt!

http://www.bedstecasinospil.dk/

...
21.12 | 18:15

Er det tilladt at stille et måske dumt spørgsmål men hvordan kommer kørne over i den nye malkestald ? der er ingen billeder af det

...
11.11 | 20:15

Hej har i kaniner?

...
08.11 | 01:10

Det var en bustur hvor alt var arrangeret vh Karin
Jeg kan ikke huske navnet på stedet.

...
Du kan lide denne side